Samtalerne om livet er vigtige, når de foregår i Ernst Hansens frisørsalon
Der er noget i luften flere meter før Ernst Hansens herrefrisørsalon i Valkendorfsgade i Københavns indre by. Et tidløst duftspor, der leder ind i en maskulin verden.
Gadens flimrende lys og bevægelser understreger lokalets mørke ro. Det overflødige har trange kår og det usagte høj værdi i Ernst Hansens salon.
Tre gammeldags frisørstole står midt i lokalet. På hylderne ved spejlene flasker med hårvand og barbersprit. Fire sakse og fire kamme ligger i samme skæve vinkel på aflægspladsen til højre for den midterste stol. Sammen med maskinklipperen, en dåse vat og en føntørrer er det den trænede håndværkers enkle remedier. Vasken er anbragt lige foran frisørstolen, så kunden på gammeldags maner kun behøver bukke sig frem, når shampooen skal skylles ud.
Selv tændstikæskens funktion er optimeret. Ernst Hansen har klippet et hul i pakken af husholdningsstørrelse, så tændstikkerne er nemmere at få op, når han skal have ild på piben.
I vinduet ud til Valkendorfsgade står rækker af flasker med blåt mentholholdigt vand, krukker med pink hårgele, Axe-deodoranter og shampooflasker, opstillet på en formation af gule mursten. På de brunligt tapetserede vægge de obligatoriske plakater med tandpastasmilende mænd, der fremviser firskårne hager og frisurer, der efterhånden kun ses i amerikanske serier fra halvfjerdserne.
Og så lige busten af Frederik Den Niende, som har fundet vej til hattehylden, nu det alligevel ikke længere er på mode at gå med hovedbeklædning. Samt et imponerende vægmaleri med mønstre i skåret spejlglas.
På bordet ved den polstrede hjørnebænk, hvor herrerne sidder og venter, ligger Rapport og Playboy, kulørte ugeblade og aviser.
Klipning på et kvarter og kontant afregning er, hvad man får hos Ernst Hansen i Valkendorfsgade.
Men ikke alt er, som det lader. Bag herrefrisørens mandige ydre - den ranke ryg, den imposante mave, det grå hår der er strøget sirligt tilbage med hårvand - findes et følsomt menneske, der træder frem under arbejdsdagens pauser i det lille baglokale med kaffemaskinen og sovebriksen, hvor Information har fået ja til en samtale om livet i Ernst Hansens øjenhøjde.
Den står på herresnak fra morgenstunden. Den runde, pensionerede postmester skal til herremiddag på Kastellet sammen med andre pensionerede officerer af reserven og linien. Ernst Hansen lytter, spørger og kommenterer, mens saksen bevæger sig i præcise, sikre bevægelser. Fortæller om de gule ærter, han har fået serveret på et besøg hos svenske "krigsbrødre."
"Ja, det er en rigtig krigsret," svarer postmesteren.
Så bliver der stille. Postmesteren sidder med halvt lukkede øjne. Hans veltilpasse brummen blander sig med saksens sprøde, hypnotiske lyde.
De lange hår i øregangen, på øreflipperne og de buskede øjenbryn bliver trimmet. En service, der er lige så central som frisuren, og som man ikke får hos en kvindelig modefrisør.
De fleste af Ernsts Hansens kunder denne dag ser ud som pensionerede engelske mænd af aristokratiet, lige ankommet fra yachtklubben. Deres hud er solbrændt og rynket, håret hvidt og påklædningen skødesløs. De af kunderne, der bærer mappe og jakkesæt, arbejder i kvarteret omkring Strøget. Men også yngre mænd har smag for stedets uforanderlighed og faste rutiner.
Den lidt hengemte atmosfære uden for tid og rum og den effektive klassiske service får kunderne til at vende tilbage år ud og år ind. Den ældste - redaktør Tiberg fra det gamle Finanstidende - er kommet siden 1954.
Og så bryder mændene i Ernst Hansens salon sig tydeligvis ikke om kejtede anvisninger.
"Jeg brugte en anden frisør, da jeg var på ferie,", siger en kunde. "Og så var det selvfølgelig den der med: Hvordan vil de klippes? Jo, lige som min bror, tak."
At gå til frisøren er intim affære, påpeger en anden.
En herre passerer fotocellen ved døren, og ved lyden af klokken skifter Ernst Hansen tempo til målrettet kundeopmærksomhed,
"Davs, Mikkelsen. Nå, så er det blevet skjorteærmer siden sidst."
Han kender sine kunder, deres liv og færden. Operakordirigentens søn er kommet her, siden han var dreng, og i dag sidder studenterhuen på sned. Vigtige ting i mandelivet som valg af frisør går i arv fra far til søn.
