Læsetid: 4 min.

Ny og tumpet færgerute

29. juli 1999

Når hverken politiet eller Svend Auken eller Sonja Mikkelsen vil have Klods-Hans'er på Storebæltsbroen, må man jo åbne en færgerute selv

TUMPEKARAVANEN
STOREBÆLT - En ny dansk færgerute blev indviet i går. MF Fjordpilen blev indsat på ruten Korsør-Kerteminde. Dog kun for passagerer til fods eller på cykler af enhver snurrig slags.
Ved indvielsen af ruten var kongehuset repræsenteret ved en prinsesse, der hedder Karen. Dronningen kunne desværre ikke selv være til stede, beklagede dagens hovedtaler, Carl Otto Bindslev, en tumpe fra Sorø. Før snoren blev klippet og bifaldet brød løs betegnede tumpen den bagvedliggende Storebæltsbro som en skam og en skændsel. Den nye rute indlagde han til økologisk hæder.
MF Fjordpilens energiforbrug er ikke oplyst. Den har tidligere besejlet ruten mellem Rørvig og Hundested, oplyser skipper Freddy Nielsen.

KLODS-HANS KARAVANEN ville gerne være gået i optog over broen. De lovlydige tumper spurgte politimesteren i Slagelse om lov. Men loven om motorveje har ikke forudset Klods-Hans Karavaner.
"Han sagde nej," siger øko-tumpe Liljan. "Så sendte vi breve til trafikminister Sonja Mikkelsen og miljøminister Svend Auken. De var meget venlige, men de kunne ikke gøre noget ved det. Vi skulle spørge justitsministeren. Men han svarede det samme som politimesteren."
Og det var jo tumpet, mente tumperne, så de skrev igen og en gang til og bad om lov til at få loven lavet om. Men lige meget hjalp det.
Måske har justitsministeriet og politiet være bekymret for, om tumper læser deres post. I går aftes kom der i hvert fald to betjente kørende med et nyt brev som de personligt overrakte til Liljan. Her forklarer politimester Alex Togo Jensen endnu engang omhyggeligt at sådan en motorvej ikke kan bruges til at gå og cykle på uden at man - sådan rent juridisk - laver den om til en ikke-motorvej mens tumperne traver. Det hele skal klares på en time, og det mener den gode mand ikke, at en Klods-Hans kan klare.

SÅ TUMPERNE malede et par skilte og gik ud på motorvejen foran broens betalingsanlæg.
To flinke betjente gennede karavanen væk fra de mange vejbaner, mens bilerne blev advaret over højttalerne om at sætte farten lidt ned.
Det var det. Bagefter var der lidt diskussion hen over autoværnet. Den ene af betjentene havde selv små børn. Han syntes ærligt talt ikke det var rigtig klogt at tage små børn med ud på motorvejen. "I skulle vide hvor stærkt det kører," sagde han, "selv når vi står der med blå blink og det hele".
"Så må vi jo have dem til at sætte farten ned og passe bedre på," svarede tumperne.
"Ja det synes jeg også," sagde betjenten. "Jeg er selv blevet strømer for at hjælpe med at passe bedre på. Men man skal ikke overtræde loven. Stem på nogle bedre politikere."

JESPER hedder en af øko-tumperne i karavanen. "Mennesket har altid været et flokdyr lige indtil vi blev civiliserede. I dag er vi rige hver for sig," sagde han til mig i morges på torvet i Slagelse. "Jeg tror ikke, at vores flok-gener bliver ordentligt tilfredsstillet. Det har jeg tænkt meget på."
De første dage var karavanen heller ingen flok. Folk gik deres egne veje. Men i dag har flokgenerne fået deres. Vi stod meget tidligt op og pakkede teltene på Jernbjerggård uden for byen. Så gik vi i samlet optog ind gennem byen, med hesten først. Derefter fulgte de polske musikanter i stiveste skrud. Deres gule bukser og blå jakker lyser langt væk. Et sted midt i karavanen lå Jesper halvnøgen med et kastanieblad på en trækvogn. Han blev trukket af to purunge nymfer, Randi og Karen, i samme kostyme. Foruden bladene og blomsterne i håret bar de et skilt hvor der stod 'Tilbage til Naturen'.
"Pokkers osse," tænkte Jesper da han blev fotograferet til Sjællands Tidende. "Nu tror de, vi er hippier."
Karavanen blev afsluttet af Allan og hans cyklende, biodynamiske urtehave.

DA VI KOM til Nytorv var der teater. Eventyret om Klods-Hans i let moderniseret udgave med biler i stedet for heste og den fineste kompost i stedet for pludder.
Jeg var ret imponeret over det stykke. Især fordi jeg har fået lov til at følge forberedelserne og derfor ved at dem var der ikke mange af.
Stykket sluttede med kædedans på Nytorv til polsk spillemandsmusik. Men de der vestsjællændere er ikke så nemme at tø op. De kikkede, det gjorde de da. Men rende og hoppe, det kunne de mærkelige mennesker selv gøre.
"Vil du have en folder?" spurgte en af tumperne?
"Nej," svarede en midaldrende dame meget bestemt. Hun skyndte sig at vende ryggen til.
Det må være anstrengende at bevare surheden mellem så mange glade.

*I denne uge følger Informations udsendte medarbejder tumperne på sommertur fra hovedstaden til Himmelbjerget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu