Læsetid: 6 min.

Morderisk had mod de fremmedeMorderisk rasende unge i London

15. juli 1999

Storbritanniens unge, voldelige racister er et taberslæng, drevet ud over afgrundens rand til dér, hvor kun vold og mord er tilbage

Desperation
LONDON - Nede i Soho har de lige åbnet en pub - The Admiral Duncan - efter flere måneders ombygning.
Åbningen blev omtalt i den nationale presse. Ikke fordi admiralen er en særligt moderigtig pub eller har en kendt ping som indehaver, men fordi dens genopståen er et symbol på, at London ikke vil lade sig kue af racister.
Det var på The Admiral Duncan, som er særligt populær blandt homoseksuelle, at 'Soho-bomben' sprang i april. Den dræbte tre mennesker og sårede utallige. Kort forinden var en anden bombe sprængt i Brick Lane - et af Londons asiatisk-prægede kvarterer. Ugen inden dén bombe var endnu en gået af - denne gang i Brixton, hvor der bor mange sorte briter.
Bombeattentater mod sorte, asiater og homoseksuelle? De færreste troede på, at der var tale om et tilfældigt sammenfald.
En ung mand på 22, David Copeland, er blevet sigtet for alle tre sprængninger. I første omgang forsøgte politiet at bilde folk ind, at Copeland var en ensom ulv. En galning, der havde handlet alene, uden den fjerneste forbindelse til racistiske organisationer. Men så begyndte britisk presse at trykke billeder af Copeland i selskab med lederen af Storbritanniens nationalistparti, British National Party, John Tyndall. Og så krakelerede billedet af den ensomme vanvidsrytter, som gik grassat. Den rene, skære, 'hvid magt' racisme havde slået til.
Premierminister Tony Blair gik på banen og forsvarede det multietniske Storbritannien:
"De virkelige udstødte i dag, de virkelige minoriteter, de virkeligt ekskluderede er ikke Storbritanniens forskellige racer og religioner men racisterne, bombemændene, de voldelige kriminelle, som hader den vision af Storbritannien og forsøger at ødelægge den," sagde han.

Misundelsen
Storbritannien stolter sig gerne af en ganske succesrig integration og et relativt afslappet forhold mellem diverse folkeslag. Det er netop problemet. De unge, hvide racister er misundelige over den succes, som de etniske grupper nyder.
David Smith fra Lancaster Universitet står i spidsen for et forskningsprojekt i den hvide, voldelige racisme.
"De har en meget høj grad af vrede over det, de opfatter som andres store, økonomiske succes," siger han til Information.
Vreden melder sig, når de unge - typisk arbejdsløse - bliver kørt rundt af sorte taxi-chauffører eller køber ind i asiatiske butikker. Men misundelsen er ikke kun økonomisk.
"En del af vreden er rettet mod dét, de unge racister opfatter som en stærk familiekultur hos de etniske grupper. Der er en følelse af, at familien er stærk, og at folk passer på hinanden. Den oplevelse har de ikke selv haft. Ganske mange er opvokset på institutioner eller har brudte og dårligt fungerende familier bag sig," siger David Smith.
Men det betyder ikke, at skylden for den hvide racisme bare kan skydes på opbruddet i de traditionelle familiestrukturer. Folk i stærke familier bliver også racister. Ikke bare over for folk med anden hudfarve. Det kan man f.eks. se i Nordirland i disse dage, hvor der er stærke racistiske overtoner i forholdet mellem protestanter og katolikker.

Manglen på muligheder
"De mest racistiske briter er mænd fra arbejderklassen, og nogle af de allermest fordomsfulde er fra meget stærke, traditionelle familier," siger Howard Glennerster fra London School of Economics analysecenter for social udstødelse.
"Racismen findes især i de områder, hvor arbejderklassen har haft gode, solide jobs, som nu er forsvundet. Dele af Østlondon og adskillige nordengelske byer. Folk, der havde gode jobs, hvis børn havde en god fremtid, hvis liv var godt, og som pludselig mistede det hele," siger Howard Glennerster.
Hvad enten fabrikslukningerne skyldtes globalisering, mekanisering, opgradering eller andre -inger, bliver resultatet en tabervrede, som rettede sig mod grupper, der overhalede inden om. F.eks den pakistanske grønthandler eller den indiske restaurantejer.
Og har racismen først fået foden inden for, er den svær at få ud igen.
"Der er ofte en familieforklaring. Forældrene er racister, eller en ældre bror er det, og så bliver man indoktrineret gennem den måde, man vokser op på," siger Tony Robson fra anti-racisme organisationen Searchlight.
En rapport tidligere på året fra Londons politi viste, at børn under 16 er ansvarlige for mere end halvdelen af de racebetingede forbrydelser i hovedstaden.
Racisterne har også en stærk macho-kultur, som bl.a. giver sig udslag i, at de ikke kan fordrage homoseksuelle. Til tider kammer antipatien over i vold - queer bashing. Searchlight skriver i bogen White Noise om de britiske racistiske gruppers oprindelse i skinhead-kulturen, at 'queer bashing' ikke bare betød 'angreb på homoseksuelle mænd', men på enhver, der så en kende anderledes ud eller ude af trit med, hvordan de unge skinheads mente, mænd måtte se ud.

Krigen er tabt
Racisme er en ting - voldelig racisme en anden.
"Fascistiske grupper er meget små her i landet, men de tiltrækker socialt marginaliserede individer. Det er temmeligt triste folk. Folk, der ikke passer ind, særlinge. Det voldelige aspekt er også en stor attraktion - her kan de få afløb for deres vrede. Det er meget forskelligt i forhold til f.eks. Frankrig eller Italien, hvor højrestrømningerne befinder sig i den politiske 'mainstream' - folk melder sig ind som en måde af fremme karrieren på," siger Tony Robson.
Det kommer man ikke langt med i Storbritannien, hvor politiske partier med basis i stærk nationalisme ikke har nogen særlig opbakning.
Lederen af det såkaldte Wienerbibliotek med landets mest omfattende dokumentation af det yderste højre og nazismen, David Cesarani, peger på en ideologisk forklaring på volden. Hvor de gamle, hvide nationalister så sig selv som de vestlige værdiers forkæmpere og bolværk mod bolsjevikkerne, så er de unge i dag simpelt hen desperate over, at det ideologiske slag er tabt.
"Med sovjetkommunismens fald, kan Labour - Old eller New Labour - ikke ses som en trojansk hest for bolsjevismen. I stedet for mærker det yderste højre en anden slags trussel," skrev han i The Independent kort efter Soho-bomben.
Nemlig det brogede Storbritannien.
Ceserani kalder reaktionen for 'paranoid nihilisme'. De unge racister synes, at alle parlamentariske partier er korrupte; systemet er korrupt. Landet bliver racemæssigt bastardiseret af en sammensværgelse, som omfatter alle de etablerede eliter. Rige, internationale jøder står måske bag det hele, men der er ingen 'good guys' tilbage derude'.
Efter hans mening er folkene bag bomberne i Brixton, Brick Lane og Soho "alvorligt, morderisk rasende".
"De føler, at de kun har lidt at tabe, eftersom krigen næsten er ovre. De er modstandsbevægelsen, de tilbageblevne," mener Ceserani.

Racismen tolereres
Hvad kan man gøre ved det? David Smith fra Lancaster University peger på, at mange af de unge racister, han har talt med i løbet af sin research, også var tabere i skolen.
Ikke bare at de klarede sig dårligt til eksamen. Men også fordi de følte, at de og deres kultur ikke blev værdsat.
"De følte, at de hørte en masse om muslimer og hinduer men ikke om dem selv - de blev usynlige. De andre var eksotiske, interessante og succesrige - men hvad definerer hvid kultur?" spørger han.
Tony Robinson fra Searchlight peger på, at racismen faktisk i vid udstrækning tolereres i Storbritannien. Ganske vist er der ingen direkte racistiske politiske partier, men ingen har glemt Enoch Powells bemærkning fra 60'erne om, at man skulle stoppe indvandringen, før Storbritannien ville komme til at "flyde i blod". Siden er der for øvrigt stoppet for indvandringen, omend blodet - med enkelte undtagelser - har undladt at indfinde sig.
Tony Robinson mener, man kunne komme racismen til livs, hvis den politiske vilje fandtes.
"Man ved nok til, at grupperne kunne lukkes ned og medlemmerne retsforfølges. Alle deres aktiviteter - publikationer, Internet-sider osv. - forbryder sig mod loven. Men den politiske vilje findes ikke," siger han.
Og hvad værre er, regeringen sender selv racisme-signaler ud. Organisationer som Searchlight og Amnesty International har således kraftigt kritiseret den nye asyllovgivning, som bl.a. øremærker flygtninge ved at udstyre dem med kuponer til særlige supermarkeder i stedet for almindelige kontanter.
Hvis regeringen selv gør ting, som kan fortolkes racistisk, er det måske ikke så sært, at folk også gør det.

*Dette er den anden artikel i en sommerserie om udbrud af had og vanvittig vold i det moderne samfund. Den første blev bragt 14. juli. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her