Læsetid: 5 min.

Overblik

3. juli 1999

Vold i Tyrkiet efter Öcalan-dom
*Syv personer blev dræbt i den østlige del af Tyrkiet af formodede kurdiske separatister kun få timer, efter at en bombe i et kaffehus i storbyen Istanbul sårede tre personer. Det rapporterer flere tyrkiske medier fredag.
Og ifølge embedsmænd fra den tyrkiske sikkerhedstjeneste i provinsen Diyarbakir blev 22 kurdiske oprørere og fire medlemmer af sikkerhedsstyrkerne dræbt i kampe i provinserne Hakkari, Batman, Bingol og Sirnak i det sydøstlige Tyrkiet - en traditionel højborg for kurderlederen Abdullah Öcalans Kurdiske Arbejderparti (PKK).
Öcalan blev tirsdag dødsdømt efter en fire uger lang retssag, hvor anklagepunkterne lød på landsforræderi, seperatisme samt mord.

Større afstand mellem rig og fattig
*Afstanden mellem rig og fattig øges i Danmark. Husstande med lave indkomster finansierer det daglige forbrug ved at gældsætte sig, mens højindkomstfamilier sparer op. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Samtidig er der en markant forskel på, hvad de forskellige indkomstgrupper bruger pengene på. Lavindkomstgrupper bruger hele 65 pct. af deres indkomst på bolig og fødevarer, tobak, drikkevarer samt beklædning. De højest gagerede bruger blot 40 pct. af deres indkomst til disse formål.

USA ønsker beviser mod Pinochet
*USA har anmodet Spanien om beviser, som kan føre til en retsforfølgelse af Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet i USA, meddelte en amerikansk talsmand torsdag. Det amerikanske justitsministerium efterforsker Pinochets formodede rolle i et bilbombeangreb i Washington i 1976 mod den eksilerede socialistleder Orlando Letelier og hans amerikanske assistent Ronni Moffitt.
En talsmand for Clinton-regeringen, der ønskede at være anonym, sagde, at justitsministeriet havde drøftet udveksling af informationer om Pinochet, som siden oktober har siddet i husarrest i London på baggrund af en udleveringsanmodning fra Spanien.
Onsdag offentliggjorde USA 5800 hidtil hemmeligholdte Pinochet-dokumenter, der ifølge eksperter bl.a. viste, at USA udmærket var klar over de overgreb, der fandt sted under og efter kuppet mod socialisten Salvador Allende. Mere end 3000 chilenere døde eller forsvandt.

Barak skal mødes med PLO-leder
*Den kommende israelske regeringschef, Ehud Barak har aftalt et mødes med PLO's leder, Yasser Arafat, kort efter den nye regering bliver præsenteret for det israelske parlament, Knesset, oplyste Baraks talsmand, Davod Zisso. Barak forsøger tilsyneladende at berolige PLO-lederen, som frygter at Israel vil prioritere fredsforhandlinger med de arabiske nabolande frem for med PLO. Barak understregede i en telefonsamtale med Arafat fredag, at han vil arbejde med fredsforhandlinger med både palæstinænserne, Syrien og Libanon. Når Barak og Arafat mødes ansigt til ansigt, bliver det det første israelsk-palæstinænsiske topmøde i næsten syv måneder.

Hjemrejsen til Kosovo planlægges
*Udlændingestyrelsen har lagt op til en smidig forretningsgang, når flygtninge skal hjem til Kosovo, sagde lederen af asylafdelingen i Dansk Røde Kors, Jørgen Chemnitz, fredag efter et møde med direktøren for Udlændingestyrelsen, Claes Nilas. En række praktiske problemer melder sig imidlertid. Blandt andet manglende papirer og visum til lande, de skal gennemrejse, fordi de endnu ikke kan flyve direkte til Kosovo. Når formaliteterne er klarlagt, regner Claes Nilas kun med få dages sagsbehandling for de flygtninge, som vil rejse allerede nu.

Kræftsyge ladt i stikken
*Afsløringen af ureglementeret kræftforskning med genterapi på Århus Kommunehospital bringer nu et internationalt behandlingsprojekt til standsning, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Hammersmith Hospital i London har med øjeblikkelig virkning suspenderet lederen af projektet på grund af beskyldninger om ulovlig patientbetaling i forbindelse med den århusianske gen-sag.
Dermed mister en række danske patienter med uhelbredelig leverkræft den sidste mulighed for behandling.

Smuglervarer truer danske maver
*Ulovligt importerede fødevarer vælter ind over den danske grænse. Øl, sodavand, chokoladebarer samt frugt og grønt er blot nogle af de varer, der handles ulovligt i en stribe butikker og grønthandlere i især Århus og København.
Meget tyder på, at den omfattende indsmugling er organiseret med levering lige til kioskdøren. Statskassen lænses for millioner, fordi varerne ikke pålægges danske afgifter og formentlig heller ikke moms og skat af fortjenesten. Men også det sundhedsmæssige aspekt spiller ind.
Når varerne smugles ind fra især Polen og Tyskland, er de ikke registreret i Danmark. Dermed er der heller ingen veterinærkontrol, og det giver frit spil for bakterierne.

Danfoss skal spare 250 mio. kr.
*Danmarks største industrivirksomhed, Danfoss, skal spare 250 mio. kr. i årets sidste halvdel. Det har ledelsen besluttet.
Direktør Jørgen Mads Clausen siger, at baggrunden er dårligt salg i årets første måneder. Besparelserne på 250 mio. kr. svarer til fem pct. af omkostningerne. Jørgen Mads Clausen regner med, at det kan lade sig gøre uden mange afskedigelser. Han regner med, at 50 medarbejdere, fortrinsvis mellemledere, skal afskediges.

Syd- og Nordkoreas dialog afbrudt
*Forhandlere fra det amerikansk støttede Sydkorea afbrød fredag dialogen med Nordkorea i den kinesiske hovedstad, Beijing. Sydkoreas begrundelse er, at de nordkoreanske forhandlere ikke vil lade sig rokke i spørgsmålet om genforening af adskilte familier i Nord- og Sydkorea.
Dog vil samtalerne på viceministerniveau mellem de to lande fortsætte.

Skattesystemet år 2000
*Skatteministeriet har indbudt studerende på de videregående uddannelser til at give et bud på, hvordan skattesystemet skal se ud efter år 2000. Den bedste besvarelse belønnes med en præmie på 50.000 kroner.
"Det er helt afgørende for fornyelsen af skattesystemet, at der hele tiden er mennesker, som kompetent og kreativt kan formulere visioner og synspunkter. Det sikrer vi blandt andet ved at få unge på videregående uddannelser til at interessere sig for skat og skattevidenskabelig forskning," siger departementschef i ministeriet Peter Loft.

Nordirsk krudttønde
*PORTADOWN - Soldater sætter pigtråd op, og håndværkere bygger 'fredslinier' - høje, metalplankeværker - for at holde katolikker og protestanter fra hinanden i Nordirlands mest anspændte by, Portadown.
For i morgen kan krudttønden ryge i luften. Da vil tusindvis af protestanter demonstrere mod, at deres traditionelle march gennem et katolsk beboelseskvarter er blevet forbudt både i år og sidste år på grund af risikoen for voldelige sammenstød mellem de to grupper.
Storbritannien meddelte fredag, at man sender yderligere 400 soldater til Nordirland for at slutte sig til de 1400, der allerede er øremærket til at overvåge søndagens march gennem Drumcree ved Portadown.
Også i år er Orangeordenen blevet nægtet tilladelse til at marchere gennem det katolske kvarter i udkanten af Portadown.
Et tilsvarende forbud sidste år, førte til 10 dages uroligheder, der kulminerede i et brandattentat mod et hus, hvor tre katolske drenge indebrændte.
Årets sikkerhedsopbud i forbindelse med Drumcree-marchen er den mest omfattende i forbindelse med denne begivenhed nogensinde.
beb

Redigeret af Pernille Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu