Læsetid: 5 min.

NYHEDSOVERBLIK

29. juli 1999

14 massakreofre begravet
*Familie og venner til de 14 serbiske bønder, der i sidste uge brutalt blev skudt ned i byen Gracko i Kosovo, samledes onsdag for at begrave de døde. Det skete under massivt sikkerhedsopbud af frygt for uroligheder.
KFOR-styrken i området har arresteret ti mennesker i forbindelse med massakren.

Dansk importforbud mod belgisk kød står alene
*Europa-Kommissionen reagerede i går med et lakonisk "no comment" på oplysningen om, at Danmark har forbudt import af alle belgiske produkter af animalsk oprindelse.
Det sker på trods af hvad Kommissionen kalder de belgiske myndigheder seneste "meget ekstreme tiltag" for at dæmme op for den seneste frygt for forgiftede belgiske fødevarer.
Ifølge Gerry Keily, talsmand for EU's landbrugskommissær Franz Fischler, er Danmark det eneste EU-land, der er gået så vidt. Holland indførte også et importstop, da krisen brød ud igen fredag, efter at markørsstoffet PCB havde indikeret et forhøjet dioxin indhold i kød fra adskillige besætninger. Men hollænderne ophævede stoppet igen allerede efter 12 timer.
Baggrunden for det danske skridt er, at Fødevaredirektorat forgæves rykkede efter svar på en række spørgsmål fra de belgiske myndigheder. Direktoratet mistede tålmodigheden:
"Vi fik først en række af oplysningerne efter et pressemøde i Bruxelles tirsdag, og det er endda usikkert, om disse oplysninger er korrekte. Derfor besluttede vi, at indføre importforbud af produkter af animalsk oprindelse fra Belgien," siger kontor Lars Herborg til Ritzau.
Fødevaredirektoratet har valgt den brede formulering "produkter af animalsk oprindelse" for at dække markedet bredt ind.
De belgiske myndigheder tilbagetrak tirsdag alt svinekød fra "ikke-sikre gårde" fra før 17 juli. Tilbagetagelsen gælder også produkter, der indeholder mere end 20 procent svinefedt.
Kommissionen konstaterer her at Belgien forsat praktiserer en grænseværdi på 20 procent fedt, ikke de to procent, som Kommissionen tildligere diktererede under forårets første dioxin-krise. Det har allederede givet anledning til ét EU-sagsanlæg mod Belgien.

Kosovo får 14 mia.
*Repræsentanterne på den stort anlagte Balkankonference lovede i går, at Kosovo får 14 mia. kr. til genopbygningen efter NATO's bombekampagne.
Det bliver FN og EU, der i fællesskab skal koordinere indsatsen.
Det store beløb omfatter dels hjælp, der allerede er blevet sendt til Kosovo tidligere på året - dels mere langsigtet hjælp. FN anslog før konferencen det akutte behov for den kommende vinter til anslået godt to milliarder danske kr.

Kroatien indbragt for Haagdomstol
*Chefanklageren ved FN's krigsforbryderdomstol i Haag Louise Arbour indbragte onsdag Kroatien for FN's Sikkerhedsråd i protest mod, at regeringen i Zagreb ikke samarbejder med tribunalet i forbindelse med undersøgelsen af militæraktionen "Operation Storm".
"Operation Storm" blev udført af kroatiske soldater i august 1995 i Krajina-området. Under aktionen mener FN, at der blev begået krigsforbrydelser mod etniske serbere. Kroatien er dermed pludselig kommet i bås med Serbien, som i forvejen er indklaget for at forsøge at forhindre opklaringen af krigsforbrydelser under krigen i Bosnien fra 1992-95 og senere for at forhindre opklaringen af forbrydelser i Kosovo.

Vrede i udlændingestyrelse
*De ansatte i Udlændingestyrelsen tager nu til genmæle mod den sidste uges kraftige kritik og beskyldninger om fremmedfjendske holdninger, som blandt andet CD's Peter Duetoft og den radikale Jørgen Estrup har fremført. I en pressemeddelse fra tillidsrepræsentanterne Kristian Bartholin, Henning Larsen og Henrik C. Eilsøe Nielsen står der, at de "meget kraftigt må tage afstand fra, at man drager vores hæderlighed i embedsførelsen i tvivl og insinuerer, at vi skulle være fremmedfjendske".
"De gentagne stramninger af udlændingeloven, som vi har set de seneste år - og som nu kritiseres - er vedtaget af et flertal i Folketinget, og Udlændingestyrelsens rolle har i den forbindelse været begrænset til loyalt at gennemføre lovgivningen i overensstemmelse med Folketingsflertallets intentioner," står der blandt andet.

