Læsetid: 5 min.

NYHEDSOVERBLIK

16. juli 1999

Nordirsk fredsproces i krise
*De nordirske protestanter Unionisterne valgte at boykotte et møde torsdag formiddag, hvor det var meningen, at katolske og protestantiske politikere skal fordele ministerposterne i det nordirske selvstyreråd.
Dermed var fredsprocessen i dyb krise, da torsdag var sat som sidste frist for en gennemførelse af fredsaftalen, der blev indgået langfredag sidste år.

Rugova opfordrer til forsonlighed
*Den moderate Kosovo-leder Ibrahim Rugova vendte torsdag hjem til Kosovo efter at have været i udlandet i flere måneder. Tusinder af Kosovo-albanere hilste ham velkommen.
Før sin hjemrejse udtrykte Rugova sig torsdag i en forsonlig tone over for UCK, som efter NATO's luftkrig mod Jugoslavien har fremstået som en dominerende politisk kraft i Kosovo.
"Vi skal samarbejde med alle Kosovos politiske kræfter og med de internationale institutioner, for de er til stede for at oprette demokratiske institutioner," sagde Rugova.

Ny nedtur truer Tvind-efterskoler
*En ny økonomisk nedtur truer de Tvind-efterskoler, som mandag fik afslag på statsstøtte fra Undervisningsministeriet.
Ministeriet har sammen med afslaget til fem af de i alt 13 Tvind-efterskoler frataget skolerne deres statsgodkendelse.
Dermed kommer også efterskolernes amtslige godkendelse som opholdssteder for anbragte børn og unge i fare.
Hvordan situationen på de øvrige otte efterskoler kommer til at se ud, bliver først afklaret i august, når Undervisningsministeriet har færdigbehandlet deres sager.

Oprørere afslår tilbud om amnesti
*Den ledende oprørsgruppe i Den Demokratiske Republik Congo (DRC), det tidligere Zaire, har afslået et tilbud om amnesti fra præsident Laurent Kabila. Oprørsgruppen, Congos Sammenslutning for Demokrati (RCD), lover i stedet at fortsætte kampen mod centralregeringen i hovedstaden Kinshasa.
"Jeg mener, at det er Kabila som fortjener (at blive tilbudt, red.) amnesti. Vi er ikke kriminelle, som skal søge om amnesti," sagde RCDs vicepræsident Moise Nyarugabo.

Små ofre efter stop for toldfrit salg
*Langt færre end ventet er blevet arbejdsløse, efter at det toldfrie salg på færger og spritbåde blev stoppet den 1. juli. I Sønderjylland har arbejdsformidlingen kun registreret nogle enkelte arbejdsløse, efter at de fleste af spritruterne stoppede samtidig med det toldfrie salg.

Eritrea accepterer mæglingsforslag
*Eritrea har accepteret et forslag fra landene i Den Afrikanske Enhedsorganisation, OAU, der vil få en våbenhvile i stand i den blodige grænsekrig mellem Eritrea og Etiopien. Det oplyste en diplomat ved Eritreas FN-mission sent onsdag. Etiopien har endnu ikke svaret på forslaget, der vil betyde våbenhvile, troppetilbagetrækning fra krigszonen, samt efterfølgende forhandlinger om den endelige grænse.

Krigsforbryder får ikke appelsag
*Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien afviste torsdag en appel fra den bosniske serber Dusan "Dusko" Tadic, som i 1997 blev idømt 20 års fængsel for krigsforbrydelser og andre forbrydelser mod menneskeheden.
Den 41-årige Dusan Tadic blev som den første serber dømt for tortur og drab på muslimske internerede i den berygtede dødslejr Omarska.
Domstolens appelret fastholdt ikke alene anklagerne mod Dusan Tadic - retten fandt samtidig, at der var grundlag for yderligere ni anklager, han tidligere var blevet frifundet for.
Dusan Tadics nye straf vil blive meddelt på et senere tidspunkt.

