Læsetid: 11 min.

Nationalstaten marcherer ind i næste årtusind

10. juli 1999

Netop som det tyvende århundredes teknologiske og økonomiske udvikling var ved at afvikle nationalstatens suveræne rolle, så er nationalismen og den etniske hjemlængsel vendt tilbage med fornyet kraft

Essay
"At tage fejl af historien er en essentiel faktor i dannelsen af en nation"
Ernest Renan, 1882

Hvad skal vi overhovedet med nationalstaten her ved portalen til et nyt århundrede? Er den ikke bare en parentes i verdenshistoriens vældige bølgeslag, hvor mægtige imperier og driftige bystater har haft deres storhedstid for siden at gå til grunde? Og har nationalstaten og nationalismen ikke været en forbandet pestilens i det 20. århundrede og stået bag de værste forbrydelser i menneskehedens historien? Massegravene i Kosovo og Balkans sønderskudte byer er blot det seneste vidnesbyrd om, hvad nationalismen og et næsten mytologisk had til 'fjenden' kan drive mennesker til at gøre mod hinanden. Så hvad skal vi overhovedet med den forbandede nationalisme?
Og se nu denne sommers slag om Kashmir! Dér leger to nationalstater - Indien og Pakistan - med ilden og vil måske bringe det nationale suverænitetsbegreb til dets ultimative konklusion: den gensidige udslettelse i en atomkrig.
Hindustatens soldater har i de seneste ni uger ført 'varm' krig mod en gruppe militante muslimer, og i onsdags klargjorde den pakistanske udenrigsminister Sartaj Aziz overfor den franske avis Le Figaro, hvad Kashmir-krigen i sidste ende kan ende med:
"De nukleare våben er overtalelsesmidler, og de er ikke lavet for at blive brugt. Derfor har vores land udvist maksimal tilbageholdenhed i konflikten med Indien, men vi kunne trykke på knappen, hvis vores suverænitet trues."
Men nationalismen behøver ikke altid at ende i aggression og destruktion af den anden, som er udenfor dette imaginære 'os' i nationen.
Tag for eksempel Skotland, hvor nationalismen lever i bedste velgående - og er fredelig. Den 1. juli åbnede skotterne på fredelig vis deres nye selvstændige parlament i Edinburgh, efter næsten tre hundrede år under Storbritanniens absolutte herredømme.
Dronning Elizabeth og kongefamilien var til stede under ceremonien, men det var ikke det britiske imperiums hymne 'God save the Queen', der blev sunget, men en folkelig vise, der hylder de fattiges dyder og gør nar af de magtfulde og de adelige.

Storbritannien er ikke den eneste vesteuropæiske nationalstat, der indefra nedbygges af regionalistiske selvstændighedsbevægelser på et tidspunkt, hvor statens engang så suveræne mure løbes over ende af den globale økonomiske og teknologiske udvikling
Varemærker som MTV, McDonald's, Microsoft og Disney "presser nationerne ind i en homogen global temapark, en McWorld bundet sammen af kommunikation, information, underholdning og handel," påpeger den amerikanske politolog Benjamin Barber i bogen Jihad vs. McWorld.
På den anden side fremkalder denne globale 'modernitet' en modbevægelse - en længsel tilbage til nationens og etnicitetens identitetsskabende forestillinger. I sin mest militante form ender modbevægelsen i et Jihad med tribaliserede krige og en truende 'balkanisering' af de eksisterende nationalstater indefra. Præcis som Jugoslavien er blevet splintret i halvfemserne.
Men "ved at reducere valget til et valg mellem markedets universelle kirke og en gentribalisering af politikken i selvstændige identiteter, trues folk overalt på kloden af en tilbagevenden til den middelalderlige politik, hvor lokale stammer og ambitiøse kejsere herskede i hele verden," skriver Barber.
Han frygter, at 'mikrokrige' efter den afghanske model kan skabe en epoke i det næste århundrede, der kan blive 'postnational', og muligvis også blive 'postdemokratisk'.
Potentialet for borgerkrige og langvarig væbnet opstand er stort indenfor de eksisterende nationalstaters territorium. I det multikulturelle ø-rige, Indonesien, forsøger Østtimor at løsrive sig.
Der eksisterer mere end seks tusind forskellige sprog, og de allerfleste af de godt to hundrede suveræne stater i verden er multietniske og flersprogede. Antallet af nationalstater er tredoblet efter afkoloniseringen af de gamle europæiske imperier i anden halvdel af det 20. århundrede, men det er kun en tiendedel af verdens anerkendte stater, der er 'homogene' nationalstater med et fælles sprog og (en forestilling om stadig at besidde) en national kultur.
Alle nationalstater er produkter af en historisk-kulturel mytedannelse - efter formlen nation = stat = folk - der tog fart med uddannelsesreformer, militær mobilisering og opbygningen af et fælles nationalt sprog i det 19. århundrede. Staten, folket og sproget eksisterede hver især forinden, men det var først i det 18. og det 19. århundrede, at den moderne nationalstat bliver til ideologisk projekt efter ovennævnte formel. Det mener i alt fald den britiske historiker Eric Hobsbawm.
Før 1884 betød ordet 'nation' ofte kun "en samling af indbyggere i en provins, et land eller et kongerige". Det fremgår blandt andet af datidens officielle ordbog fra det kongelige spanske akademi. Det er først i 1884-udgaven af ordbogen fra Real Academia, at staten sættes direkte i forbindelse med nationen. Nation er nu "en samling af indbyggere i et land regeret af dets egen regering"
Først i 1925-udgaven fuldbyrdes den moderne nationalstatsformel på spansk. Nationen er "et kollektiv af personer, som har samme etniske ophav og stort set taler det samme sprog og har en fælles tradition."
Det er denne moderne nationalstatsideologi, der selv i det sene tyvende århundrede opildner befrielsesbevægelser - selv i Europas hjerte.

I Frankrig udkæmper den korsikanske 'befrielsesbevægelse' en militant kamp ud fra de principper, som den baskiske terrororganisation, ETA, har anvendt i tre årtier i Baskerlandet.
I Baskerlandet er der heldigvis en midlertidig våbenhvile, og fredsprocessen er igang, men et næsten uløseligt suverænitetsproblem tårner sig op i horisonten. De baskiske nationalister stiler efter at gøre 'Euskadi' til selvstændig medlemsstat af Den Europæiske Union i løbet af fem år, men det vil ikke blive accepteret af den spanske nationalstat, der på sin side henviser til fem hundrede års fælles historie.
Et kompromis kunne være at skabe en forbundsstat, der giver de fire sproglige-kulturelle etniciteter - den baskiske, den galiciske, den katalanske og den kastillianske - lige rettigheder, og det er for nylig blevet foreslået af den katalanske socialist, Pasqual Maragall, på et møde i Bruxelles.
En sådan reorganisering af de europæiske nationalstater - for eksempel indenfor rammen af et udvidet EU - ville ikke pege i retning af Europas Forenede Stater, men i retning af en anden og mere decentral opdeling i Europas Forenede Regioner.
Historikeren Felipe Fernandez-Armesto siger til Information, at "den europæiske nationalstat vil vise sig at være et kortvarigt historisk fænomen." Han mener, at vi i de kommende år vil opleve to parallelle udviklinger. Den første er europæisering, "hvor en europæisk stat vil transcendere de nationale stater. Den anden udvikling er opsplitning af de europæiske nationalstater i mindre decentrale enheder og regioner. Jeg føler mig overbevist om, at den europæiske nationalstat vil vise sig at have været en parentes i verdenshistorien," siger han.
Den første del af parentesen er velplaceret, den anden del er naturligvis ren spekulation om fremtiden.

Set i historiens bakspejl er forandringen ubønhørlig, og såvel nationalstaten som det liberale demokrati er relativt moderne opfindelser. Professor i international politik, den tidligere britiske ambassadør, Adam Watson, har i sin bog The Evolution of International Society fra 1992 peget på, at historien måske bedre kan forstås i imperiernes optik end i nationalstatens.
Det persiske imperium var cirka fem hundrede år før Kristi fødsel et veludviklet og vidtstrakt imperium, der strakte sig fra Indiens grænser til Egypten og Bosporus strædet. I yderkanten mødte de persiske herskere modstand, internt kunne de overtale klientstaterne til at holde fred. Perserne kunne ikke besejre Hellas, og forholdet til egypterne vekslede mellem samhandel og erobring.
Mod øst lå på den tid det indiske imperium, som havde bundet forskellige uafhængige kongeriger og byrepublikker sammen på et fælles kulturelt grundlag, den veludviklede hindu-civilisation. Og 'kejseren' Chandragupta Maurya havde en rådgiver i Kautilya, der kan sammenlignes med Macchiavelli i renæssancens Italien. Kautilya skrev bl.a.: "Enhver nabo med betydelig styrke må betragtes som en fjende" og "styrke er magt, og lykke er det ultimative mål med magten."
Det første princip blev siden anvendt hyppigt af Frankrig i Europas magtpolitiske koncert i det 19. århundrede, og det andet princip blev en af grundpillerne i Den Amerikanske Uafhængighedserklæring.
Det romerske imperium, der knækkede midt over i år 476 e.K., forbindes ofte med dekadence, blodige intriger og den arrogante og brutale diktator, Cæsar, beskrevet i Asterix-tegneserier. Men det er kun en del af sandheden. Imperiet burde med lige så stor ret være kendt for sin udbredelse af den hellenistiske kultur og kunst, for sit retssystem, sine uddannelsesinstitutioner og for den handel og industri, der trivedes under den romerske fred, pax romanum.
De halvciviliserede og vilde germanske stammer, der løb det vestromerske imperium over ende, var et så dårligt politisk bytte, at de lokale befolkninger begyndte at længes tilbage til imperiets civiliserede res publica.
Den byzantiske økumene var nok mere civiliseret end romernes orden, fordi imperiets overherredømme i mindre grad byggede på militære erobringer og i højere grad byggede på overtalelse, for eksempel ved at give medlemmerne skattefordele. Byzans søgte aktivt at udbrede den ortodokse tro, men liturgien og skrifterne blev altid oversat til de lokale sprog. (En politik, som det østrig-ungarnske kejserdømme og EU sidenhen skulle tage ved lære af!)
Det hellige tysk-romerske imperium under den frankiske konge Karl i år 800, nåede aldrig at genrejse Roms gamle geografiske storhed, selvom han havde fået pavens (politiske) velsignelse og selvom Karl kaldte sig selv for "Europas sande hersker". Alligevel er det i historiens bakspejl værd at nævne, at hans Europabegreb et langt millenium senere - i 1951 - blev kanoniseret, da seks lande fra 'Karls imperium' grundlagde Kul- og Stålunionen, den første byggesten til Den Europæiske Union.
Man skal helt op i det 16. århundrede i det spansk-habsburgske imperiums globale storhedstid, før man rigtig ser de første spor til udvikling af det, der senere bliver kendt som nationalstater. Men først ved den westphalske fred i 1648 får territorialstaterne en formel anerkendelse af deres suverænitet, og man ser begyndelsen til det, vi i dag forstår som et internationalt retssystem - for eksempel med juristen Hugo Grotius monumentale værk om Love for krig og fred.

Selv efter den tid, hvor nationalstaterne langsomt tager form, er imperierne stadig en god optik at forstå den internationale orden i.
Tænk for eksempel på det osmanniske imperium, Napoleons korte opblussen med sin 'Grande Republique', det Østrig-Ungarnske dobbeltmonarki eller det britiske Commenwealth. Og i det 20. århundrede har vi oplevet amerikanske og sovjetiske imperier.
Der er ingen grund til at bortforklare nationalstatens store historiske betydning i moderne tid, men det vil være sundt at medtænke imperiernes og for så vidt også bystaternes verdenshistorie. For kun derved kan nationalstaten pilles ned fra sin til tider guddommelige ophøjethed. Der findes ikke en naturlig samfundsorden, og det er nationalstaten heller ikke.
Når det er sagt, er det dumt at ignorere eller overse dens fortsatte virkningskraft.
For den ellers så kloge historiker Eric Hobsbawm tog fejl, da han i 1990 i bogen Nations and Nationalism since 1780 skrev, at den nationalistiske og etniske politik "ikke længere er en afgørende vektor i den historiske udvikling". Det var måske et besnærende synspunkt på det tidspunkt. Militæret i Vesteuropa var afnationaliseret og lagt ind i det 'supranationale' NATO. EF var ved at blive en union. Og i FN var nationalismen blevet et overfladisk ritual ved de internationale ceremonier og generalforsamlinger. Og i mange lande var kulturpolitikken decentraliseret væk fra nationalstatens favntag. Kulturen var ved at blive 'folklore' eller 'marked' i stedet for et aktivt nationalstatsprojekt. Historien var endda erklæret død af samfundsforskeren Francis Fukuyama.
Et år efter genopstod nationalismens spøgelse, da Jugoslavien opløstes i borgerkrigens blodsudgydelser, mens EU og USA så passivt til. Siden fulgte de etniske massakrer i Rwanda, uden at FN brugte sin viden til at skille parterne ad. For verden var det en brat opvågnen til virkeligheden. Og flere europæiske lande har i halvfemserne set, hvordan indvandrere og asylansøgere er blevet mødt med fremmedfrygt og racisme fra såkaldt 'nationale' fronter af Jean Marie Le Pens støbning.
Selv socialdemokratierne har været modtagelige overfor denne etnicitetens eksklusivitet.

I bogen Nations and Nationalism in a Global Era fra 1995 imødegik professor i sociologi ved London School of Economics, Anthony D. Smith, det han opfatter, som bl.a. Hobsbawms "myte om den moderne nation, der ikke begriber, at før-moderne etniske bånd og følelser fortsat spiller en rolle og udøver en magt".
I modsætning til modernisterne mener Smith ikke, at den økonomiske globalisering pr. automatik vil skabe et humanitetens globale polis. Den har tværtimod forstærket nationalismen i en række udviklingslande, der endnu ikke er 'moderne samfund', og i avancerede vestlige samfund som Frankrig, Canada (Quebec), Katalonien og USA.
Smith mener, at "nationalismen er politisk nødvendig; den nationale identitet er socialt funktionel, og nationen er historisk rodfæstet." Dens historie, minder, traditioner, myter, symboler og sproglige kultur er førmoderne og er efter hans opfattelse stærkere end "den hukommelsesløse globale og kosmopolitiske kultur" - bl.a. fordi nationalismen fungerer som en 'religionserstatning'. Anthony Smith tror derfor, at nationalismen også i fremtiden vil være "den eneste realistiske socio-kulturelle ramme for en moderne verdensorden."
Men det er ikke den eneste dagsorden anno 1999. Verdens 40.000 transnationale selskaber og det globale kapitalmarked skaber hver eneste dag nye bånd på tværs af landegrænserne - og bryder gamle mure ned. Og fjernsynets billeder har med forfatteren Michael Ignatieffs ord "nedbrudt alle barrierer for borgerskab, religion, race og geografi, der engang opdelte vores moralske rum imellem dem, vi havde ansvar for, og dem som befandt sig hinsides vor stamme."
I sin seneste bog The Warriors Honor skriver Michael Ignatieff, at "i det meste af den menneskelige historie har grænserne for vores moralske univers været sat af grænserne for stammen, sproget, religionen eller nationen.
Ideen, at vi har en moralsk forpligtelse som mennesker, der rækker udover vore grænser, blot fordi vi tilhører den samme art, er en nylig opfindelse; et resultat af at vi skammer os over at have gjort så lidt for at hjælpe de millioner af fremmede, som døde i dette århundredes eksperimenter med terror og masseudryddelse."
Det er denne kollektive erfaring, der styrker kravet om respekt for menneskerettighederne. Det internationale samfund samlet i FN tvinges i stigende grad til at gribe ind med magt overfor suveræne nationalstaters brud mod menneskeretten, og det kan blive endnu en pind til nationalstatens ligkiste, hvis det med tiden fører til dannelse af en sammenhængende global retsorden.
Men omvendt: Hvis de liberale interventionister lader sig friste af populistiske modebølger i massemedierne til at gennemføre retsprincipperne spredt og tilfældigt - for eksempel kun i regioner, der ligger i det rige Vestens baggård, men ikke i fjerne fattige egne - så kan det skabe et tilbageslag for den nye globaliseringspolitik. Og nationalstaten kan få endnu en renæssance.
Udfaldet af dette slag om den moderne bevidsthed og de retslige rammer for den globale orden bliver udslagsgivende for, om nationalstaten i det 21. århundrede vil vise sig at have været en parentes i verdenshistorien, eller om den, som Anthony D. Smith mener, vil blive ophøjet som en funktionel og politisk nødvendighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her