Læsetid: 6 min.

Operetteagtigt, strålende

8. juli 1999

Günther Grass' nye bog er et mægtigt værk, det 20. århundrede genoplevet i erindringen

Ny bog
Günter Grass har skrevet en bog om det 20. århundrede, Mit Århundrede, som består af 100 fortællinger om emner, der rækker fra storpolitik til individuelle bekendelser, fra fremtidsvisioner til nostalgi, fra kendte begivenheder til glemte begivenheder, som nu dukker frem igen og er med til at give bogen dens karnevalistiske karakter.
Det minder om et optog, hvor mange udklædte passerer forbi og repræsenterer Soldaten fra Bokseropstanden i Kina, Ernst Jünger,
Erich Maria Remarque, den mildt resignerede Litteraturprofessor 30 år efter 1968, Opfinderen af grammofonen med musik på begge sider, Günter Grass og Frau Ute, DDR-husmoderen, Progandaministeriets militærreporter, osv.
Roman? Det er klogt at kalde denne bog for en bog. En novellesamling er det ikke rigtig, selv om mange af stykkerne er bygget op omkring et vendepunkt, så holdes det hele alligevel sammen af en vis insisteren på få temaer, på en handling, der kommer og går: Det 20. århundrede. Det dukker operetteagtigt, strålende op i fuld mundering på kajen i Bremerhaven år 1900, hvor Kejser Wilhelm II holder sin berygtede tale til Kinakorpset før afgang og siger: "Pardon gives der ikke", og det lister ud af scenen fra et alderdomshjem i 1999 et sted i Tyskland.

Den lykkelige Sisyfos
Ind imellem dukker Grass selv op i en fortælling, ikke fordi han vil sammenfatte det 20. århundrede for os, men for at blande sig som en stemme sammen med de andre. Således dukker han op i året 1927, hans fødeår, og derefter med jævne mellemrum, f.eks. i 70'erne, omkring udgivelsen af romanen Flynderen, omkring antiterroristlovene side om side med højreekstremister, ministre, kernefamilier, herskaber og tjenestefolk. Århundredets fortæller vandrer midt iblandt os, han har for længst opgivet at se på dette århundrede ovenfra.
Grass har mange gange understreget, at han som fortæller altid selv er involveret, revet med af den tid, han skriver om, og i stand til at samle dens mange aspekter til antydninger af helhedstolkninger, der hele tiden nærmer sig, kun for at fortone sig igen og erstattes af andre. Det 20. Århundrede fremtræder hos Grass som et kaos med en vis mening, men denne mening er ikke kommet for at blive, og det er ikke nødvendigvis en mening, Grass står for.
Hans århundredefortæller rejser gennem tiden, lytter til stumper af samtaler, selvforsvar, bekendelser, hændelser - og er både sig selv og alt det andet. Faktisk begynder bogen med ordene:
"Jeg, skiftende med mig, har været til stede år for år."
Der er to ting at sige til det. Det ene, at Grass altid har næret beundring for Alfred Döblin, forfatteren til Berlin Alexanderplatz, hvis fortæller også vandrer ud og ind i storbyrummets sammensatte verden og både er der og ikke er der.
I et interview i Die Zeit I forbindelse med udgivelsen af Mit Århundrede fremhæver Grass for det andet sin særlige tolkning af Sisyfosmyten. Det særlige består i, at det tragiske for Grassville være den begivenhed, at Sisyfos endelig kunne tørre sveden af panden og se ned på lidelsens bane fra slutpunktet. Det ville være en ideologisk måde at se det 20. århundrede på, og netop ideologier har altid været en yndlingsaversion hos Grass. Derfor er det en del af fortællerens og læserens lod at dele Sisyfos' skæbne, som hos Grass ikke er tragisk, men en pessimistisk lykke. Tragedien ville være overblikket og afslutningen.
Den slags er der ellers meget af i løbet af bogen. I det mindste to steder handler det om mennesker, der ser en mening med det hele, og to gange er der tale om skildringer af krig, nemlig de to verdenskrige. Især måden at skildre Første Verdenskrig på er arrangeret overraskende, selvfølgeligt og genialt fra Grass' side. Fra 1914-18 lader han Jünger og Remarque mange år senere mødes i det neutrale Schweiz for at diskutere krigen.
Den ene er pacifisten og forfatteren til Intet nyt fra Vestfronten, den anden er livsfilosoffen og forfatteren til Uvejr af Stål, og i løbet af dialogen blotstilles begge positioner på en måde, der minder om løbegrave, der går ind under de to markante positioner og undergraver dem til og med den sidste sætning, som er interviewerens, om Jünger. Der står: Fem år senere døde Remarque. Hr. Jünger har åbenbart til hensigt at overleve dette århundrede.