Tilskud til psykologhjælp
*En række læger og psykologer mener, at sygesikringen bør give tilskud til psykologbehandling, så forbruget af depressionsmedicin kan sættes ned.
"De praktiserende læger er i dag sat i en håbløs situation, fordi de ikke kan henvise patienter med depression til psykologisk behandling. De kan kun vælge medicinen eller opfordre patienterne til selv at betale for terapien. Det er en af grundene til, at der bliver udskrevet så mange lykkepiller," siger overlæge og psykiater Karin Garde fra Sct. Hans Hospital til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Lavtlønnede dropper efterløn
*Hver tiende dansker vælger efterlønnen fra, og også blandt de lavtlønnede er der stort frafald, viser en rundspørge, som Berlingske Tidende har foretaget. LO frygter, at svage grupper får store problemer i alderdommen, hvis ikke de betaler efterlønsbidrag i tide.

Politi må beskytte upopulært byggeri
*200 kampklædte betjente måtte natten til torsdag beskytte medarbejdere fra Københavns kommune, der skulle tage jordprøver i Folkets Park med henblik på senere byggeri. Byggeriet, der vil ødelægge parken, har nemlig vakt betydelig modstand blandt beboerne på Nørrebro, og aktivister var mødt op for protestere over arbejdet. Senere torsdag aktionerede 30 aktivister fra Folkets Park mod det arkitektfirma, der skal stå bag byggeriet. Der blev gravet huller i firmaets have - indtil politiet dukkede op igen.

Ingen tiltales for diskoteksbrand
*Ingen bliver indtil videre tiltalt for branden på et diskotek i Göteborg sidste efterår, hvor 63 unge mistede livet og 200 unge blev kvæstede. Chefanklager Ulf Norén besluttede torsdag, at han ikke vil tiltale fire teenagere i alderen 15-19 år på grund af manglende beviser. Det var dem, der arrangerede festen på diskoteket i Hisingen. Henved 400 personer blev lukket ind i et lokale, der kun var godkendt til 150. Desuden havde de fire unge stillet en masse stole i nødudgangen. Men Ulf Norén noterer sig, at en automatisk dørlukker ikke virkede den aften, fordi armen på dørpumpen manglede.

Information retter
*På side ni i gårsdagens avis bragte vi et billede af forfatterinden Isabel Allende, niece til afdøde præsident Salvador Allende. Citatet i boksen stammer imidlertid fra 'Socialist Congressional Deputy' Isabel Allende, som havde talt med Erik Boel.
Vi beklager fejlen. red.

Splittelse og frustration bag Irans facade
*Den iranske ledelse forsøgte torsdag at nedtone landets dybe og bitre politiske splittelse og insisterede på, at Iran trods seks dages uroligheder og blodsudgydelser står samlet.
Men ledende venstreorienterede sagde, at urolighederne var sat i værk af modstandere af den reformvenlige præsident Mohammed Khatami i et forsøg på at gøre hans politiske dagsorden mere stiv, sætte ham fra magten og bane vejen for et kup. "Siden Khatami-regeringen blev dannet, har visse grupper haft som hovedformål at ødelægge hans reform-program," sagde Den Islamiske Revolutions Mujahedeen Organisation (MOIR) i en erklæring.
"Ved hjælp af organiserede kriser vil de have det iranske folk til at fortryde at gå ad vejen til frihed, demokrati og politiske fremskridt," hed det videre i erklæringen, der er skrevet af en gruppe, der har tætte forbindelser til Khatami.
Hvilken indflydelse de seneste begivenheder får på valget til parlamentet i februar, tør kun meget få iagttagere gætte på. Officielle tal siger, at to mennesker blev dræbt under de studenteruroligheder, som sluttede med den store demonstration onsdag, hvor det islamiske styre fik massiv opbakning mod studenterne.

Taiwans modtræk
*Taiwan fastholder sin nyerklærede status i forhold til Kina trods trusler og vrede fra styret i Beijing - trusler som Taiwan vil svare igen på.
"Over for denne nye situation må vi være fuldt parate til at kontrollere situationen og forberede modtræk," erklærede Taiwans ministerpræsident Vincent Siew torsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her