"Vi taler sammen om arbejde, familien og rejser. Ikke alt det der tomme snak uden indhold. Mange steder knevrer frisøren løs uden at sige noget. Her får kunderne lov at sidde i fred. De siger goddag. Jeg siger værsgo'. Vi kender hinanden, og behandler hinanden med respekt. Jeg venter for eksempel og hører kundens version af tingene, inden jeg kommer med min egen. Jeg bryder mig ikke om alt det der forfladigelse, og jeg har ikke popmusik kørende på radioen," siger Ernst Hansen.
Hårtotterne på hans brune linoleumsgulv er oftest gråsprængte, og livssynet jævnligt tilbageskuende.
Den pensionerede underdirektør fra Illums Bolighus fortæller om dengang, han gjorde bestyrelsesformanden opmærksom på, at det ikke stod i årsregnskabet, at "personalet var byens bedste." Han illustrerer, slår op i det magasin, han sidder med i hænderne, og frem toner letpåklædte damer i rødt blondeundertøj. Journalisten er den eneste, der må undertrykke en fnisen.
Underdirektøren forsætter.
"I dag har Oticon og andre moderne virksomheder jo den slags stående i deres regnskaber. Nåda, der er en, der siger som jeg i sin tid. Han har fat i noget, tænker jeg så," klukker underdirektøren. Og fortæller Ernst Hansen om glæden ved det netop overståede besøg på Bakken med det første hold af otte børnebørn.
Også yngre mænd kender salonen i Valkendorfsgade. Og Ernst Hansen sætter en ære i at huske de små ændringer i deres mere omskiftelige hverdagsliv.
"Davs Frank. Nå, hvordan går det med godset i Sverige," spørger Ernst en mand i trediverne, da han tager plads i frisørstolen.
Frank har købt et hus uden for Malmø, fordi prisen er langt lavere end på husene i de nordlige forstæder, hvor Frank ellers ville have bosat sig.
"Vi bliver snart forældre og vil ikke stoppe interessen for vin og rejser. Og har man ikke en stor omgangskreds og mange fritidsinteresser, så er der jo ikke noget i vejen for at flytte over på den anden side af Sundet. Selv om vennerne så ikke lige kommer forbi en tirsdag aften," siger Frank.
Sådanne fortællinger har Ernst Hansen lagt ører til gennem 30 år. Fulgt skiftet i kønsrollerne fra dengang det var uhørt, at en mand hjalp med opvasken, til da kvinderne revolutionerede arbejdsmarkedet, og mændene gradvist holdt indtog i husholdningen.
Men ifølge Ernst Hansen er det forkert at tro, at hans generation af mænd ikke har interesseret sig for familien. Dén har de altid snakket om i salonen. Det er ansvarsopgaverne, der har ændret sig - ikke mændenes optagethed af familien.
"Nu er begge parter på arbejdsmarkedet. Nogle gange ser det ud som om, de unge har fået mere travlt af det. Det er der nogle af kunderne, der giver udtryk for. Men vi havde jo også vores problemer, da vi var unge."
Fra væggen i baglokalet smiler en køn, ung mand med amerikansk baseball-kasket. Ernst Hansens yngste søn, der er 25 og surf-instruktør på Oure Idrætshøjskole på Fyn.
Ernst Hansen har tre børn med to forskellige kvinder, som han nu er skilt fra. Og hvad angår de to ældste, er Ernst Hansen den eneste, der i dag har kontakt med dem, selvom de blev hos moderen efter skilsmissen, fortæller han.
Ernst Hansen sidder på kontorstolen foran skrivebordet, hvor regnskabsbogen for juni måned ligger ved siden af askebægeret med pibeudskrab. Vi får kaffe i plastikbægre, hældt op fra den gule termokande.
"Det, der gik galt med den første kone, var, at vi var for unge. Hun ville leve livet. Den anden kom jeg til at avle et barn på. Det er ikke pænt at sige det, men jeg kunne godt have undværet de år med hende. Men det var den der ansvarsfølelse."
- Der var altså en pris for ansvarsfølelsen?
"Ja, den tror jeg mange i min generation har måtte betale.
- Er det så bedre i dag, hvor flere vælger skilsmisserne?
"Det er ikke til at svare på, synes jeg. Jeg kunne godt have undværet mine. Det giver nogle vældige bølgedale i et liv."
- Når du lægger dig på briksen og slår benene op, hvad tænker du så på? Har du nogen bekymringer?
"Thjaa, jeg har jo fortiden bag mig, som man siger. Så jeg spekulerer måske ikke så meget mere. Men jeg har én bekymring. Det er, at min datter lider af en muskelsygdom og har mange smerter. Og så frygter jeg for mine børnebørn, at der skal komme konflikter med indvandrerne og flygtningene. Mange af dem har svært ved at tilpasse sig vores kultur, og det giver ubalance og disharmoni. Jeg er ikke racist, og jeg mener, at folk, der lider nød, skal hjælpes, men det er bedre for dem, at det bliver der, hvor de kommer fra," siger Ernst Hansen.
- Kender du nogle selv?
"Ja, det ægtepar, der har kiosken på Østerbro, hvor jeg henter mine aviser i weekenden, de er meget stabile og passer deres ting."
- Konflikterne er mest noget, du læser eller hører om i medierne?
"Ja, det kan jo godt være, at jeg ikke har de store forudsætninger for at udtale mig, og det bare er noget, jeg forestiller mig. Men jeg er sikker på, at der bliver problemer. Se bare aviserne i dag; nu er der igen ballade på Nørrebro."
Telefonen ringer. En kunde - lægen Tom - vil høre, om Ernst Hansen har tid til en klipning om ti minutter.
"Tom er en af de kunder, der virkelig er kommet tæt på," fortæller Ernst Hansen, da han kommer tilbage.
"Han har kunnet se på mig, når jeg hang med klarinetten. Der var for eksempel dengang, jeg havde et forhold til en restauratør. Hun var simpelthen kvinden i mit liv, men det holdt ikke. Hun drak og begyndte at lave forsvindingsnumre, og så ved man ikke, om man er købt eller solgt. Finn kunne se, jeg var ude i tovene, så han tog en halv time, hvor vi snakkede, og han sagde, at nu skulle jeg tage mig sammen; drikke den der bajer, når jeg havde fri i stedet for. Han gav mig et spark bagi og noget trøst."
- Hvad var der galt?
"Jeg var jo virkelig forelsket i hende, men der var ikke noget at bygge på, og så gik jeg ned med flaget. Man siger, at kvinder er mere følsomme end mænd. Men mænd er lige så følsomme - mange gange mere. Sådan har det i hvert fald været med mig. Måske gemmer vi det."
- Er du blevet bedre til at tale om følelser?
"Jeg kunne i hvert fald ikke have indrømmet det sådan her for tyve år siden."
- Hvad har du så gjort, når der var problemer?
"Det har været sådan noget med at gå ned i logen (Frimurerlogen). Der har været nogle at snakke med. Ikke om problemerne, men for at komme væk fra dem. Nogle gange er jeg gået på værtshus for terapiens skyld; altså for ikke at sidde alene. Men til sidst blev det for trist. Jeg blev led og ked af mig selv."
- Er der noget, du gerne ville have gjort om i dit liv?
"Næh, måske... Jeg ville gerne have været på Sorø Akademi dengang. Men jeg ville ikke spørge mine forældre. De var arbejdsfolk på landet og havde ikke mange penge. Måske ville de have haft råd, hvis jeg havde spurgt. Men livet er jo en række af tilfældigheder."
En kunde går forbi fotocellen, og klokken ringer. Ernst Hansen er straks på benene.
Ritualet gentager sig. Tom får den sædvanlige behandling. Frisøren spørger til børnene.
"Anders har bestået to af sine eksaminer og dumpet én på Handelshøjskolen. Det er fint nok. Og han er jo ved at være voksen, du ved. Ninna, jeg ved sgu ikke. Hun har en anden natur. Hun er jo medlem af den anti-racistiske bevægelse og var på vej til Hamborg for at deltage i demonstrationerne.
"Det må hun have fra moderen," indskyder Ernst Hansen.
Tom griner.
"Så skiftede hun gymnasium, og jeg kunne ikke forstå, hvad der skete; kunne ikke følge med efter at vi blev skilt. Hun fik svært ved at passe skolen. Det var noget lort, Ernst. Men så fik hun alligevel bestået sine eksaminer, og det er faktisk endt meget godt. Men jeg turde jo ikke spørge, hvordan det så skulle gå med 2.g næste år."
Frisøren nikker forstående.
Solen har flyttet sig ude i Valkendorfsgade. Klokken er halvfem, og Ernst Hansen ringer hjem til "veninden" gennem otte år, Ruth, og fortæller, hvornår han regner med at lukke forretningen.
"Det er prestige for hende, at maden er parat, når jeg kommer hjem, og at den ikke har fået ti minutter for længe," forklarer han.
Lidt i halv seks tager han pengene fra det gammeldags kasseapparat, og få minutter efter har han skiftet træskoene ud med spadseresko og pakket piben ned i mappen.
Da han låser døren, ringer domkirkens klokker halv. Han smiler skævt.
"Nå, så blev det på slaget i dag."
Hverdagsliv
Der er en virkelighed ved siden af den medieskabte. En hel verden befolket af rigtige mennesker, der har hver deres syn på livet, hver deres værdier og historier. Ikke sensationelle, ikke oprørske, ikke nyhedsegnede, men måske nødvendige at lytte til og spejle sig i i en tid, hvor autoriteterne er væk, og man er henvist til selv at finde mening med tilværelsen.
Information begiver sig de kommende lørdage ud i danskernes hverdag og taler med mennesker, der bruger tid på at betragte livet, som det passerer dem og sætter sit præg på dem.
