Læsetid: 6 min.

Nyhedsoverblik

2. juli 1999

Adgang til registre skal skærpes
*Registertilsynet vil have Justitsministeriet til at skærpe reglerne for politiets registre. Det skal ikke længere være muligt for politifolk at slå op i kriminalregisteret, uden at man bagefter kan se, hvem der gjorde det.
Som det er nu, er det ikke på alle politiets computere, man behøver et personligt password for at komme ind i registeret. Problemerne med at spore, hvilke politifolk der slår uretmæssigt op i registrene, kom frem i lyset i forbindelse med den konservative leder Per Stig Møllers 30 år gamle dom for spirituskørsel. Dommen blev lækket til pressen, men man fandt aldrig ud af, hvilken politimand der havde luret i registeret.

Regnen øger fare for iltsvind
*Regnvejret i år truer Limfjorden og Mariager Fjord med nyt iltsvind, hvis der kommer en længere periode med varme og uden vind. Den megen regn har udvasket en voldsom mængde kvælstof fra landbruget til fjordene. Udvaskningen af kvælstof er ikke faldet de seneste år ifølge tal fra Danmarks Miljøundersøgelser. En undersøgelse af en række vandløb, som løber til Limfjorden og Mariager Fjord, viser, at indholdet af kvælstof er steget i 32 af 36 vandløb. Undersøgelsen dækker perioden 1984 til 1998.

Ehud Barak klarer svendeprøven
*Ehud Barak, Israels nyvalgte ministerpræsident, har bestået svendeprøven ved at danne en koalitionsregering, som spænder over stort set alle spektre i Israels politiske liv. Både venstre- og højrefløj, verdslige og ultrareligiøse kræfter er samlet i den nye regering, som ledes af Baraks eget Arbejderparti, nu omdøbt til Ét Israel.
Baraks regering indtil videre 75 af 120 pladser i det israelske parlament, KnessetHertil kommer en forventet støtte fra 10 medlemmer fra arabiske partier.
Selv om den nye koalitionsregering er en skønsom blanding af partier med ofte modsatrettede holdninger til, hvorledes det israelske samfund skal styres, er Baraks regering så stor, at ingen partiblok vil være i stand til at vælte ham.
Baraks sejr blev besejlet, da det onsdag lykkedes ham at få det ultra-ortodokse Shas-parti ind i regeringsfolden. Shas-partiet er med sine 17 medlemmer det tredjestørste i Knesset.
Artikel side 5

Ekstra Bladet dømt for injurier
*Ekstra Bladet har i Københavns Byret tabt en injuriesag anlagt af Scanbox-koncernen. Bladet skal betale 50.000 kr. i erstatning, og ansvarshavende redaktør Bent Falbert straffes med 20 dagbøder á 1.000 kroner.
Scanbox fandt det injurierende, at Ekstra Bladet skrev om uregelmæssigheder i firmaet. De mente, at uregelmæssighederne vedrørte direktøren som person og ikke kunne lastes Scanbox som selskab. Ifølge Bent Falbert er afgørelsen så overraskende, at formiddagsavisen har anket den til landsretten.

Bush skovler dollar ind til valgkampen
*På bare fire måneder har republikanernes favorit til at stille op ved næste års amerikanske præsidentvalg, George W. Bush, 52, samlet mere end 36 mio. dollar (270 mio. kr.) ind til brug i valgkampen.
Det har angiveligt fået flere af Texas-guvernørens konkurrenter til at bebude, at de vil gøre finansiering af valgkampen til et tema i valgkampen.
Sønnen af den forhenværende præsident George Bush fører klart i den finansielle kamp. Blandt republikanerne kommer Elisabeth Dole ind på andenpladsen med 2,7 mio. dollar indsamlet. Vicepræsident Al Gore fra har indsamlet omkring 18 mio. dollar.

230 kr. for en enkelt over Øresund
*Det kommer til at koste 230 danske kroner at køre en enkelt tur over Øresundsbroen, når den åbner for trafik om et år, fremgik det af et pressemøde, som Øresundskonsortiet afholdt i går.
Pendler man dagligt over den faste Øresundsforbindelse kan prisen dog presses ned på 68 danske kr. hver vej. Et månedskort med ret til køre 50 enkeltture over Sundet kommer til at koste 3.400 kr. Broafgiften kan ikke trækkes fra i skat. Der bliver kun fradrag for det antal kilometer, der er over broen.

Regeringen lægger pres på jordemødre
*Sundhedsminister Carsten Koch (S) lægger pres på de strejkende jordemødre for at få dem til at gå med til at optrappe nødberedskabet på hospitalerne, så vordende mødre kan få tjekket deres tilstand et par uger før fødslen.
Men ellers har regeringen ingen planer om her og nu at stoppe konflikten med et lovindgreb.
På baggrund af et møde i Sundhedsministeriet med konfliktens parter erklærer Koch sig tryg ved det nødberedskab ved fødsler, som jordemødrene har opretholdt i de forløbne 14 strejkedage på de strejkeramte fødegange i Hillerød, Herning, Gentofte og Viborg.

Israel angriber igen Sydlibanon
*Israelske angrebshelikoptere beskød i går eftermiddag på ny flere mål i Sydlibanon, sagde en militær talsmand i Jerusalem.
"Målene var tilholdssteder for terrorister i området omkring Shumaryeh," sagde han.
Området ligger nord for den zone i Sydlibanon, som Israel holder besat.
Talsmanden sagde videre, at alle israelske fly vendte tilbage til deres baser, men gav ingen oplysninger om eventuelle dræbte eller sårede på den libanesiske side.
Det er første gang, israelske fly angriber mål i Sydlibanon, siden israelske jagerfly angreb mål ved den libanesiske hovedstad, Beirut, torsdag i sidste uge, da 8 mennesker blev dræbt og 62 andre såret.

Pressefolk kunne dække ulovlig aktion
*Pressens rolle er så vigtig, at journalister gerne må trænge ind på privat område for at dække ellers ulovlige aktioner.
Det fastslog Højesteret i går i en sag mod tre pressefolk, der fulgte en række aktivister, da de besatte den kunstige ø Peberholm i Øresund. Aktionen var en protest mod byggeriet af Øresundsbroen og den kommende bro over Femern Bælt.Landets højeste retsinstans mener, at pressefolkene beskyttes af ytringsfriheden - blandt andet som følge af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Regnskyl hærger Japan
*De voldsomme regnbyger, der har sendt kaskader af vand ned over den vestlige del af Japan og har kostet 28 mennesker livet, rykkede i går nordpå. Indbyggerne på Hokkaido blev advaret om risiko for oversvømmelser og jordskred som følge af uvejret.
Der ventes også mere regn i Kyushu-regionen, og. risikoen for jordskred er taget yderligere til. Dødstallet ventes at stige.

En million hjemløse børn i USA
*Flere end en million børn i USA lever på gaden uden hjem eller fast tag over hovedet. Dermed er der flere hjemløse mindreårige end efter det store børskrak i 1929. Oplysningerne bygger på en undersøgelse, som den private hjælpeorganisatioin Better Homes Fund har gennemført. Cirka 40 procent af alle hjemløse i USA er kvinder og børn."Dermed har billedet af hjemløse i USA ændret sig radikalt. Kvinder og børn er den hurtigst voksende gruppe af hjemløse," siger professor i psykiatri, Ellen Bassuk, som har stået for undersøgelsen.
Mænd udgør stadig den største gruppe af hjemløse, men deres andel har været faldende i de senere år.

Dødvande i Nordirlands fredsproces
*Hvorfor er det så vanskeligt for den irske republikanske hær, IRA, at slippe sine våben, nu da Nordirland har haft en fredsaftale i over et år? Våbensp¢rgsmålet blokerer den nordirske fredsproces, og den britiske premierminister Tony Blair har sammen med sin irske kollega Bertie Ahern - assisteret af USAs præsident Bill Clinton - de seneste dage fors¢gt at lirke et kompromis frem.
Men våbnene er symboler. D¢dvandet handler ikke bare om Molotovs og maskingeværer men nok så meget om mistro.
Gamle IRA-folk siger, at en afvæbning i den irsk-nationalistiske selvforståelse er lig med 'overgivelse'.
Derfor vil de f¢rst af med våbnene, når de er helt sikre på, at det protestantiske flertal i Nordirland virkelig går med til at dele magten med katolikkerne.
Protestanterne siger, at de ikke vil gå med til at dele magten, f¢r de er helt sikre på, at IRA virkelig holder op med at f¢re guerillakrig for at få den britiske provins indlemmet i Irland.
Tony Blairs og Bertie Aherns strategi er gået ud på at skabe den forn¢dne tillid, til at afvæbning og lokalregering kan ske på en gang. Konkret har de foreslået en trin-for-trin plan men hidtil uden resultat.
I går nægtede de to premierministre at give op, men det stod klart, at de blev mere og mere utålmodige med de stædige nordirske politikere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her