Læsetid: 2 min.

Læger skal undervise politi i etik

9. juli 1999

Lægeforeningen og Rigspolitet aftalte i går at arbejde hen imod fælles retningslinjer for udvisningssager

Betjente, der ledsager afviste asylansøger ud af Danmark, skal have undervisning i lægeetik.
Det er blandt konklusionerne i den aftale, som Den Almindelige Danske Lægeforening og Rigspolitiet i går blev enige om at arbejde hen imod efter massiv lægekritik af politiet. De to parter vil i løbet af de næste måneder etablere et sæt fælles retningslinjer, der klargør kompentenceforholdet mellem politi og læger i udvisningssager.
Aftalen om nye retningslinjer kommer i kølvandet på lægeforeningens kritik af udvisningen af en 18-årig iraner kun to timer efter, at han forsøgte at begå selvmord i Københavns Lufthavn. Politiet tilsidesatte ved udvisningen en lægelig vurdering af, at den unge mand havde et akut behandlingsbehov.
Derfor er foreningens adm. direktør, Jørgen Funder, tilfreds med, at politet nu er klar til at etablere et sæt retningslinjer: "Vi får nu afklaret, hvilke holdninger, de to parter har, og hvordan de kan få den fornødne forståelse af hinandens arbejdsopgaver og arbejdsvilkår," siger han til Information.
Også Rigspolitiet erklærer sig tilfreds med den nye aftale, som er kommet på plads i direkte forlængelse af sagen om den 18-årige iraner.
"Vi synes, at den aktuelle sag har aktualiseret spørgsmålet, og der har ind imellem været situationer, som vi har været meget i tvivl om, hvordan vi skulle tackle. Derfor mener vi, at det vil være godt at få en kortlægning og en afklaring af hele spørgsmålet, fulgt op med information til vores personale om lægernes rolle," siger Jørgen Tagge, leder af Den Centrale Politiafdeling under Rigspolitichefen, som dog ikke vil kommentere den konkrete sag, da Folketinget først i næste uge får Rigspolitiets redegørelse om hændelsesforløbet.

Uklart
Det er derfor fortsat uklart, hvorfor politiassistent Flemming Hoff Kjeldsen ikke oplyste om helt centrale elementer i sin rapport om udvisningen af iraneren.
Rapporten, der blandt andet tilgår Indenrigsministeriet, undlod således at beskrive, at politiet tilsidesatte en læges vurdering af, at den unge mand, Ashkan, havde brug for psykiatrisk bistand. Rapporten udviser i øvrigt en høj detaljeringsgrad, som det fremgår af følgende uddrag:
"Ambulancen ankom til gate A 12 kl. ca. 16.15. Jeg rettede her kontakt til Ashkan, der lå fastspændt på en båre i ambulancen. Jeg gjorde Ashkan bekendt med, hvem jeg var, og at han ville blive ledsaget til Teheran af undertegnede og to kollegaer. Ashkan græd og oplyste, at han ville blive slået ihjel, hvis vi sendte ham til Teheran. Det blev senere ændret til, at han ikke havde noget familie eller bekendte i Teheran, der kunne tage sig af ham.
Ashkan blev løsnet af båren og hjulpet op i flyet, der afgik med ca. en halv times forsinkelse kl. 16.50.
Ashkan bad efter en 1/2 times flyvning om at måtte komme på toilettet. Toiletbesøget foregik under bevogtning og med åben dør. Ashkan bad efterfølgende om lov til at skifte tøj. Tøjet blev fremfundet ... og undersøgt for evt. skarpe genstande. Undertegnde hjalp herefter Ashkan af den blodige træningsdragt i det nye."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her