Læsetid: 2 min.

Oluf finder kærligheden

30. juli 1999

Rolf Lassgård formidabel i Colin Nutleys haltende kærlighedshistorie om uskyld kontra erfaring

Ny film
Under solen har adskillige attraktioner. Først og fremmest store Rolf Lassgårds mesterligt gennemlevede portræt af en ensom, kærlighedshungrende gårdmand, der aldrig har kendt en kvinde og hverken kan læse eller skrive.
Dernæst instruktøren Colin Nutleys velkendte fornemmelse for at indfange det usagte spil mellem mennesker, en i sig selv banal situations myriader af nuancer og undertoner. Englænderen Nutley er klart en af skandinavisk films bedste personinstruktører, og det gælder både her og i tidligere film som Englegården og Sidste dans.
Endelig giver Under solen et - måske lidt idylliserende - men alligevel ganske forførende lyrisk billede af svensk sommerlandliv anno 1956, en stille, statisk tilværelse langt ude på bøhlandet, hvor alle kender alle under den sol, der mærkeligt nok altid skinner, som i en vaskeægte folkekomedie fra perioden.

Drømmekvinde
Netop folkekomediepræget bliver en faldgrube for Nutley her, for han stræber efter noget mere prætentiøst - som det fremgår af en 'dybsindig' indlagt fortællerstemme plus en symbolsk jetjager, der anvendes som et visuelt omkvæd, vistnok markerende tidens uafvendelige gang og altings uforanderlighed under Guds sol.
Men en folkekomedie er og bliver Under solen, og det skyldes først og fremmest den kvindefigur, Nutley har sat sit hjertes udkårne, Helena Bergström, til at spille denne gang. Som i Englegården er hun den fremmede, der skaber emotionel bølgegang i provins-isolationens stillestående vande. Men selv om hele den spinkle historie egentlig har hendes figur som akse, fordrer dens minumum af spænding, at hendes motivation og baggrund langt henad vejen forbliver en pirrende gåde.
Hvem er den selvbeherskede, ulastelige drømmekvinde Ellen, der melder sig som husholderske og i høj grad som potentiel ægteviv for gårdmand Oluf? Hvilke hemmeligheder skjuler hun - om nogen overhovedet?

Mandlig ønskedrøm
Underbelysningen af Ellen afslører handlingen sig som en anekdote: hun er ikke stort andet end den herligt uventede anledning til gårdmand Olufs nye liv som elsker og fremtidig ægtemand.
Men en usandsynlig anledning: for al Helena Bergströms følsomme kunnen og bundne varme kan ikke overbevise én om, at en sådan superlady ville gå på den galej. Her er vi i ønskedrømmenes verden.
Og samtidig kniber det for anekdoten at bære vægten af Nutleys dvælende fortællerytme, der nok giver plads til både varme og underfundighed, men ikke kan maskere, at de dramatiske kort mangler et par trumfer, især mod slutningen, hvor folkekomedien kammer over i melodrama. Anekdoten kan ikke bære en spilletid på to timer og otte minutter.

Mudret venskab
Finest skildres venskabet mellem Oluf og en lokal 27-årig graver, spillet med en egen insisterende, irriterende pågåenhed af instruktøren Bo Widerbergs søn Johan. Her er en overbevisende figur med et helt morads af blandede motiver og mudrede impulser, ubevidst spillet ud i fuldt dagslys. Det er både dygtigt og skarpt gennemført.
Men man vil først og fremmest huske filmen for Rolf Lassgårds kunststykke: at gøre den hjertensgode eneboer til et rigtigt levende, følende menneske med potentialet til både tragedie og triumf. Tung og massiv er han, men hver centimeter af hans store krop er udtryksfuld. Hvornår får det store udland øje på ham?

*Under solen. Instruktion og manuskript (efter novelle af H. E Bates): Colin Nutley. Svensk (Dagmar, Palladium, Gentofte Kino, Gladsaxe Bio)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu