Læsetid: 6 min.

Overblik

30. juli 1999

Nye fund af gift i belgisk mad
*Belgien lukkede torsdag yderligere 175 kyllinge- og svinebedrifter efter at myndighederne ved forskellige prøver har konstateret det giftige PCB i besætningerne. Som følge af giftfundene indfører Danmark fra i dag importforbud mod belgiske produkter af af animalsk oprindelse med undtagelse af mælk og mælkeprodukter. De store fødevarebutikker herhjemme har dog allerede fjernet de belgiske varer på hylderne.
Artikel på forsiden

CO2-udslip er faldende
*For første gang siden 1993 faldt det globale CO2-udslip fra afbrænding af fossile brændsler sidste år med 0,5 procent til 6,32 milliarder ton, viser nye beregninger fra det uafhængige Worldwatch Institute i Washington.
Faldet skal ses i sammenhæng med, at verdensøkonomien i samme periode voksede med 2,5 procent.
Dermed er det påvist, at økonomisk vækst kan ske uden tilsvarende stigning i CO2-udledningen. Det trækker tæppet væk under argumenterne om, at en nedskæring af CO2-udslippet vil skade økonomien, mener Worldwatch Institute.
CO2-nedgangen i 1998 er den første, siden den økonomiske kollaps i Central- og Østeuropa i begyndelsen af årtiet førte til et dramatisk fald. Det er dog endnu uvist, hvor langvarig den nedadgående tendens i CO2-udslippet vil være. De nye tal for det globale 1998-udslip er beregnet af Worldwatch-forskeren Gerard Alleng på basis af data fra energiselskabet BP Amoco.

Haag har kig på dansk lejesoldat
*Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag er opmærksomme på sagen om den danske lejesoldat, der er blevet anholdt for drab på civile Kosovo-albanere. Hvis den anholdtes forklaringer står til troende, er han en af de første soldater til at fortælle om, hvad der skete under konflikten mellem serbisk militær og Kosovo-albanske partisaner i Kosovo.
Ifølge en talsmand for krigsforbryderdomstolen er domstolen meget opmærksom på sagen mod sønderjyden, der i givet fald kan blive et hovedvidne i en kommende efterforskning af krigsforbrydelser.
Den 26-årige er sigtet for drab eller grov vold mod en række uidentificerede personer.

Otte dræbt under angreb på Irak
*Otte irakere blev torsdag dræbt og 26 blev såret, da amerikanske og britiske kampfly angreb Irak i de såkaldte flyveforbudszoner i det sydlige og nordlige Irak. Det sagde en irakisk militærtalsmand torsdag aften i den irakiske hovedstad, Bagdad.
"Otte irakere blev dræbt og 26 såret i byen Kut, da amerikanske og britiske fly angreb civile mål i Sydirak," sagde talsmanden.
Kut ligger ca. 180 kilometer sydøst for Bagdad. Der blev fløjet 20 angrebstogter over det sydlige Irak.

Færre familiesammenføringer
*Antallet af familiesammenføringer er faldet i andet kvartal af 1999. I følge Danmarks Statistik er der i andet kvartal givet 1.793 tilladelser til familiesammenføring mod 2.465 tilladelser i det foregående kvartal - et fald på 27,3 procent. Det største procentvise fald gælder for opholdstilladelser til mindreårige børn, hvilket i antal svarer til et fald fra 765 i første kvartal i år til 528 i andet kvartal.

Russiske jøder strømmer til Israel
*12.190 russiske jøder valgte at udvandre til Israel i første halvdel af 1999, oplyser Israels Statistiske Kontor torsdag. I forhold til samme periode sidste år er der tale om en stigning på 130 procent, som ifølge den halvstatslige organisation Jewish Agency kan tilskrives økonomisk krise og tiltagende anti-semitisme i Rusland.
Det samlede antal indvandrere voksede med 14 procent til 29.200, men indvandringen fra andre traditionelle emigrantlande - heriblandt USA, Etiopien og Frankrig - viser en faldende tendens.

Minister afviser forbud mod fiktion
*Justitsminister Frank Jensen vil ikke være med til at forbyde fiktiv børneporno på Internettet - det være sig billeder og tegninger fremstillet ved hjælp af computerteknik. "Vores opgave er at beskytte børn mod seksuelle overgreb. Men vi skal ikke gå efter fiktionen. Så kommer vi galt af sted," siger Frank Jensen til Aktuelt.
Justitsministerens udmelding vækker harme hos de konservatives retspolitiske ordfører, Bendt Bendtsen, der nu vil forsøge at samle et flertal udenom regeringen for at få et forbud. Ministeren mener til gengæld, at straffen for formidling af børneporno skal skærpes.

