Læsetid: 4 min.

Nordkysten i wide screen

31. juli 1999

På Nordkyststien fra Hundested til Helsingør blændes der op for flotte naturoplevelser

I år er den nye 'Nordkyststi' blevet indviet. Det er Frederiksborg Amt, der har forestået koordinering og skiltning af den knap 70 km lange vej- og stirute, som forbinder Hundested og Helsingør for det cyklende og gående folk.
Ad overvejende svagt trafikerede sommerhusveje eller snoede stier uden motoriseret trafik, ledes man langs kysten mod enten Spodsbjerg uden for Hundested eller Kronborg, alt efter kørselsretningen. Den nye vej er en af de store naturøjenåbnere, der viser Kattegat i højst forskellige iscenesættelser. Ved Rågeleje, Munkerup og Dronningmølle brydes flowet imidlertid. Man må beklageligvis ud på de trafikerede landeveje og balancere med bagage, børn i cykelstol, og hvad man ellers måtte fragte med sig på den lange tur. De er så hårde og faretruende, de biler, og man føler sig særligt udsat med bare arme og ben. Men det er et spørgsmål om tid, hvornår der anlægges cykelsti på disse strækninger.
Information har gennemtestet størsteparten af turen og konstaterer, at det er en virkelig gevinst for cykelfolket og for folk, der har det med at ride lange ture på apostlenes heste. Her udfoldes nemlig den smukke og stærkt varierede nordsjællandske natur i wide screen, og man indånder sommerens duftrige buket og 'synsæder'sig igennem det store panorama, der indimellem åbner sig chokerende smukt og stort, og andre gange blænder ned, eksempelvis igennem Tisvilde Hegn og Asserbo Plantage, hvor træerne knejser eller kroger sig langs med jorden og danner en tæt, grøn palet.

Tænk i terræn
Man skal have særdeles god tid, når man begiver sig afsted, for der er mange stigninger og mange små svinkeærinder, der forhøjer naturoplevelsen undervejs. Den cyklende, der eksempelvis skal nå en frokostaftale, bør ikke tænke i km, men i terræn. Forleden testede jeg ruten fra Asserbo til Udsholt i anledning af en frokostaftale dér. Det tog halvanden time med barn bag på cyklen og en 10 minutters ispause i 'Isvildeleje' undervejs at tilbagelægge de godt 16 km. Jeg nåede punktligt frem.
På hjemvejen med akkompagnement af den nedgående sol, tog det noget længere tid. Men da havde pedaltramperen også fået en del indenbords af både flydende og fast føde. Vi var to store børn på hver sin cykel og to voksne, der sled os over Heatherhills' (engelsk for lyngbakke) græsvidder til det kilometerlange højdedrag med en stigning på henved 10 procent ved Vejby Strand, og hele tiden havde vi den rødglødende sol på vores højre side. Til slut gik den ned og skrev et Munchsk i i det spejlblanke, mørkeblå vand. Da var der ikke et øje tørt.

Eksemen ved kysten
Vi skiftevis susede og asede igennem det danske sommerhusland, som Johannes V. Jensen en gang med slet skjult foragt benævnte 'eksemen ved de danske kyster'. Han havde jo selv sit på det tørre i sin sommerresidens i Tibirke Bakker, der nu er totalfredet.
Sådan at gennemkrydse en af Danmarks smukkeste egne en sommernat, hvor jorden er vor egen, hvor alle sluser står vidtåbne, og musik strømmer ud af huse, kvindelatter blander sig med barnegråd, og duftene samler sig til en forførende, natlig blomsterparfume, lader ikke meget tilbage at ønske. Det slår én, hvor mange gode liv, der egentlig leves inde bag hække og husfacader. De fleste af dem hører man intet om. Det er det anonyme, statistiske grundmateriale. Selvfølgelig har man en tilbøjelighed til at forskønne billedet sådan en dag. Og selvfølgelig er det kun ca. halvdelen af Danmarks befolkning forundt at have en 'second residence', som englænderne kalder sommerhuset. Og der er ingen retfærdighed til. Jeg ved det, jeg ved det.
Men lige pludselig kan sådan en cykeltur efter de første 20 km med et sovende barn altså få det hele til at lette. Kroppen tager over, og man bliver panteist for en nat.

Et eldorado
Nå, men nu tilbage til realiteterne. Ved Hundested kan man gøre ophold og se Knud Rasmussens hus, der ligger i 34 meters højde med udsigt til Hesselø. Nogle km længere mod øst kan man standse op i Kikhavn, en af de yndigste små fiskerbyer med gårde helt ned til vandet. På strækningen mellem Hald Strand og Liseleje har man nogle pittoreske og overlækre sommerhuse med fantasifulde navne og ditto arkitektur. En af de mest positive overraskelser på turen er imidlertid strækningen gennem Asserbo Plantage og Tisvilde Hegn med troldetræer og med fantastiske udsyn fra den 8.000 år gamle kystlinje, hvis man klatrer op.
Tro mig, her er smukt.
Og så er der nævnte Heatherhills og vandturen gennem Rågeleje, opad, opad går det herefter. Efter Udsholt stiger det støt til Sjællands nordligste punkt, Gilbjerg Hoved, hvor Øresund og Kattegat mødes. Herefter - i fiskerbyen Gilleleje - kan man fouragere. Et eldorado for cykelfolket, er den ny Nordkystlinje. Husk badetøj!

*Frederiksborg Amt har udarbejdet to pjecer i samarbejde med de involverede kommuner samt Tisvilde og Kronborg Statsskovdistrikter. De udleveres gratis ved henvendelse i turistbureauer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu