Læsetid: 2 min.

Nej til tortur-hjælp

1. juli 1999

Vejle Kommune vil have torturofre på forrevalidering, så de ikke selv skal betale for behandlingen. Den går ikke, siger Socialministeriet

Vejle Kommune er ikke meget for at afkræve torturofre betaling for behandling af deres traumer. Derfor vil kommunen kalde behandlingen for forrevalidering - et begreb der bruges om perioden op til en eventuel revalideringsplan, pension eller aktivering.
På den måde vil man undgå at skulle vurdere, om torturofrene selv har råd til at betale regningen, der ellers deles af kommune og stat.
Kommunen vil en af de nærmeste dage skrive til Socialministeriet.
"Det kan vi ikke hjælpe dem med. Der er en trangsbestemmelse, og der er ikke noget at komme efter. Generelt skal det have et egentligt erhvervsrettet sigte, for at det kan køre ind under forrevalidering," siger kontorchef Eva Petersen, Socialministeriet.

Tilbagebetaling
Socialrådgiver ved Vejle Kommune, Birgit Talbo, mener godt, det kan forsvares at se bredere på forrevalideringsbegrebet.
"De her mennesker er ikke parate til hverken at gå i arbejde, aktivering eller revalidering. Før de overhovedet kan komme i gang med noget, skal de igennem et forløb, hvor de får afklaret de her ting med sig selv. Hvis vi anskuer det som et forrevalideringsforløb, så skal vi ikke gå ind og kigge på folks indtægter og udgifter," siger hun.
Kommunerne skal, ifølge en paragraf i integrationsloven om trangsvurdering, der er kopieret fra bistandsloven, vurdere, om torturofrene har råd til selv at betale for psykologhjælp.
En sådan vurdering har man i Vejle Kommune 'glemt' at foretage, og Socialministeriet har derfor krævet tilbagebetaling af statens udgifter til torturofrenes behandling.
Vejle har mange bosniere boende, og Birgit Talbo vurderer, at mellem 40 og 50 har behov for behandling som følge af tortur.
"Vi ved, at flere kommuner har gjort det lige som os, men de har ikke fået bemærkninger for det endnu. Kommunernes revisionsafdeling laver stikprøver, og det er hos os, de først har lavet en stikprøve på den her type af sager," siger Birgit Talbo.

Skal være gratis
I Københavns Kommune har man ifølge direktionssekretariatschef Flemming Hansen ikke tænkt sig nogle særlige tiltag, for at komme uden om loven.
Indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) mener ikke, at der er noget galt med integrationsloven.
"Behandlingen af torturofre skal som alt andet sygehusvæsen være gratis, og så er vi fremme ved stregen om, at KL (Kommunernes Landsforening, red.) må forhandle med finansministeren om, hvem der betaler gildet og hvor godt det bliver fordelt mellem de kommuner, der har opgaven," siger indenrigsministeren til Information.
Den radikale gruppeformand Jørgen Estrup har udtalt, at torturofrenes behandling er så principielt et anliggende, at staten må betale, hvis kommunerne ikke vil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu