Læsetid: 2 min.

Nej en rosé er ej

3. juli 1999

Til næsen
Skribenten Gertrude Stein citeres tit for at have sagt: "En rose er en rose er en rose."
Det er noget vrøvl. Det var heller ikke det, hun sagde. Folk får aldrig accenterne rigtigt med. Det, hun sagde, var: "En rosé er en rosé er en rosé."
Det var typisk for Gertrude Stein at sige sådan noget. Hun var amerikaner og boede i Frankrig, og bare fordi hun sammen med sin veninde Alice B. Toklas havde opfundet hash-småkagen, troede hun, at hun kunne tillade sig at sige hvad som helst. Herunder være lige så nedladende over for rosévin, som folk er oftest.
Og det er ikke fair. Rosévine er meget forskellige, og nogle smager bedre end andre.
For at bevise det gik jeg i SuperBrugsen og købte tre forskellige flasker rosé, som jeg tog med til en middag, jeg var inviteret til. Selskabet bestod af fire voksne mennesker og fire 20-årige lømler.
Først smagte vi den spanske, en Rioja, Faustino Martinez 1997, til 55 kr.
Her er replikkerne, den modtog. Man kan selv gætte fra hvilken af aldersgrupperne:
"Lidt brunlig, nærmest lys, orange."
"Lille bouket."
"Jeg kan bedst lide vodka."
"Smager den ikke hengemt?"
"Som tungen i en støvsugerpose."
"Der er slet ikke noget brus i den."
"Den smager glimrende."

Den næste, vi gik løs på, var den franske, en 1998 Saint Chinian Berloup fra foden af Cevennerne. Pris 40 kr.
"En neglelaks-sag."
"Det kommer an på ens neglelaks-farve."
"Lidt parfumeret."
"Smeltet sodavandsis."
"Ingen kedelig bismag."
"Nej, den smager nemlig ikke af noget."
"Fy for satan. Den er kedelig."
"Gider du gå ud og tømme mit glas for mig?"
"Den er lige som Rioja'en, bare tyndere."
Efter disse blandede anmeldelser åbnede vi den sidste, en chilener: Santa Rita, Cabernet Sauvignon, 1998, kraftig alkoholstyrke: 13,5 procent, 53 kr.
"Fyrig rød farve."
"Rigtig frugtsmag."
"Samme farve som dine sugemærker. Hvor har du dem fra?"
"Den smager som en kirr, der er for tynd."
"Rød sodavand, med lidt surdej."

Så gik vi i gang med voteringen: Hvilken var bedst? Efter lidt krydssmagning frem og tilbage kunne unge og gamle enes: Rioja'en var nummer ét, dernæst chileneren, og langt nede i bunden den franske.
Nærværende professionelle vinanmelder noterede pligtskyldigst opinionen, men delte den ikke. Jeg synes, at chileneren var den fyldigste og friskeste, og at den franske ikke var helt så skrækkelig. Det er faktisk den, jeg pimper i min gårdhaves lyse aftner.

Selskabet ramte med forbløffende præcision vinenes respektive priser, som jo også i niveau fulgte folkemeningen om kvaliteten.
Vinanmelderen søgte at få den unge generation til at indrømme, at rosévin godt kan drikkes. Svarene lød:
"Joe, til et grill-party..."
"Vi drikker slet ikke vin. Det smager frygteligt."
"Vi drikker bajere eller rom og cola."
Nutidens ungdom! Shakespeares Julie havde langt bedre forstand på de dele. Fra sin balkon belærer hun Romeo:
"Hvad er et navn? Hvad vi benævner rosé, ville dufte lige skønt selv med et andet navn."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her