Nordirlands førsteminister, den protestantiske David Trimble, var til fredsmik med Tony Blair i går, mens 20.000 af hans fæller fejrede en ældgammel krigstriumf over katolikkerne
LONDON - 20.000 protestantiske ordensbrødre marcherede i går til Belfasts Ormeau Park, som ligger lige klos op ad et katolsk-domineret boligkvarter.
De katolske beboere frygtede, at de mange protestanters tilstedeværelse ville føre til overfald og anden vold. Når alt kommer til alt, marcherer protestanterne for at fejre, at deres helt, Prins William af Oranien, i 1690 bankede den katolske konge James II i slaget ved Boyne noget så eftertrykkeligt, at sejrsrusen varer ved endnu.
Men i går eftermiddags var der ro omkring Ormeau Park. Måske på grund af de talstærke sikkerhedsstyrker. Måske på grund af, at Orangeordenens ledere selv havde opfordret til fordragelighed.
Orangeordenen ønsker ikke at gøre sig selv upopulær ved at blive identificeret med vold og bølleoptøjer. Også den ellers mest anspændte parade i den nordirske marchsæson, Drumcree-marchen sidste søndag, forløb nogenlunde roligt.
Kun et dusin eller så politimænd og soldater samt en enkelt katolik-sympatisør fra USA måtte på hospitalet - småting på de kanter.
Mens protestanterne marcherede i Belfast, var førsteminister og lederen af det største protestantparti UUP, David Trimble, til møde med Tony Blair om udmøntningen af fredsaftalen fra sidste år.
Det er stadig IRA's våben, der spøger. Trimble vil ikke sidde i den planlagte lokalregering sammen med IRA's politiske arm, Sinn Fein, før IRA begynder at afvæbne. Tony Blair og Irlands premierminister Bertie Ahern har fremlagt en plan for, hvordan de to ting kan opnås parallelt. Ifølge 'Vejen Fremad', som planen hedder, skal processen starte allerede torsdag med at udnævne ministre til lokalregeringen.
Men Trimble er ikke tilfreds med planens garantier for, at Sinn Fein virkelig vil blive smidt ud af lokalregeringen, hvis IRA alligevel ikke afvæbner. Planen siger blot, at de politiske institutioner suspenderes, mens Trimble vil have garanti for, at de andre partier så bare regerer uden Sinn Fein. I går blev teksten til den lovgivning, som udmønter disse garantier, forsinket, mens Trimble og Blair forhandlede.
Ringe tiltro
Befolkningen synes, at politikerne skulle se at tage sig sammen og få gang i både lokalregering og afvæbning. Men et flertal deler Trimbles bekymring for garantierne.
Ifølge en meningsmåling i The Irish Times fra lørdag, synes 65 pct. af nordirerne, at lokalregeringen bør etableres - tallet omfatter næsten 60 pct. af folk, som stemmer på Trimbles parti. Ligeledes synes 75 pct. - herunder 65 pct. af de, der stemmer på Sinn Fein - at IRA bør begynde at afvæbne nu. Men kun 46 pct. af de adspurgte tror, at garantierne er stærke nok. Langt de fleste nordirere - 65 pct. - mener, at Sinn Fein bør bortvises fra lokalregeringen, hvis det viser sig, at IRA ikke afleverer våbnene. Kun Sinn Feins eget vælgerkorps støtter ikke det synspunkt.
Alle disse holdninger og meninger ufortalt, tror de færreste på, at politikerne finder ud af en løsning. Kun 15 pct. svarer, at de har "stor tiltro" til, at Nordirland formår at finde 'Vejen Fremad'.