Læsetid: 3 min.

K'nyt

28. juli 1999

Fornem fødselsdagsudstilling
*I august og september fejrer Hørsholm Kunstforening maleren og grafikeren Anna Klindt Sørensens 100 års fødselsdag med en udstilling af hendes enestående samling. Anna Klindt Sørensen efterlod sig en stor samling af egne og andre kvindelige maleres værker. Hun havde ideer og planer om et museum for kvindelige kunstnere og stiftede et legat til støtte for disse. Hun karakteriseres som en temperamentsfuld kolorist og en højtflyvende ånd, og for sin generations kvindelige kunstnere var hun et idol såvel i kraft af sit mod som af sit lysende kunstneriske udtryk.

Rumle Hammerich udfordrer Zentropa
*Den nyudnævnte direktør for Nordisk Film Rumle Hammerich erkender over for Politiken, at Lars von Triers Zentropa p.t. er det mest initiativrige filmselskab i Danmark. Var han ikke blevet direktør for Nordisk film, ville han formentlig selv have søgt ud til Avedøre som freelanceinstruktør, siger han. Men nu vil Hammerich i stedet give Zentropa kamp til stregen. Da han begyndte som dramachef i DR, var det første han gjorde at tage billederne af Panduro-stykkerne ned fra væggen. På Nordisk film piller han Balling ned, og er i øvrigt overbevist om, at hele virksomheden er motiveret for noget nyt, der kan for alvor kan bringe verdens ældste filmselskab tilbage på spillefilmsmarkedet.

Tommys efterfølger på vej
*Pete Townshend, guitaristen i det legendariske rockband The Who, vil realisere efterfølgeren til rockmusicalen Tommy, der havde premiere i 1969. Townshend begyndte arbejdet på opfølgeren Ligthouse i 1971, men opgav dengang projektet fordi han følte, det krævede for mange kreative ressourcer. Handlingen i Lighthouse drejer sig om et globalt netværk, 'the Grid', der har visse ligheder med Internettet, som Townshend - ifølge BBC der transmitterer musicalen i radioen til december - har forudset med skræmmende præcision. Musicalen Quadrophenia fra 1974 har tidligere fejlagtigt været betragtet som Townshends opfølger til Tommy.

Zentropa-lejrskole
*Nu kan skolebørn komme på lejrskole hos filminstruktøren Lars von Trier, skriver Politiken. Foreløbig vil Zentropa gennemføre et forsøg med elever fra en 10. klasse. Opholdet i filmbyen i Avedøre skal vare en uge. Instruktøren Aage Reis skal undervise børnene, som også selv får lov til at optage deres egen film. Resultatet vil formentlig på et tidspunkt blive vist i DR, idet et tv-hold optager forløbet.

Computere skal tale dansk
*Dansk syntetisk tale fra computere lyder i dag som en parodi på en 30 år gammel science-fiction film. Det hævder Forskningsministeriet, som har skrevet kontrakt for 8,5 mio. kr. med det nystiftede selskab Dansk Taleteknologi A/S om udvikling af dansk syntetisk tale af høj kvalitet. Syntetisk tale vil først og fremmest gavne blinde og svagtseende, men kan også anvendes i bl. a. skærmlæsere, som læser op fra en tekst på skærmen, oplæsning af e-mail over mobiltelefon eller talende info-standere på stationer.

Da Vinci i 3D på nettet
*Italiens nationale museum for kunst og videnskab har åbnet et galleri med tredimensionelle repræsentationer af værker af Leonarda da Vinci på Internettet. på adressen http://webtalk.elet.polimi.it/museo-1.html kan man i en grafisk gengivelse af det fysiske museums rum afprøve og 'røre ved' modeller, som i virkelighedens verden er beskyttet bag glasmontrer. Som en ekstra finesse tilbyder web-museet adgang for flere besøgende ad gangen. En realtids chat-funktion gør det muligt for gæsterne at snakke sammen under besøget.

Elvis holder ophørsudsalg
*Man skulle tro Elvis forlængst var revet ned fra alle hylder - men der er stadig elvisiana tilbage til forhærdede fans. Elvis Presley Enterprises holder til oktober auktion over 2.000 af sangerens personlige småting, heriblandt Elvis personlige adressebog, Elvis sygesikringsbevis, den originale kontrakt til "Heartbreak Hotel", diverse undertøj m.m. Kataloget over Elvis løsøre vil i nær fremtid blive lagt ud på Internettet på adressen www.icollector.com.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her