Læsetid: 4 min.

Komediens ansigter

9. juli 1999

Stanley Tucci og Oliver Platt og Julia Roberts og Hugh Grant giver hver deres bud på god komik i henholdsvis The Imposters og Notting Hill, men det er kun den ene film, der rigtig fungerer

Nye film
I en tid, hvor triste genindspilninger af klassiske komedier og dumhedens humor - There's Something about Mary, Waterboy - dominerer biograferne, er det rart at opleve, at der stadig findes instruktører, som tør udfordre og samtidig hylder de velafprøvede formler uden af den grund at forfalde til helt fantasi- og farveløs repetition.
Således prøver skuespilleren og instruktøren Stanley Tucci at genoplive slapstick- og stumfilmfarcen i stilen fra Gøg og Gokke og ikke mindst brødrene Marx med The Imposters.
Og engelske Roger Michell har sammen med folkene bag den luftige romance og kæmpesucces Fire bryllupper og en begravelse lavet en film i helt samme ånd som forgængeren - elskelige stjerner (Hugh Grant og Julia Roberts), charmerende locations (Londons latinerkvarter) og en papirtynd intrige, der driver af romantik. Notting Hill er titlen og stedet, hvor handlingen foregår.
For Michell og co. synes succesen at være hjemme på forhånd (hvilket filmens indtjening i USA allerede har bevist), men der er ikke tvivl om, at det er Stanley Tucci, der med sit atypiske genreeksperiment sætter mest på spil.

Mislykket
Tucci selv spiller sammen med Oliver Platt hovedrollerne i The Imposters som et par arbejdsløse - temmeligt talentløse og ikke ulig Gøg og Gokke - skuespillere, der i 20'rnes New York tilfældigt havner som blinde passagerer på et krydstogtsskib og derfor må forklæde sig. Men de to fjolser er ikke de eneste, der ikke er, hvem de giver sig ud for at være.
Tucci, der bedst er kendt for sine mange tv- og filmroller, debuterede for fem år siden som instruktør (side om side med Campbell Scott) med det charmerende og intense familiedrama Big Night, og man tager sig selv i at have visse forventninger til The Imposters.
Desværre bliver de ikke indfriet, og sandt at sige er filmen temmeligt mislykket og kun sporadisk morsom. Tucci har forsøgt at lave en mere absurd end pointeret farce i ånden fra brødrene Marx. Filmen er fyldt med umulige situationer og bizarre karakterer (inkarneret af en perlerække af gode skuespillere).
Men situationerne forceres og mister hurtigt den komiske glød. Blandt de mange karakterer er kun nogle få rigtig morsomme hovedparten fremstår kun som de papfigurer, de i realiteten er. Og vellykket slapstick kræver ynde, timing og sans for det teatralske og dramatiske.
Det er modigt af Tucci at forsøge sig med så svær en komedieform - når den lykkes, er det endda rigtig sjovt - og på sin vis, trods de mange forgæves anstrengelser, er The Imposters et forfriskende bidrag til en komediescene, som synes en smule stivnet.
Forfriskende er også Notting Hill, selvom den ikke på nogen måde forsøger at udfordre eller udvikle den filmkomedie, vi kun kender alt for godt. Tværtimod er det en helt straight dreng-møder-pige-misforståelser-opstår-men-bliver-naturligvis-ryddet-af-vejen-historie.
Men der er kælet for detaljerne, og er plottet tyndt, så er personerne hele vejen rundt indtagende og troværdige.
Hugh Grant spiller den lidet succesfulde London-boghandler William Thacker, der en dag får besøg af Anna Scott (Julia Roberts), verdens mest berømte skuespillerinde. Det fører siden til flere møder mellem det umage par, som forelsker sig i hinanden, men skæbnen og tabloidpressen lægger forhindringer i vejen til. Men hvem er egentlig i tvivl om, at filmen ender lykkeligt? Jeg var i hvert fald ikke!

Velsmagende brød
Notting Hill slår ikke stort, men velsmagende brød op. Michell har sparet på de larmende virkemidler, og filmen har en dejligt underspillet tone og en følelse af hjemlighed og velkendthed, som handlingens fysiske rammer i det pittoreske og besnærende London-kvarter Notting Hill har sin store andel i.
Samtidig er det en morsom og temmelig romantisk film, der indeholder mange fine hip til hele filmbranchen, berømmelsen og sensationshungende paparazzier, men det er samspillet mellem Grant og Roberts, der berettiger filmens eksistens. De virker som skabt for hinanden. Scenerne mellem William og Anna slår gnister, og man tror ubetinget på deres forelskelse. Det er et klassisk møde mellem den engelske charme, reserverede natur og tørre humor og så amerikansk temperament, et ligefremt væsen og en henrivende skønhed.
Som i søsterfilmen, Fire bryllupper og en begravelse, som Notting Hill tydeligvis er modelleret over, så har Grants figur et netværk af venner og familie, han trækker på, og som er med til at løfte filmens overbevisende miljø- og menneskeskildring. Ikke mindst fordi alle birollerne får eget liv og ikke kun er skægge eller præcise karikaturer af excentriske Notting Hill-beboere.
Måske er det en smule ironisk, at det er den film, der tør mindst, der klarer sig bedst. Man må bare ikke håbe, at Tucci lader sig afskrække fra at udfordre filmsproget og publikum en anden gang (rygterne vil vide, at han er tilbage i sadlen igen, og med Big Night beviste han, at han kan lave gode film).
Vil man absolut i biografen for at se engelsk/amerikansk mainstream, så er Notting Hill et fortrinligt bud på to gode timer i fint og charmerende selskab.

*The Imposters. Instruktion og manuskript: Stanley Tucci. Amerikansk (Grand, København, Palads, Århus og Café-Biografen, Odense)

*Notting Hill. Instruktion: Roger Michell. Manuskript: Richard Curtis. Engelsk/
amerikansk (Imperial, København og en masse biografer landet over og på Grønland og Færøerne)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her