Læsetid: 3 min.

Øget pres på Taiwan

22. juli 1999

Taiwan lover ikke at ændre forfatningen, men kræver til gengæld at blive behandlet som ligeværdig af Kina

Taiwan forsøgte i går at dæmpe Kinas vrede ved at erklære, at regeringen ikke har i sinde at ændre forfatningen, så der kommer til at stå, at Taiwan er en stat.
Samtidig søgte en regeringstalsmand at bløde op på præsident Lee Teng-huis erklæring om, at fremtidige forhandlinger mellem Kina og Taiwan skal foregå mellem to stater.
"Vi har erklæret, at vi ønsker dette særlige stat-til-stat forhold, og det betyder, at vi er ligeværdige," sagde talsmanden Chen Chien-jen på et pressemøde i Taipei.
"Hvis den anden side accepterer, at vi er ligeværdige, vil vi være villige til at drøfte alle emner - herunder politiske," sagde han med henvisning til, at Taiwan hidtil har undgået det sprængfarlige politiske spørgsmål om genforening, mens Kina har presset på for netop det.
Kommunistpartiets Folkets Dagblad advarede i går om, at en forfatningsændring i Taiwan vil være "et farligt skridt mod uafhængighed og en ekstremt grov provokation, der vil umuliggøre en fredelig genforening."
Kina har igen og igen advaret Taiwan om, at en uafhængighedserklæring vil blive mødt med militær magt.

Diplomatisk nederlag
Lee Teng-huis nye holdning til Kina er blevet opfattet som et forsøg på at bryde ud af den spændetrøje, som Kina har lagt Taiwan i ved at insistere på, at der kun findes ét, samlet Kina. Ifølge den opfattelse er Taiwan reduceret til en udbryderprovins, som ikke kan gøre krav på international anerkendelse.
Som en påmindelse om Taiwans internationale isolation valgte den nyeste partner, Papua Ny Guinea i går at trække sin kun 16 dage gamle diplomatiske anerkendelse af Taiwan tilbage.
Papua Ny Guinea besluttede den 5. juli at ændre sine mange-årige diplomatiske forbindelser med Folkerepublikken Kina til fordel for Taiwan, men allerede to dage senere trådte premierminister Bill Skate tilbage, da han stod over for et mistillidsvotum i parlamentet.
Den nye regeringsleder Mekere Morauta erklærede i går, at de normale procedurer for at oprette diplomatiske forbindelser med nye lande ikke var blevet fulgt i tilfældet Taiwan, og at forbindelserne til Folkerepublikken derfor er intakte.
Det er senere kommet frem, at Bill Skate skal have krævet 2,35 milliarder dollar som modydelse for at skifte fra Kina til Taiwan, men det har Taiwan benægtet.
Under alle omstændigheder kommer Papua Ny Guineas beslutning på et uheldigt tidspunkt for Taiwan, der nu igen er nede på kun at have diplomatiske forbindelser med 28 lande, hvoraf de fleste er små latinamerikanske og afrikanske stater.

USA presser på
Taiwan er også under pres fra sin vigtigste internationale partner USA, der er bekymret for, at situationen skal komme ud af kontrol. Udenrigsminister Madeleine Albright har meddelt, at USA sender højtstående diplomater til Beijing og Taipei i et forsøg på at rede trådene ud.
De skal også forberede et møde mellem Albright og den kinesiske udenrigsminister Tang Jiaxuan i den kommende weekend i Singapore i forbindelse med et møde i den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation ASEAN og den regionale sikkerhedsorganisation ARF.
Spændingerne i Taiwan-strædet ventes at være højt på dagsordenen i Singapore, men også problemerne med Spratly-øgruppen i det Sydkinesiske Hav vil efter alt at dømme blive diskuteret.
Det er især Filippinerne, der har presset på for at få Spratly-øerne på dagsordenen, efter flere sammenstød med Kina i området, senest mandag, da den filippinske flåde sænkede et kinesisk fiskekutter.
Filippinerne, Kina, Brunei, Taiwan, Malaysia og Vietnam gør alle helt eller delvist krav på Spratly-området, der menes at være rigt på olie og gas.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu