Læsetid: 5 min.

Når det regner i sommerlandet...

7. juli 1999

Det kan være anstrengende at holde ferie. Men heldigvis faldt jeg over en replik, som fortjener større udbredelse

Vi sad nogle stykker i et sommerhus i Blokhus, og det regnede, og det regnede, og det regnede. Og det kan jo i sig selv være ganske hyggeligt, forudsat at taget er tæt, og der ellers ikke mangler noget. De omdirigerede aviser ankom med nervepirrende uregelmæssighed. Af hensyn til stemningen på de få kvadratmeter blev åbenbare uenigheder om verdens gang holdt i ave. Endnu en gang konstaterede jeg, hvor det dog er anstrengende at holde ferie.
Så fandt vi på en leg. Vi skulle finde ti verdensberømte sætninger, der hver kunne være repræsentativ for et årti i det udrindende århundrede. Det kunne være en udtalelse af en politiker, titlen på en bog eller en replik fra et skuespil. De skulle bare være internationalt kendte og indtil idag udødelige. Her er et par eksempler: 1900-1910 = "Det er synd for menneskene" (fra 'Et drømmespil', Strindberg, 1907). 1910-20 = "Intet nyt fra vestfronten" (Remarque, 1929). 1920-30 = "Lille mand - hvad nu?" (Fallada, 1932). 1930-40 = "Fred i vor tid" (Chamberlain, 1938). 1940-50 = "Sjældent har så mange haft så få at takke for så meget" (Churchill, 1944) o.s.v.

Gik i blodet
Megen tid gik med at udarbejde regler, kontrollere titler og årstal og meget andet. Heldigvis gik den bærbare på internettet. Legen var gået os i blodet, og resten af ferien faldt der umotiverede replikker som "Mediet er budskabet", "Ich bin ein berliner", "Make love, not war" eller "I'm not a crook". Legen kan anbefales til nuværende og kommende ferierende i denne sidste sommer i det tyvende århundrede, hvis det eventuelt skulle blive dårligt vejr.
Men så er jeg for mig selv kommet på en anden leg. Det drejer sig nu om sætninger, der kunne have været repræsentative for et årti, men som ikke har opnået en sådan position, fordi de er forblevet ukendte for almenheden. Og jeg er i den sammenhæng faldet over en replik, som jeg synes fortjener større udbredelse, end den har fået. Der er oven i købet lidt aktualitet i den. For kort tid siden fandt man Heinrich Himmlers dagbøger i et arkiv udenfor Moskva, og de vil snart blive udgivet, forlyder det. Om kort tid skal der være premiere på et teaterstykke, der handler om Niels Bohr og Werner Heisenberg. Og netop navnene Himmler og Heisenberg er centrale i denne beretning.
Efter sit samarbejde med Niels Bohr var Werner Heisenberg vendt tilbage til Tyskland for at fortsætte som ledende fysiker i sit fædreland. I 1933 havde Einstein af oplagte grunde forladt Tyskland for stedse, og i 1935 havde Heisenbergs første læremester, Arnold Sommerfeld, på grund af alder måttet trække sig fra sit professorat ved Universitetet i München. Man skulle synes, at der var rimelig plads for den begavede, da 34-årige, Heisenberg. Universitetet i München havde fået ny rektor, en mand med partipapirerne i orden. Han ville gerne genetablere München som centrum for tysk kernefysik, og han havde faktisk anmodet Heisenberg om at søge Sommerfelds stol.

Nederdrægtigt angreb
Al atomfysk i Tyskland var siden 1934 underlagt SS, hvis chef var Heinrich Himmler. Det var derfor ret uheldigt, at der i Waffen SS' blad, Schwarze Korps, fremkom en artikel, som var et usædvanlig nederdrægtigt angreb på Heisenberg, og hvori det iøvrigt ikke skortede på henvisninger til hans nære samarbejde med jøderne Albert Einstein, Max Born, Felix Bloch, James Franck og Niels Bohr. Baggrunden var den strid, der var opstået mellem på den ene side den internationale teoretiske fysik, som Heisenberg betragtede som det eneste fornuftige, og den nationalistiske 'tyske fysik', som han til gengæld betragtede som noget sludder.
Heisenberg følte sin ære trådt for nær, samtidig med at han så professorstolen i München fordufte i det fjerne. I arrigskab skrev han et brev til SS's øverste chef og forlangte æresoprejsning for det krænkende brev i Schwarze Korps, ikke for omtalen af samarbejdet med de nævnte jøder, men for beskyldninger for ikke at være en seriøs atomforsker. Det var højt spil, og det kunne nemt være gået helt galt. Men netop den kendsgerning, at Heisenberg spillede på æresbegrebet, var paradoksalt nok noget, nazisterne forstod. Professoratet i München gik til en anden, men Heisenberg blev dog i stand til at fortsætte som fysiker i Tyskland, hvilket var hans ønske frem for at emigrere. Det er et andet tema, som jeg gætter på det kommende teaterstykke berører.
Men hvordan sikrer man sig, at et sådant brev når frem til rette person i den bureaukratiske pyramide, som SS' hovedkvarter sikkert har været? Heisenberg kom i tanke om, at hans mor engang havde fortalt, at hun fra gammel tid kendte Heinrich Himmlers forældre. Heisenbergs morfar havde været rektor ved Max-gymnasiet i München, hvor Himmlers far, Gebhard Himmler, havde været gymnasiedirektør. De tilhørte den samme kreds af intellektuelle, og de mødtes ofte til opbyggelige drøftelser, fjernt fra nazistisk tankegang.
Ægteparret Himmler havde tre sønner, hvoraf den ældste og den yngste kom godt i vej med høje uddannelser. Men med den midterste kneb det. Han havde været i landbrugslære, men uden større held. Og den hønsefarm, forældrene havde sat ham igang med, kastede ikke mange æg af sig. Nu var han, lille Heinrichle, 'deutsche Reichsführer SS'.
Heisenberg bad sin mor kontakte gamle fru Himmler og overlade hende brevet til viderebesørgelse til hendes søn. Det var gamle fru Heisenberg ikke meget for. Hun var dybt antinazistisk. Men hvad gør man ikke for sin søn, hvis han er i nød?
Så hun ringede til fru Himmler og lod sig invitere til te. Der sad de så, i fru Himmlers borgerlige lejlighed med krucifikset i et hjørne af dagligstuen og friske blomster omkring det. De har sikkert talt meget om deres sønners fremgang her i verden. Så lyttede fru Himmler til fru Heisenbergs egentlige ærinde og hørte om den ondsindede artikel i Schwarze Korps. Endelig tog hun imod brevet og lovede at besørge det videre ved førstkommende lejlighed, når hun så sin søn.
Idet fru Heisenberg rejste sig for at gå, sagde gamle fru Himmler: "Jeg er sikker på, at hvis min søn havde kendt til disse skriverier, ville han straks have standset dem." Og ude i entreen, hvor hun hjalp sin gæst kåben på, fortsatte hun med den replik, jeg synes man skylder historien at lytte til: "Eller tror De, at min Heinrichle måske ikke er på den rette vej?"

Denne historie kan verificeres ved læsning af Elisabeth Heisenberg: Das politische Leben eines Unpolitischen Serie Piper, München/Zürich, nyudg. 1991.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her