Læsetid: 9 min.

En kop kaffe er også omsorg

17. juli 1999

Meningen med livet kan være at åbne sig og have tid til menneskelig kontakt
i hverdagen. I hvert fald set med hjemmesygeplejerske Grete Jensens øjne

HVERDAGSLIV

En skikkelse flagrer forvirret rundt inde bag etageejendommens glasdør; nydelig i blå sommerfrakke, blåprikket silketørklæde, bundet med en knude i halsen og grå spadseresko. Hun er på vej op ad trappen i opgangen og vender forskræmt hovedet, da gadedøren bliver skubbet op.
Først da hjemmesygeplejersken kommer helt tæt på, genkender kvinden Grete Jensen, der hver dag hjælper hende med at tage pillerne fra de små plastikæsker med rum til morgen, middag og aften og ugens dage skrevet i blåt på låget.
Grete Jensen tager kvindens hænder og stiller sig foran hende. Tilbyder en mur af ro til et forvirret sind.
Kvinden smiler undseeligt og forklarer, at det er i dag, hun skal til frisøren og have "højt hår".
Klokken er halv ni, og Else, som Grete Jensen patient hedder, skal først være hos frisøren klokken ti, derfor bliver de enige om, at gå op i lejligheden.
Else opdager, at hun ikke har sine nøgler. Taler usammenhængende om en mand, der generer hende med sine konstante bump mod døren; famler i lommerne, hvor hun finder sit pensionistkort til HT-busserne og prøver at åbne Ruko-låsen med et hjørne af det røde plastiketui.
Engang var Else den første kvindelige borgmestersekretær i Københavns Kommune. Overborgmesteren "Urban, kom ned oppe fra ... vi skulle ordne," siger hun, da vi står på trappeafsatsen og venter, mens Grete henter et ekstra sæt nøgler på hjemmeplejens kontor.
"Det er rart, at de har det... hvis der skulle ske noget," siger hun, og famler igen med hånden på træet omkring dørlåsen.
Nu går dagen for det meste med at ordne skuffer og skabe i lejligheden på tredje - en hovedrengøring i de personlige gemmer, der aldrig stopper. Som var den et forsøg på at huske tingenes mening og historie og bryde igennem senilitetens tynde film.
Gennem 18 år er dagene i hjemmesygeplejerske Grete Jensens liv gået med at drage omsorg for andres, og som hun siger: "En kop kaffe er også omsorg."
Denne tirsdag har Information fået lov at komme med på ruten af patientbesøg i Valbys gamle bydel, som køres på cykel med en lille sort medicintaske bag på den specialdesignede bagagebærer.
En dagsrejse gennem livshistorier og hverdagen som den betragets og leves af Grete Jensen og de mennesker, hun møder.

