Læsetid: 13 min.

Narko, vold & bold

16. juli 1999

Mens de professionelle stjerner for tiden kæmper om
det latinamerikanske mesterskab i fodbold i Paraguay, bruger andre spillet i resocialiseringens navn i Colombia, hvor fodbold er lige så vigtigt som at trække vejret

Hvis der eksisterer noget, der hedder udbud og efterspørgsel, er livet det billigste i verden. Jack London

I Colombias hovedstad hænger skæbnen som tunge skyer over millionbyen. Volden ligger ikke i det colombianske folks gener, et folk der fejrer livet, er vilde med fodbold og musik, men den har taget bolig i visse folk rundt om i hovedstaden.
Med sine godt otte millioner indbyggere er hovedstaden et vivar af indtryk. I den nordlige del af byen svæver de rige rundt på en lyserød sky, lader bedrifter gå deres næser forbi, holder avis, holder jul, holder igen, mens den sydlige del byder på de mange tusinder af flygtninge, der har måttet gå fra hus og hjem, fordi enten militæret eller guerillaen har skræmt dem væk fra deres ellers så idylliske landsteder, og som nu søger lykken og trygheden i udkanten af storbyen. I centrum tårner det store, imponerende præsidentpalads sig op omgivet af elegante vagter. Det næste gadehjørne kan man aldrig vide, hvad vil byde på: Måske et dollargrin, en overskøn pige eller en limsniffer. Der er i hvert fald nok af sidstnævnte: 900.000!
Angsten er koncentreret i centrum. I den nordlige del kan man roligt flakke rundt uden de helt store bekymringer, og hvis man siger til en af de mere velhavende typer, at man bor i centrum, rynker de på næsen og siger, at det er farligt. Selvfølgelig har de deres grunde: Ikke så forfærdeligt langt fra præsidentpaladset finder man et af byens voldeligste kvarterer 'El Cartucho'. Det huser ca. 2.000 mennesker, der er en blanding af gadens folk, hårde kriminelle bander og fattige familier. Limsnifning og marihuana er hverdagskost men også det væsentlige hårdere stof crack (lavet af kokainbase) florerer. Myndighederne er magtesløse overfor problemet.
Man overvejer, at jævne området med jord og lave en naturpark. Men det vil næppe løse de dybe sociale problemer.
Der hænger en tung forbandelse over dette kvarter. Det er berygtet for kriminalitet og stofmisbrug. Ikke mange mennesker nærmer sig stedet, og i hvert fald slet ikke om natten. Men sådan er det med denne millionby. Gaderne bliver i hverdagen øde efter kl. 23. Det er som en spøgelsesby. Kun zoombie-agtige gademennesker daser rundt i deres ørkesløshed og står med hovederne nede i skraldespanden i håbet om at finde en bid mad. En bil dytter, og det giver genlyd de næste ti husblokke væk. Befolkningen ruller gardinerne for, låser døren med en lås, en ekstra lås, en skydelås og måske også en hængelås og går derpå til ro. De færreste udfordrer mørket. Der er ikke engang en eneste luder efter midnat. Velkommen til Santa Fé de Bogotá!