Den barokke sans
Da Grass skrev sin trilogi (Bliktrommen, Hundeår, Kat og Mus) om Danzig/Gdansk i 60'erne, dukkede barokken op som et hovedtema for hans forfatterskab, især analogien mellem 30-årskrigen og verdenskrigene i de 20. århundrede. Imidlertid har det aldrig været ødelæggelsen alene, der optog Grass, men barokkens sans for det bizarre, det artificielle og det overdådiges blændværk, pragten som illusion og sandhed.
Denne side af Grass er vigtig; når han overlever som fornuftig fortæller, der advarer mod ideologier, skyldes det netop den barokke sans for drøm, fantasi, paradokser - og så især denne fantastiske evne til at kunne gå ud og ind af den gældende virkelighed og pege på overraskende sider af det 20. århundrede.
Denne evne kommer ikke mindst til udtryk i samarbejdet mellem ord og billede i bogen.
Sommetider virker teksten som en kommentar til billedet, men ofte er det omvendt, billedet kaster et nyt lys over teksten, og teksten kommer til at virke som en udlægning af billedet, én måde blandt andre mulige. Hvis man af den grund vil kalde Mit århundrede en billedbog, for min skyld gerne, men det er også en læsebog, og først og fremmest en elliptisk bog, hvor man altid synes at være i centrum, men samtidig har på fornemmelsen, at det vigtige man fortoner sig i en utydelighed, - som den, der hele tiden er på spil for årene 1940-45, hvor tidligere krigskorrespondenter fra Goebbels' propagandaministerium mange år senere mødes en februar på øen Sylt, og dér grunder over sejr og nederlag, mens de kigger ind i pejsen, og vinterstormene uden for endnu ikke har gjort plads for forårsmånen.

Den anarkistiske Grass
Til sidst en konstatering og en undren. Fortællingerne fra år 1900 til 1945 er som fortællinger langt mere interessante at læse end de fra de efterfølgende 55 år med et par undtagelser. Dette svarer muligvis til den politiske udvikling i Tyskland fra at være et dramatisk centrum til at blive et relativ fredeligt sted i Europa. Jeg tror ikke, at forklaring er en svigtende digterisk evne sådan midtvejs i bogen, men måske skyldes det, at Grass ganske vist går ind for fornuftens tidsalder også i Tyskland, men han har meget mere at sige om det ved den, der er dramatisk, paradoksalt og voldsomt.
Jeg tror, forklaringen er, at Grass især opsøger de steder i historien, hvor den vender og kan blive til mange muligheder, og muligvis reflekterer fortællingerne fra de sidste 50 år i deres relative tomhed en vis konformitet og stivhed i selve den tyske udvikling, en tendens som allerede den tidlige Grass kritiserede, når han lod sin Oskar Matzerath slå på tromme og skrige, så glas og krystal gik itu omkring ham.

*Günter Grass: Mein Jahrhundert. 409 s., 583 kr. Steidl. Udkom i går i Tyskland

FAKTA
En begivenhed
Er der en forfatter, der kan sætte dagsordenen litterært, menneskeligt og politisk i forhold til sit land og sin omverden, er det den tyske forfatter, Günther Grass. En ny bog af ham er som regel en begivenhed, der rækker langt ud over de litterære kredse. Debutromanen Bliktrommen fra 1959, En snegls dagbog fra 1973 og En længere historie fra 1996 er eksempler. Sidstnævnte blev dog kritiseret for at være 'vanskelig' at læse. I så fald er Grass tilbage med bred appel til enhver læser i Mit århundrede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her