17 dræbt på Ambon
*Mindst 17 er blevet dræbt under det seneste døgns sammenstød mellem musmlimske og kristne indbyggere på Ambon i den indonesiske Molukker-øgruppe. Siden uroligheder og optøjer brød ud i lys lue tirsdag, er mindst 100 blevet såret og masser af huse i provinshovedstaden Ambon er brændt ned. Indonesien har sendt ekstra sikkerhedsstyrker til øen - flere øjenvidner beretter, at soldaterne har skudt direkte ind i menneskemængder.

Nordisk aftale skal revideres
*Formanden for Folketingets Sundhedsudvalg Yvonne Herløv Andersne opfordrer sundhedsminister Carsten Koch til at genforhandle den fællesnordiske uddannelsesaftale.
Det sker på baggrund af tal fra Den koordinerede Tilmelding, der viser, at udenlandske studerende udgør 22 procent af landets førsteårsstuderende på lægevidenskab - i en tid, hvor der i forvejen mangler læger.

Små rokader i Blairs regering
*Den britiske premierminister, Tony Blair, er i gang med en mindre rokade i sin Arbejderparti-regering. Men det så onsdag aften ud til, at kun en af de mere tunge ministre, nemlig ministeren for Wales, Alun Michael, må rydde sit kontor.
Der havde på forhånd været spekulationer om, at også ministeren for Nordirland, Mo Mowlam, ville blive udskiftet.
Onsdag aften tydede intet dog på, at hun må forlade sin post, selv om de nordirske protestanter har udtrykt stor utilfredshed med hende.

R: Frivillige skal selv fordele penge
*Socialminister Karen Jespersen bør overveje, om græsrødderne selv skal overtage administrationen af de penge, staten giver kommuner og amter til at støtte frivilligt socialt arbejde, mener Det Radikale Venstre. Ifølge dagbladet Aktuelt tyder indberetninger til Socialministeriet på, at især mindre kommuner har svært ved at få afsat de for øjeblikket 150 mio. kr. til formålet: nemlig at støtte frivilligt drevne krisecentre, varmestuer, truede børn eller ældreaktiviteter. Nogle kommuner og amter har enten brugt pengene til andre formål eller overført dem til næste regnskabsår. Den radikale socialordfører Anders Samuelsen mener, at paraplyorganisationer for de frivilliges foreninger måske ville være bedre til at fordele pengene end kommunerne er.

USA og Rusland klar til Start lll
*USA og Rusland genoptager efter længere tids pause forhandlingerne om begrænsning af kernevåben.
Efter et møde i går med Sent tirsdag meddelte en talsmand fra Det Hvide Hus, at Start III-forhandlingerne indledes i Moskva i august.
Den russiske ministerpræsident Stepasjin sagde i går efter et møde med USA's vicepræsident Al Gore, at den russiske regering fortsætter behandlingen af START-ll-aftalen, samtidig med at START III-forhandlingerne indledes. USA har modsat Rusland ratificeret Start II-aftalen, som pålægger landene at skære deres atomarsenal med 3.500 sprænghoveder inden år 2003.

Polio er næsten udryddet i Europa
*Den frygtede sygdom polio er på vej til at blive erklæret udrydet fra Europa. Siden den 26. november sidste år er der ikke registreret et eneste tilfælde af sygdommen, der også kaldes børnelammelse.
For 10 år siden blev der rapporteret om mere end 200 tilfælde af polio i 15 lande i Europa-regionen under Verdenssundhedsorganisation (WHO).
Regionen strækker sig fra Rusland, ned til Tyrkiet og over Vesteuropa.
I 1988 var der globalt 35.251 tilfælde af polio. Ti år senere var antallet faldet med 85 pct.

40 døde under hedebølge i USA
*Over 40 mennesker er omkommet i USA under de seneste 10 dages hedebølge og ekstremt høje luftfugtighed.
16 mennesker har mistet livet på grund af vejret i Illinois, 12 i Missouri og 10 i Ohio. Også i staterne North Carolina og Georgia har heden krævet dødsofre.
Meteorologerne siger, at det varme vejr med temperaturer på op til 40 graders varme vil fortsætte i de nærmeste dage i Midtvesten.
I mange regioner er vand- og strømforsyningen på grænsen af kapaciteten, siger myndighederne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her