Den næste dag tager jeg som voluntør for den colombiansk/filantropiske organisation 'Ponte en mi luger' til El Cartucho. Jeg har fået til opgave at samle et syvmands-fodboldhold fra El Cartucho til en turnering, der afvikles allerede ugen efter. Målgruppen er relativt unge bandemedlemmer, og eftersom jeg er den første udlænding, der skal arbejde med disse uden-for-lov-og-orden-rødder, er jeg på samme tid både stolt og bekymret; for hvad kan jeg lære dem på blot en uge? Det skal senere vise sig at blive til et berigende og hårrejsende møde med virkeligheden i El Cartucho.
Jeg begiver mig på vej mod El Cartucho sammen med lederen Alberto Torres fra 'Ponte en mi lugar'. Don Alberto er altid nydeligt klædt, og med sit lille parisiske tørklæde bundet om halsen ligner denne midaldrende mand en scapin med nypudsede sko og ekstravagant tøj. For år tilbage drog han til Paris, hvor han i femten år studerede økonomi, kommunikation og sociologi, før han atter vendte tilbage til Columbia for at formidle sin viden til såvel de fattigste bumser og snyltere, der huserede i hovedstadens centrum, som til universitetsstuderende fra det colombianske borgerskab. Han fik efterhånden opbygget organisationen 'Ponte en mi lugar' - 'sæt dig i mit sted' - hvis grundfilosofi er, at offentligheden skal sætte sig i de fattiges sted.
Processen tager lang tid, men metoden er simpel: Hvad udad tabes, skal indad vindes! Via sociale, kulturelle og sportslige aktiviteter skal selv de fattigste have mulighed for at udvikle sig på lige fod med alle andre. Ponte en mi lugar sender dagligt frivillige ned i slumkvarteret for at undervise fattige børn og unge, og dermed skaber de kontakt til den anden sociale virkelighed - viser, at der er en verden udenfor.
Don Alberto fortæller mig, at jeg ikke vil blive respekteret og agtet i El Cartucho, hvis jeg modtager noget fra dem, køber eller indtager marihuana eller kokain, så længe jeg er i området. Og jeg skal altid sørge for at have ryggen op mod muren, fordi man aldrig kan vide, hvad der vil ske.
"En dag da jeg var nede i kvarteret for at besøge præsidentens naboer," fortæller Don Alberto ironisk, netop som vi krydser Plaza de Simón Bolívar ved præsidentpalæet, "blev en mand skudt i brystet lige bag mig. Jeg vendte mig om og kiggede ham i øjnene." Don Alberto folder hænderne, så man kan se hans vielsesring glinse i middagssolen. "Jeg kendte ham udmærket godt," fortsætter han. "Manden kiggede på mig og sagde: 'Gracias Alberto!' Derpå blev han skudt gennem hovedet og faldt næsegrus om." Don Alberto tage en dyb indånding og hans blik flakker lidt rundt i kvarteret: "Hans søn kom hen til mig og spurgte, om han ikke nok måtte se sin fader? Han sagde, at han godt vidste, at hans far er i himlen, men han ville alligevel gerne se sin fader en sidste gang. Knægten var kun fem år".
Hans historie ligger langt væk fra min egen beskyttede virkelighed. Men for Cartucho-beboerne er den slags blodig alvor. Deres munde er derfor fyldt med forbandelse og bitterhed. De er hurtige til at udgyde blod, og der er ødelæggelse og elendighed på deres veje. Fredens vej kender de ikke. Gudsfrygt har de ikke. De lever mere intenst end en døgnflue. De har aldrig noget holdepunkt i tilværelsen, for i næste sekund risikerer de at blive pløkket ned. Hver især har de mindst et mord på samvittigheden, fortæller Alberto.
El Cartucho er et område i Bogotas centrum, hvor man fødes, lider og dør - forfulgt af kriminalitet og narko hele livet igennem. Her bor børn og unge, der aldrig vil blive integreret i det colombianske samfund. Der er ingen penge, og da kun fem til ti procent af statens samlede offentlige budget tilfalder uddannelsessystemet, er der mange dyre privatskoler. Kun 40-50 procent er offentlige skoler, og dem skal man også betale for at gå i; de andre private skoler kan man godt skyde en hvid pil efter, hvis man kommer fra El Cartucho.
Bittert sluttede Alberto af med at fortælle, at 'los bandidos' kun forlader El Cartucho om mandagen for at gå til deres venners begravelse...

Pludselig står vi dér, konfronteret med disse helvedeshunde. Mit hjerte banker som under en vild løbetur, og adrenalinen pumper rundt i kroppen. Jeg føler mig omtrent lige så malplaceret som en fisk på land og mærker de mange blikke hvile på mit lyse hår. Længe ser de mig tavst an, men til sidst bryder Alberto stilheden, præsenterer mig og fortaler dem, hvor jeg kommer fra.
De bombarderer mig med spørgsmål om Danmark.
"Er det en stat i USA?" spørger én.
"Hvad er hovedstaden?" vil en anden vide. En purk på halvanden meters højde maser sig forrest i flokken, tager sagen i egen hånd og svarer på gruppens vegne, at hovedstaden i Danmark er Norge, og yderligere mener han, at øvrigheden burde lære sin geografi bedre at kende.
Bedst som vi står der og griner fjoget til hinanden, bliver vi kort afbrudt, idet en dreng på en ti-tolv år trykker sin pistol af og smadrer en flaske på fortovet overfor. Skuddet giver ekko i hele gaden. Og så bliver der et øjebliks stilhed, før de alle braser ud i grin efter at have set mit ansigtsudtryk. Det må være colombiansk humor, tænker jeg.
Men isen mellem os var brudt. Drengen spørger om alle er 'blegansigter' i Danmark, og de spørger, om der er colombianere i Danmark? "Ikke mange," svarer jeg tøvende, hvorpå de hurtigt og konstaterende siger: "Altså ikke nok!"
Hvad, de mener med det, står lidt hen i det uvisse, men jeg erfarer snart, at de er mest interesserede i at høre om det danske pengesystem.
Spørgsmålet forekommer mig lidt suspekt, så jeg beslutter mig for at give dem en rigmarole. Derpå bevæger jeg mig ud på de 70.000 favne vand, forklarer dem, at i Danmark får vi lønnen udbetalt i kyllinger. Først griner de lidt, men da de ser, at jeg ikke fortrækker så meget som en mine, tænker de, at det må være mit alvor. Nysgerrigt stimler de sammen rundt om mig for at finde ud af, hvad det er for et underligt land. Jeg forklarer dem, at jeg i Danmark får min løn udbetalt i kyllinger, og når jeg skal i Brugsen for at købe ind, er bilen næsten fyldt med fjerkræ, som jeg skal bytte med varer, og at supermarkederne altid er store og larmende pga. de mange kyllinger, folk kommer med. De vil gerne vide, hvor mange kyllinger danskere tjener i timen, hvorpå svaret lyder, at et regulært arbejde var en kylling værd i timen, mens f.eks. en advokat tjente helt op til seks kyllinger i timen. De spørger, om vi ikke spiser kyllingerne i Danmark, men jeg ryster på hovedet og svarer dem, at det ville svare til, at de skulle spise deres egen møntfod - colombianske pesos.
Om de tror mig, ved jeg ikke, men i hvert fald morer vi os gevaldigt med artikulerende skulderklap og små brøl over, hvor mærkelig verden af og til kan tage sig ud, og på få minutter vinder jeg deres tillid. De er klar til at spille bold.

De følgende dage træner vi udenfor El Cartucho i et af de mest farvede områder i Bogota; med udsigt over byen og med Andesbjergene i horisonten. Det er en måde at få dem uden for El Cartucho, sådan at de kan mærke den lange socialiseringsproces. Med sig som publikum har de deres seksten-sytten årige kærester, deres børn og nogle venner, der fortrænger tiden på sidelinien med at sniffe fortynder.
Vi indgår en aftale, om at spillerne ikke må ryge marihuana, mens vi spiller. De skal på hård afvænning og den eneste metode er streng fysisk træning og en gulerod: En første-præmie på 1.000 dollars.
De har svært ved at klare arm- og mavebøjningerne under opvarmningen, og de hiver efter vejret. De ryger tydeligvis for meget.
Jeg vil gøre deres spilforståelse større, så i bedste Bo Johansson stil, laver jeg forskellige hurtige øvelser, hvor de skal lære at slippe bolden hurtigere. De er allesammen gode individualister, men som hold vil de aldrig komme til at fungere, hvis de ikke vil arbejde sammen, tænker jeg. Heldigvis er de lynhurtige til at opfatte øvelserne, og de bevæger sig snart flydende rundt imellem hinanden. De peger på bolden, kæler for hende og skubber hende blødt videre til den næste spiller, der er endnu blidere mod hende. De er så forelskede i hende, at hver gang de slipper hende, sender de hende afsted med små afskedskys, som havde de gemt på dem i årevis. I det skjulte følger de hende med deres bedrøvede blik og venter længselsfuldt efter, at hun skal komme igen.
Sådan træner vi hele ugen op til turneringen. Hver dag mødes vi, taler om alle verdens kyllinger, leger med bolden, giver hinanden ros og skulderklap og om aftenen skilles vi igen. Efter en uge udpeger jeg otte spillere til truppen. Og den ældste i flokken, som er den eneste med ét par ens sko, udpeger jeg som målmand i den tro, at han kan holde begge fødder på jorden, når det virkelig brænder på.
Men kun 24 timer før turneringsstarten får mit hold krykker at gå på. Om natten bliver målmanden myrdet, da han overfaldes og gennemhulles med adskillige knivstik i brystet og hovedet. Han er dræbt på stedet.
Jeg hører historien, da jeg ved dagslys besøger El Cartucho for at udveksle tanker og ideer med nogle fra holdet før turneringsstarten. Det er to af spillerne fra holdet, der fortæller, hvad der er sket. De havde selv været tæt på at blive myrdet dagen forinden på det værtshus, hvor de havde spillet billard. De fortæller, at fire mænd var steget ud af en bil og var trådt ind på værtshuset. Her havde de spurgt drengene, om de måtte være med til at spille. Det måtte de godt, men i stedet for at hente en billardkø, hev to af mændene en pistol frem og pløkkede løs efter drengene, der kun på et hængende hår reddede sig ud af situationen.
Jeg står magtesløs og lytter til deres historie, rystet over hvor tæt virkeligheden pludselig sniger sig ind på mig.
"Livet er fyldt med overraskelser" siger de i tostemmigt kor.
Vi befinder os uden for obduktionshuset. Samtlige spillere og venner samler sig rundt om mig. En kæreste søger trøst og er helt opløst i gråd. Broderen til den afdøde træder nærmere og spørger, om jeg ved noget, og om jeg har set, hvem den myrdede har været sammen med aftenen forinden.
Jeg husker pludselig Don Albertos råd, om at hvis man har sit liv kært, så skal man altid forholde sig neutral: man har aldrig set eller hørt noget, uanset hvad. "Du må aldrig sige, hvor du bor," havde Don Alberto engang grebet fat i mig.
Inde fra den afdødes broders hoved hører jeg ekkoet af hævngerrigheden: Dræb mig, dræb mig og frigør jer fra jeres angst.
En fjorten-årig dreng drejer samtalen væk fra hævnen og indleder i stedet en samtale om Jesus Kristus. Marco hedder han og tidligere på ugen havde han sunget en rapsang om de sociale problemer og om det at være et cartucho-barn. Han er en god sangskriver og sanger. En helt reel fyr. Frem fra sin pung, hiver han et billede af Jesus og give mig det.
"Her tag det. Jeg vil have, at du skal bære den på dig. Den beskytter dig," siger han - måske med tanke på det, der lige var sket.

Jeg frygter det værste den følgende dag, hvor vi skal stå til regnskab for den forgangne uge. Alt, hvad jeg havde oplevet forekom mig for absurd, og jeg mærker, hvordan skæbnens hånd holder fast i dem. Disse drenge må allerede på forhånd være dømt som tabere, tænker jeg.
Turneringen indledes med tonerne fra den colombianske nationalmelodi 'Oh gloria inmarcesible!' (Oh uforglemmelige sejr!). Bagefter er der et minuts larmende stilhed til ære for vor tabte ven. Alle er spændte på, hvad der skal ske de følgende timer.
Vores kamp fløjtes igang og på sidelinien står spillernes kærester med veninder og børn og hepper på dem. Men spillerne taber hovedet efter få minutters spil, holdet hænger ikke sammen og taber kampen 0-1. Den følgende dag får vi vi en ny chance, da vi spiller en returkamp om at gå videre. Denne gang går det bedre, og vi kommer foran 2-0. Nu skal sejren bare køres hjem, men de vil alle lege helte, og modstanderen reducerer til 2-1. Så må vi igang med en straffesparkskonkurrence om at gå videre i turneringen. Men vores sidste skud, der affyres den aften, ryger over målet med retning mod månen, og vi bliver sendt ud af turneringen.
Slukøret pakker vi sammen. Frustrationen er malet i ansigterne på nogle af drengene, der forlader banen nærmest i skænderi og uden at sige farvel. Andre er mere fattede og takker for samarbejdet og siger på gensyn, inden de stiger på bussen.
Jeg vil gerne svare igen på denne afsked, men jeg kan ikke finde de rigtige ord at sige. Der er intet at gøre, intet at sige. Jeg har aldrig været god til at sige farvel.
Den aften havde vinden ikke blæst den rigtige vej. Drengene må tilbage til underverdenen, hvor der for dem kun gælder få regler for at overleve. Nu er det op til dem selv, for skæbnen vil ikke hjælpe dem, med mindre de hjælper den.
På vejen hjem forklarer Don Alberto mig, at vi for vor egen skyld ikke må nærme os El Cartucho den kommende uge.
"Det er bedst lige at vente et stykke tid, så alting lige kan falde til jorden igen," er det sidste han siger, inden han gør sig fri af håndtrykket og glider ud i Bogotás mørke.
Jeg mindes stadig Don Albertos bevingede ord om sig selv og forholdet til El Cartucho: "Jeg befarer gaderne delvis til fods, vandrende. Undertiden genkender jeg mig selv i andre. Jeg genkender mig selv i dem, som vil vare ved, venner som vil beskytte mig, retfærdighedens vidunderlige galninge og skønhedens flyvende skabninger og alle bumserne og de hjemløse, som vandrer rundt på jorden og vil blive ved med at vandre rundt, som nattens stjerner og havets bølger vil blive ved med at vandre. Og så, når jeg genkender mig selv i dem, er jeg luft i færd med at lære mig selv at kende som en del af vinden. Jeg tror, at somme tider skifter vinden luft. Når jeg ikke er mere, vil vinden være her, vil vinden blive ved med at være..."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu