En af efterkrigstidens store jazzvokalister, Helen Merrill, er still going strong
Riffs
Forleden fyldte Helen Merrill 69, samme fødselsdag som Abbey Lincoln passerer i næste måned. Kun et par uger skiller således de to jazzsangerinder, som er blandt de betydeligste, der er fremstået siden 50'erne. Til trods for denne status har vi ikke været overrendt af dem.
Abbey Lincoln har dog gæstet Copenhagen JazzHouse et par gange i de sidste år, men Helen Merrill har aldrig besøgt Danmark. Hun er ellers i fuld aktivitet, ligesom Lincoln, så der kunne være grund for jazzhuset i Niels Hemmingsensgade til at interessere sig for hende.
Sidst har hun været i Europa for at deltage i den hollandske North Sea Jazz Festival i Haag den weekend, da den københavnske jazzfestival sluttede. Hun optrådte kun ledsaget af pianisten Roland Hanna, en kombination, som også findes på plade (se længere fremme), og som det nok havde været værd at høre i Danmark.
Ligesom Abbey Lincoln er Helen Merrill også stadig aktiv som pladekunstner, for øvrigt for samme pladefirma, Polygram. Senest har hun fået udgivet You and the Night and the Music (Verve 537.087-2) med bl.a. Tom Harrell og Charlie Haden. Den vender vi tilbage til.
Hidtil kun i Japan
I denne omgang skal vi se på nogle lidt ældre optagelser, som Merrill til dels selv har produceret, og som Polygram i Frankrig har udsendt på mærket EmArcy i serien Gitanes Jazz Productions. Så vidt jeg forstår - cd-hefterne er ikke meget meddelsomme - drejer det sig om optagelser, der hidtil kun har været udgivet i Japan.
Merrill boede og indspillede i Japan fra '69 til '73, og hun har et trofast japansk publikum. Det er derfor naturligt, at en del af hendes amerikanske indspilninger er gjort med henblik på Japan.
Af dem, der nu også findes i Danmark, er fire cd'er med hende selv om hovedsolist, mens tre andre er plader, hvor hun præsenterer tre pianister, som hver spiller musik af en enkelt komponist, mens hun selv kun er producer og bare synger en enkelt sang af hver.
Den fortræffelige Dick Katz er pianist, co-leader og medproducer på de ældste optagelser, hvor hun selv er hovedperson. På The Feeling Is Mutual (558.849-2) fra 1965 og A Shade of Difference (558.851-2) fra '68 ledsages hun af mindre grupper med bl.a. Thad Jones, men er mest til sin fordel, hvor hun kun akkompagneres af en enkelt eller to musikere, på den første plade f.eks. Katz og bassisten Ron Carter i "You're My Thrill" og guitaristen Jim Hall i "Deep In a Dream"; på den anden Carter i "My Funny Valentine" og Hall og Carter i "Where Do You Go?"
Høj jazzsans
Chasin' the Bird (558.850-2) fra 1979, der kun rummer Gershwin-repertoire, har jeg tidligere omtalt i forbindelse med Gershwin-100-året. Den ledsagende kvintet er her knap så interessant, men Merrills høje musikalitet og jazzsans understreges specielt i "Embraceable You", hvor hun synger Gershwin-temaet, mens barytonsaxofonisten Pepper Adams samtidig spiller Charlie Parkers "Quasimodo" over samme harmonifølge - og i "I Got Rhythm", hvor hun tilsvarende synger Gershwin, mens Adams og guitaristen Joe Puma samtidig spiller Parkers to-stemmige "Chasin' the Bird".
Endelig er der Casa Forte (558.848-2) fra '80 med overvejende brasiliansk repertoire og større besætninger, delvis med strygere. Her kommer hendes intime, diskrete sangkunst mindre tydeligt til udtryk.
Det gør den derimod på de tre pianist-plader, som alle er fra 1978. På Sir Roland Hanna Plays the Music of Alec Wilder (558.839-2), som jeg har omtalt i en tidligere klumme om Wilder, synger hun
"Sounds Around the House", mens Hanna solo tager sig af 12 andre af Wilders sofistikerede melodier.
Helt så særegne sange og fortolkninger finder man ikke på Tommy Flanagan Plays the Music of Harold Arlen (558.838-2) og Al Haig Plays the Music of Jerome Kern (558.840-2), hvor Merrill synger henholdvis "Last Night When We Were Young" og "They Didn't Believe Me". Men også her er Merrills
cool'e sangkunst - en kvindelig pendant til Chet Bakers - helt på højde med de musikere hun er i selskab med.
Godt vi i det mindste kan møde hende på plade!