Fru Rasmussen skal have dryppet øjne efter en grå stær operation. Det er hurtigt overstået, men de taler også om andre ting: Om hvordan det er rart at klæde sig pænt på, når man er gammel; om neglelak, som Fru Rasmussens mand godt kunne lide, hun gik med og om søsteren på Bornholm, hun ofte besøger.
Et kvarter efter er Grete igen på cyklen. Hun kender sin rute og kvarteret med de røde murstensejendomme i det gamle Valby.
"Jeg følger med i livet og i årstidernes skiften. Her er mennesker med hver deres liv, og det gør mig glad at være i et miljø, der lever, og ikke på en hospitalsgang, hvor det er teknikken og effektive, travle mennesker, der sætter præg på hverdagen," fortæller Grete Jensen, da vi holder middagspause på terrassen uden for Valby Medborgerhus' kantine.
- Hvordan lever folk med hinanden?
"Kulturen er i forskellig i opgangene. Nogle steder er der en nabo, som holder øje med, om rullegardinet er trukket op hos den gamle dame, der ikke kan gå på gaden. Eller tager ugeavisen med op. Der er for eksempel et sted, hvor et ungt par altid kommer og spørger det ældre ægtepar, om de skal have noget med fra byen eller hjælper med småreparationer."
Men det unge par hører til blandt de sjældne kontakter mellem generationerne.
"Det er som om, de gamle tror, de ikke har noget til fælles med de yngre - og omvendt. Og så kan jeg se, at vi har glemt den mening, de små menneskelige kontakter i hverdagen giver, og hvad de betyder for, hvordan vi mennesker har det med os selv og hinanden."
"Udviklingen har betydet, at vi ikke møder hinanden mere ... i vaskekælderen for eksempel. Alle har fået deres egen vaskemaskine, og om aftenen isolerer man sig foran fjernsynet. De gamle kan få maden bragt, derfor sidder de og spiser alene, hvor de tidligere gik hen i de nu nedlagte folkekøkkener."
- Skal vi alle sammen være private hjemmehjælpere?
"Nej, men vi er nået dertil, hvor vi har vænnet os til, at kommunen tager over, når nogle bliver gamle. Jeg mærker også, at naboer er usikre over for at komme til at involvere sig for meget. Vi er bange for at forpligtige os, for man mister lidt af sin frihed, hvis man har nogle at tage sig af."
Ofte er det også de ældre selv, der isolerer sig, mener Grete Jensen.
"Blandt kvinderne i den generation, der er gamle nu, har det ofte været forbundet med prestige at passe hjemmet. Det har været mændene, der har haft de udadvendte kontakter, hvorimod kvinderne ikke har været vant til at opsøge andre og har svært ved det nu, hvor manden er borte."

Senere besøger vi Lilly. En rank og slank dame på 94 med tykke brilleglas og strittende, tyndt hår. Hun kigger lidt skeptisk på journalisten. Det er ikke alle, der får lov at blande sig i Lillys liv.
Hun trisser langsomt hen over gulvtæppet i entreen i sine sutsko. Støtter sig lidt til dørkarmen på vej ud i køkkenet. Her sidder hun og Grete under de daglige besøg; på hver sin taburet under tørresnoren, der er spændt ud mellem køkkenvæggene.
Lejligheden er stor, pinligt ren og ryddelig. De to fine stuer med mørke møbler, små malerier og hylder med nips, virker som om ingen har brugt dem i årevis. Kun sengen, hvor dynen er krøllet til side bærer præg af Lillys færden.
Grete laver kaffe, mens Lilly kigger misbilligende på journalisten.
"Det er ikke det samme, når hun er her," siger hun til Grete, "det er så hyggeligt at have dig for mig selv."
Men øjnene bag de tykke brilleglas skifter udtryk, da hun fortæller, at hun har boet i ejendommen, som forældrene ejede, og hun senere arvede, i 90 år. En mand fik hun aldrig, selvom hun engang havde en kæreste, der læste til læge.
"Jeg havde min egen mening og har altid haft det godt med at bo herhjemme," siger Lilly.
"Men de, jeg kender i opgangen, er døde nu. Jeg havde en nabo - hende gik jeg op til, når jeg var ked af det. Så fik vi en kop kaffe. Men de kan jo ikke blive ved med at leve lige så længe, som jeg."
- Er du ensom nogle gange?
"Ensom ... nej, det er jeg ikke. Der er altid noget at lave. Jeg vil gerne støvsuge selv og sidder på en stol og gør det. Vaskemaskine har jeg jo også selv heroppe i lejligheden," fastslår Lilly uden tøven. Men udbryder så:
"Nogle gange kan man føle sig lidt ensom. Mest om aftenen ... mange gange om aftenen. Det er også derfor, jeg glæder mig så meget til, at Grete og Helle, hjemmehjælperen, kommer hver dag. Jeg er jo så glad for dig," siger Lilly og kigger op på Grete, der står ved komfuret. Grete Jensen griner højt og blufærdigt og tager Lilly om skuldrene.
Da vi går giver Lilly journalisten hånden og insisterer på, at hun både får æble og appelsin med i tasken.

Ud på eftermiddagen cykler vi tilbage til kontoret, men på vejen ringer den bærbare telefon, Grete Jensen har hængende ved hoften.
Else er faldet og har slået baghovedet på vej til frisøren og er nu på Rigshospitalets skadestue, hvor de gerne vil have oplysninger om hende fra hjemmeplejens journal.
Grete Jensen træder i pedalerne og står op på cyklen for at få den i fart.
"Jeg ved ikke, om jeg fik dårlig samvittighed. Men jeg tænkte lige i situationen: Var der noget i morges, der sagde mig, at hun ikke skulle være taget af sted, eller skulle jeg have sat hende i en taxi. Men senere kom jeg til at tænke på, at det kunne være sket på hvilket som helst tidspunkt."
- Det lyder som en efterrationalisering?
"Det kan godt se ud som om, at jeg involverer mig meget i mine patienter. Men jeg har lært mig, at når jeg cykler hjem, så spekulerer jeg ikke over det mere. Det er man nødt til, hvis man vil være professionel."
- Hvad med døden. Den er også tæt på i din hverdag?
"Jeg møder flere, der gerne vil dø hjemme. Og jeg tror, det er en reaktion på, at lægernes tekniske kunnen har taget døden fra folk og givet den til hospitalerne. Så er man der måske ikke, når manden eller konen dør. Det tror jeg ikke er godt. Det kan jeg jo høre. Når der har været et dødsfald i en familie, jeg har været tæt på, besøger jeg altid de efterladte. Og det piner dem, hvis de ikke var der og sikrede, at døden var fredfyldt."
- Hvad sker der, når man fjerner døden fra livet?
"Så bliver det kunstigt. Når livet er ved at rinde ud, bliver det en del af ens liv at tænke over døden, og så vil de gamle gerne tale om det. Men det ligger vel i tiden, at det ikke er noget for yngre mennesker. Vi skal være evigt unge, og der er meget at leve op til: Vi skal holde os i gang; uddanne os, så vi ikke bliver betragtet som gamle. For så er der ikke brug for os. I et industrialiseret samfund hænger arbejde sammen med det at have indflydelse."
- Oplever du selv at være presset af at skulle præstere?
"Jeg prøver virkelig på ikke at hoppe på den stressvogn. Jeg har aldrig haft ambitioner om et lederjob og alle de spekulationer, det giver, og arbejder kun 32 timer om ugen."
- Men du må have en eller anden forestilling om, at der er andre, der kører med på den. Hvor har du den fra?
Grete Jensen griner:
"Jeg er ikke spor bedre end de gamle, der siger, at verden er blevet mere rå, fordi de læser om vold i Ekstra Bladet. Men de idealbilleder af karrierekvinden med tre børn og et flot hus, fremstilles vel i medierne af en eller anden årsag. Jeg synes mange er orienteret mod oplevelser og materielle goder. Vi skal på ferie mindst tre gange om året: sommer, efterår og så lige en skiferie. Jeg har en bekendt, hvis mand har ekstrajob ved siden af, fordi de prioriterer rejser meget højt, og de elsker det. Men jeg synes nok, der er flest hverdage ... og det drejer sig om at have det godt i dem."
"I min egen vennekreds er det ikke så markant. Men det hænger nok sammen med den holdning, vi har til livet."
- Føler du, at din livsform er under pres fra nogle, der lever idealbilledet ud?
"På arbejdspladsen er det dem, der er villige til at være fleksible, der står i et godt lys hos chefen. Mens de, der vægter deres privatliv, godt kan få problemer. En bekendt har fortalt mig, at da hun gik ned i tid, følte hun sig alligevel presset til at arbejde over."
Grete Jensens dag slutter med et opkald til Rigshospitalet, der meddeler, at Elses uheld ikke er alvorligt.
Så cykler hun hjem til familien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu