Læsetid: 4 min.

Norske kultsteder

10. juli 1999

KALENDER
LANDEVEJEN E6 fører en, hvis man er ihærdig nok, helt til Kirkenes, som den efterhånden eneste nordgående bilvej i Norge. I Trøndelag kører vi langs Trondhjemsfjorden, der med mellemrum åbenbarer sig i sin blånen. Dér hvor den løber ind i den snævrere Borgenfjord ligger på brinken mod vest Mære kirke i al hvidhed. En sidevej snor sig derop. Der er ikke en levende sjæl, men en mængde døde i græsset, som vanlig med udsigt til vandet. På mange måder et dødens og dramaets sted.
Dele af stenkirken, som er en af områdets største, stammer fra 1100-tallet og er bygget over et hedensk kultsted, som den triumferende skik var. Det sylespidse spir peger lukt ind i himlen. Glemt er ikke oprindelsen, på bjælkeenderne i det indre finder man groteske masker, som om de besejrede er sat på spid.
I Snorres Heimskringla, de norske kongesagaer, fortælles der om Håkon den Gode, leksikonkendt som Håkon 1. Adalsteinsfostre (d. 961), og hans beskæmmende møde med høvdingene, der arrangerede julegilde for kongen ved gudehovet på Mære. Nu skulle der blotes. De var mødt talstærkt op, og nogle havde som passende forberedelse dræbt tre præster og brændt tre kirker. Og nu tvang de den kristne konge til at indtage nogle bidder hestelever og drikke alle skålerne uden at gøre korsets tegn. En slem ydmygelse. Han blev siden dræbt i kamp efter selv at have kløvet nogle hoveder med sit sværd, men blev godt modtaget i Valhal ifølge Øyvind Skaldaspiller, der digtede kvadet "Hakonarmal".

DERMED VAR DET jo ikke slut. Olav Tryggvason havde større held i sin konflikt med bønderne og deres høvdinge. De aftalte i fællesskab et stort midsommerblot på Mære. Sagaen om ham fortæller, at han havde leget med tanken om ikke at ofre trælle, men stormænd ved blotet, og da de var samlet ved hovet i Mære, gik han ind med nogle få folk og så på de opstillede guder: "Dér sad Tor, som var mest æret af alle guderne. Han var prydet med guld og sølv. Kong Olav løftede en guldbeslået økse, som han havde i hånden, og slog Tor, så han drattede ned af alteret." Og sådan med hele resten. Desuden dræbte de bøndernes anfører Jernskæg, så de ikke turde indlade sig i kamp, men i stedet fulgte kongens gode råd og lod sig døbe på stribe.

HISTORIEN gentager sig ved Mære i Olav den Helliges Saga. Med list og bedrag ryddede Olav på nærmest serbisk maner op i stormændenes kreds. Han slog mandring om husene i Mære, dræbte anføreren og mange mænd, tog gæstebudskosten om bord på sine skibe ligesom alt gods af værdi og fordelte det mellem sine folk, indfangede alle mistænkelige, satte dem i jern og udplyndrede dem. Så var det tid at stævne bønderne til tinge, og han omvendte dem til den rette tro.
Beskrivelsen af hans kristne kampagne er lakonisk, men tilstrækkelig udtømmende: blandt de 'skyldige' lod han nogle dræbe, andre lemlæste, andre fik bøder eller blev jaget ud af landet. På museet i Stiklestad har jeg købt Snorres kongesoger, som Heimskringla hedder på nynorsk. Dér står det hele at læse.
At bondehæren senere slog ham ihjel under slaget ved Stiklestad, 29. juli 1030, kan ikke undre. Det fik pavestolen gjort til et martyrium. Helgenkåringen var praktisk politik. Det medførte pilgrimsvandringer gennem hele Gudbrandsdalen og Dovre frem til Nidarosdomen, hvor Olavs levninger beroede i et helgenskrin på højalteret. Sigrid Undset har skildret det i Kristin Lavransdatter. Det betagende syn af den vældige kirke dernede.

I ET SVING lige under kirken i Mære fører en vej ind til en stor landbrugsskole. Også den er stum og stille i eftermiddagens lyse varme. Jorden er gødet med blod og død. Her er det fjernhistorie, andre steder bruges tvangsmetoderne stadig i ideologiernes og folkestammernes navn med forskellige variationer. En raffineret torturdød opfandt Olav Tryggvason, da han blev irriteret på nogle sejdmænd, troldkyndige folk, som forvildede sig i det magiske tågemørke, de havde tiltænkt ham. Han lod dem og deres leder Øivind binde til pæle på Skratteskær, hvor de så blev druknet af tidevandet. Det var en påskedag.
Thorkild Bjørnvig har i et titanisk digt skildret "Sejdmændene på Skratteskær" gennem Øivinds tanker, mens vandet stiger og han gennemlever sit liv:
Det var som raged skæret
ind i himlen,
en bjergtop ind i evig nat
og gru;
det svajed i den døde
sammenstimlen,
som omgav ham; han var
alene nu.
Alle disse rasende fællesforetagender ender inde i den ensomme død for hver enkelt. Dengang som altid.

DER LÆGGES NU AN til midsommergudstjeneste i Mære kirke inde blandt de groteske masker. Men vores færd går videre nordpå langs den mægtige indsø Snåsavatnet, hvor der så er midlertidigt trafikstop - med lyd af mægtige eksplosioner, som var krigen brudt ud. De sprænger fjæld med dynamit.
Vi når frem til gæstgivergården i Grong. Det er Sankt Hans-aften i Norge. Der skal være bål, og der blotes på kristen vis med det traditionelle måltid, rømmegrøt og spekemat.
Vi indtager det med andagt sammen med spisesalens andre gæster, der slår sig løs med en Lysholmer pilsner til. Det er lystfiskere, mænd med lommer op og ned ad bukserne og resignerede hustruer. Overalt på væggene er der kultiske fotografier af mænd med store laks i favnen eller byttet hængt op til måling og vejning.
Det er et fredeligt sted og en skikkelig bålfærd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her