Udvalg i Hobro melder sig selv
*Medlemmerne i børne- og kulturudvalget i Hobro har meldt sig selv til Tilsynsrådet. Det sker for at få afklaring på, om kommunens praksis med at opkræve betaling for børn i klubordninger er i strid gældende regler, skriver Aalborg Stiftstidende torsdag.
Alle er enige om, at forældrebetalingen maksimalt må udgøre 20 procent af de faktiske udgifter, men spørgsmålet er, om taksten skal fastsættes ud fra en 100 procents belægning eller den faktiske belægning på måske kun 75-80 procent. I Hobro gør man det sidste, og det betyder en forældretakst på 455 kr. - med 100 procents belægning ville prisen være 370 kr. pr. måned.

Taliban angriber opposition
*Voldsomme kampe omkring den afghanske hovedstad Kabul har krævet foreløbig over 100 dødsofre. Den islamiske Taliban-milits fortsatte torsdag en offensiv mod Ahmad Shah Masoods styrker for at erobre det sidste territorium, der er kontrolleret af Masood.
Tal fra læger, Taliban og oppositionen antyder, at omkring 130 mennesker er blevet dræbt i kamp og under raketangrebene.

Sinn Fein klar til nye forhandlinger
*Lederen af Nordirlands republikanske parti Sinn Fein, Gerry Adams, sagde torsdag, at han inviterer lederne af provinsens pro-britiske parti til forhandlinger for at starte på en frisk med fredsforhandlingerne. Det lykkedes ikke tidligere på måneden at nå til enighed om fred i Nordirland, og siden har forhandlingerne stået stille.

Uheldig tyv måtte lade bilen stå
*En 20-årig mand gjorde natten til torsdag et ifølge politiet ukvalificeret forsøg på at trække en dankortautomat fri fra dens plads ved en bank i Maribo. Manden bandt automaten fast til en bil med det resultat, at bilen gik i stå, hvorefter han stak af. Politiet anholdt ham senere - i en taxi på vej til Vordingborg.

Arbejdsløsheden er uændret
*Der var i juni 157.900 ledige. Sæsonkorrigeret svarer det til 5,7 procent af den samlede arbejdsstyrke, og det er uændret i forhold til måneden før.
Det gennemsnitlige antal ledige faldt fra maj til juni med 1.600 personer, mens faldet månederne før var på henholdsvis 1.200 og 3.200, fremgår det af tal fra Danmarks Statistik.

Selvmordsbombe dræber srilankansk parlamentsmedlem
*Den moderate srilankanske parlamentariker, Neelan Thiruchelvam, fra Den Forenede Tamilske Befrielsesfront (TULF) blev torsdag morgen dræbt, da en selvmordsbombemand angreb hans bil i hovedstaden Colombo, oplyste politiet.
Thiruchelvams livvagt samt tre politifolk blev såret ved bombeattentatet.
Eksplosionen skete kort efter at myndighederne havde udsendt en advarsel om risiko for bombesprængninger begået af separatistbevægelsen De Tamilske Tigre (LTTE). Men endnu har ingen organisation påtaget sig ansvaret for attentatet på den srilankanske parlamentariker.
Juli vurderes normalt som en kritisk måned i Sri Lankan, fordi De Tamilske Tigre markerer årsdagen for omfattende etniske uroligheder i 1983.
De Tamilske Tigre kæmper for selvstændighed på Sri Lankas nordlige og østlige del. I løbet af de sidste 15 år har disse kampe kostet mere end 55.000 mennesker livet.

Afgang til Kosovo
*De første 280 danske soldater,der skal danne forposten for en større styrke i Kosovo, tog i går afsked med Danmark. Danskerne skal udstationeres i den franske zone udenfor byen Mitrovica i det nordlige Kosovo. Byen er delt i to lejre - serbere på den ene side og albanere på den anden - og hadet ulmer i byen Inf.

'Frelserens' ankomst
*USA's udenrigsminister Madeleine Albright blev i går hyldet af tusindvis af Kosovo-albanere, da hun ankom til Kosovos hovedstad Pristina.
Med bemærkninger, som Kosovo skal aldrig blive scene "for massakrer og mord igen," levede den amerikanske udenrigsminister fuldt ud op til Kosovo-albanernes forventninger.
Men den amerikanske udenrigsminister advarede også befolkningen i Kosovo mod at forfalde til hævn mod serberne.
"I får ingen støtte fra verden, hvis I er intolerante og tager loven i egen hånd," sagde hun.
Hendes advarsel faldt dagen efter, at 14 Kosovo-serbere fra landsbyen Gracko onsdag blev begravet, efter at de den 23. juli var blevet myrdet af uidentificerede gerningsmænd.
Leder og artikler på forsiden og tema side 6

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu