Læsetid: 3 min.

Krimiens kanon?

20. juli 1999

Overdådigt festskrift for krimiens vitalitet

NY BOG
Krimi betyder jo i udgangspunktet blot forbrydelse. På moderne dansk betyder krimi derimod en morderisk gåde, der løses op - eller måske ej - over et vist længere forløb, hvilket vil sige en kriminalroman.
Krimien har længst gået sin sejrsgang, gennem alle medier. Det er kun derigennem samfundets misèrer virkelig lader sig anskue, nysgerrig og verdensåben som genren er. Siger man - og lad det så være, lige nu.
Genrens brede anerkendelse kræver selvsagt også en gymnasieantologi. Og den er nu kommet, med Bo Tao Michaëlis' spændende udvalg, Den kriminelle novelle.
Både Edgar Allan Poe og Conan Doyle - genrens gründere - skrev noveller. Også den hårdkogte amerikanske krimi startede småt, i Black Mask-magasinet i 20'rne. Men siden da har det som nævnt især handlet om romaner. Og det giver et par problemer, både principielt og antologimæssigt.
Den mere forfinede forskning på området har noteret sig den dobbelte læserinteresse krimien udfolder og kun paradoksalt tilfredsstiller.
På den ene side haster man som læser frem gennem den gådefulde labyrint forbrydelsen har efterladt sig, frem mod målet, opklaringen. Det er et fuldt legitimt behov, rationelt bekræftende tilværelsens (og samfundets) orden. Men samtidig er opnåelsen af dette mål jo døden. Døden for den levende, altid forsøgsvise optagethed af at søge meningsmæssig orden i tilværelsen.
Det må altså på den anden side ikke gå for hurtigt. Der må være distraktioner, blindspor, digressioner, for at interessen faktisk kan leve, opmærksom over for alt - alt det der normalt blot falder ind under det vanliges ligegyldige uopmærksomhed. Altså roman, ikke novelle. For novellen må, med nødvendighed, haste temmelig durk mod målet. Flere af Den kriminelle novelles historier bekræfter denne (for)dom.

Én læsning
Skønt Michaëlis - som er en af vore fineste kendere - med velberåd hu har lagt sit udvalg tæt op på nutiden hvor det vrimler med gode krimifortællere, så får han faktisk et problem med at finde egnede antolgistykker. For de gode fortællere, de fortæller især i romanlængde. Det er selvfølgelig sandt, at snart sagt en hvilken som helst ordentlig forfatter i dag på en eller anden har taget farve af kriminelt stof, men hverken Borges, Svend Åge Madsen eller Paul Auster (i "Auggie Wrens Julefortælling") er specielt centrale i genremæssig henseende.
De er nok, hver på deres måde, vigtige som 'jokers', som dem der spiller 'dekonstruktivt' med genreforventningerne, men kun Borges' svimlende "Døden og passeren" passer ordentligt i antologien her, de andre har brugt længere forløb til deres indforstået produktive underløb af genrens truende rationalistiske skematik.
Michaëlis må altså - for han ved det jo godt - klippe en hæl og skære en tå for at få sin i øvrigt letløbende og instruktivt overblikkende efterskrift til at gå op. Og skal ellers roses særligt for sit diskrete opgør med ideen om krimien som den rene deduktions praktiserede 'videnskab'; den er langt snarere den dagligdags snarrådige formodningens kunst, med et skrækkeligt ord: 'abduktionens' intuitivt sikre, men dog fejlbarlige kompetencer.
Og bortset fra det - det er virkelig et overdådigt festskrift for genrens vitalitet Den kriminelle novelle udmåler til sin læser. Her er bl.a. foruden de allerede nævnte både Chesterton, Dashiell Hammett, Patricia Highsmith, Sara Paretsky og Gunnar Staalesen. Og hvilken luksus har det ikke været for Michaëlis at kunne reservere sin gamle kærlighed Raymond Chandler til det formål at kommentere genrens udvikling, i klassikeren "Mordets enkle kunst". I samme afdeling findes yderligere kernetekster af Stefan Brockhoff og Friedrich Glauser - omkring "Kriminalromanens ti bud", selve mønstret for den stilrene engelske krimi. Foruden Umberto Ecos lille "Kriminalromanens metafysik" og Dan Turèlls smukke minderune over Hammett, "Voldens teolog". En veritabel kanon for alle der beskæftiger sig seriøst med genren.
Og meget kan der som sagt siges om kriminalromanens dyder. I hastige tider som vores er der selvfølgelig på den anden side den novellepointe, som Bo Tao Michëlis da heller ikke glemmer, nemlig Poes dictum om, at kriminovellen skal kunne læses "in one sitting", 'i én læsning'. Man jager vellystigt gennem.

*Bo Tao Michaëlis (red. og efterskrift): Den kriminelle novelle. 328 s., 160 kr. - plus moms! Dansklærerforeningen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu