Læsetid: 5 min.

Overblik

9. juli 1999

16 huse stukket i brand i Kosovo
*16 huse i det gamle serbiske kvarter i Prizren i Kosovo blev stukket i brand onsdag aften, sagde chefen for de tyske fredsbevarende styrker i Kosovo, KFOR, general Fritz von Korff, der tilføjede, at seks mistænkte var blevet anholdt. Generalen beklagede "ligegyldigheden" hos Prizrens indbyggere efter det seneste angreb. Prizren plages af spænding mellem serbere og etniske albanere.
Ved et pressemøde lidt uden for Pristina med oppositionslederen Zoran Djindjic, kom det onsdag til en konfrontation mellem oppositionslederen, journalister og omkring 100 vrede serbere. Konfrontationen blev bragt til ophør, da britiske soldater fra den internationale KFOR-styrke greb ind.

William Cohen i Danmark
*USA's forsvarsminister, William Cohen, kom i går til København, som første stop på en ugelang rundrejse til seks europæiske lande med et besøg i København. Under opholdet i København skal han mødes med forsvarsminister Hans Hækkerup (S).
Cohen skal ud over Danmark besøge Norge, Albanien, Ungarn, Grækenland og Tyrkiet, hvor han skal føre samtaler med sine forsvarsministerkolleger. Koso-
vos fremtidige udvikling, NATO's forhold til Rusland og Partnerskab for Fred-aftalen er de vigtigste emner, som Cohen skal diskutere med sine europæiske kolleger.

Politianmeldelse var grundløs
*Det var en falsk anklage, da en kvinde i medierne beskyldte en betjent fra Station 1 i København for at have forsynet hende med narko til gengæld for seksuelle ydelser. Det mener statsadvokat Karsten Hjorth, der har bedt Rigspolitiet om at sigte kvinden for falsk anklage.
Den prostituerede kvinde hævdede, at en navngiven politimand havde forsynet hende med beslaglagt narko som betaling for sex, og at han havde visiteret hende på en seksuelt krænkende måde.
Men der er intet fremkommet under efterforskningen, som på nogen som helst måde støtter anmeldelsen, mener Karsten Hjort.

Våbenhvile underskrives lørdag
*Zambias præsident, Frederick Chiluba, meddelte i går, at afrikanske stats- og regeringschefer imorgen lørdag samles i Zambias hovedstad, Lusaka, for at underskrive den våbenhvileaftale, der skal afslutte borgerkrigen i Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo).
Aftalen betyder at de seks afrikanske lande, der har været involveret i kampene, skal trækker deres styrker ud af DRCongo. Krigen i DRCongo brød ud i august i fjor, efter at oprørere, støttet af Rwanda og Uganda, greb til våben for at vælte DRCongos præsident, Laurent Kabila.

Firmaskat bag boligfidus
*Hver anden lejlighed, som i disse dage sælges i landets fire store universitetsbyer, bliver ifølge Politiken købt af forældre, der lejer ud til deres børn. Årsagen er den såkaldte virksomhedsskatteordning, der kan bruges af alle. Fradragsværdien af renteudgifterne her er 59 procent i stedet for de gængse 40 procent. Den udbredte brug af virksomhedsordningen vækker harme blandt skatteeksperter.
SFs Aage Frandsen vil i denne uge bede skatteminister Ole Stavad (S) om at stoppe brugen af virksomhedsordningen ved forældrekøb.

Kritisk iransk dagblad lukkes
*Kun få timer efter at Irans konservative parlament onsdag godkendte nye ind-skrænkninger i pressefriheden, blev et af de førende reformvenlige dagblade er lukket.
Ifølge nyhedsbureauet IRNA er dagbladet Salam, der står tæt den reformvenlige præsident Mohammad Khatami, blevet forbudt ved en "mundtlig afgørelse fra de juridiske myndigheder".
Moderate kræfter har kritiseret den nye presselov for at være et forsøg på at kvæle ytringsfriheden forud for næste års vigtige parlamentsvalg.

TV 2-overskud trods fyringer
*På trods af massive nedskæringer og fyringsrunder kom TV 2/Danmark ud af 1998 med et overskud på 89 millioner kroner. Tv-stationen har gennemført i foråret for at spare 143 millioner kroner over halvandet år.
Men resultatet svarer til de forventninger, TV 2 havde til året, hvor målet er, at stationen skal op på en fri egenkapital på 200 millioner kroner ved udgangen af år 2000. Kapitalen er med resultatet for 1998 nået op på 111 millioner kroner.
Denne konsolidering betegner TV2's administrerende direktør, Jørgen Flindt Pedersen, som vigtig for at stationen kan klare sig.

2.000 slaver løskøbt
*En kontroversiel menneskerettighedsorganisation sagde torsdag, at den har løskøbt 2.035 slaver på en syv-dages rejse i det sydlige Sudan. Den schweiziske organisation, International Kristen Solidaritet (IKS), betalte 50 dollar (ca. 350 kr.) per slave eller over 100.000 dollar i alt i kontanter til arabiske mellemmænd, der købte slaverne fri.
Beboere i det sydlige Sudan siger, at arabisk militær, tager sydpå for at plyndre, afbrænde og bortføre kvinder og børn, som de så sælger som slaver i nord.
IKS egen løsepenge-praksis kritiseres dog omvendt for at holde liv i slavehandelen. Carol Bellamy fra FN's organisation for børn, UNICEF, mener, at IKS er røget ind i en ond cirkel.

Ingen adgang til Ungdoms-OL
*Udlændingestyrelsen har nægtet 44 unge jugoslaver at komme til Ungdoms-OL, der starter i Esbjerg på søndag. De er ramt af en EU-boykot mod idrætsudøvere fra det tidligere Jugoslavien.
Danmarks Idrætsforbund er utilfreds med udelukkelsen af de 44 unge jugoslaver. Generalsekretær i DIF, Karl Kristian Koch, siger til DR-Radio Syd, at det er forkert, når de danske myndigheder tager de unge som gidsler i en storpolitisk konflikt ikke mindst nu, da krigen er slut.

Svag euro god for eksporten
*Den lave kurs på den fælles europæiske valuta, euroen, over for den amerikanske dollar er til fordel for eksporten, sagde Tysklands finansminister, Hans Eichel, da han i går var i København for at møde finansminister Mogens Lykketoft og økonomiminister Marianne Jelved.
Den fælles valuta er siden i årsskiftet faldet med knap 13 pct. over for dollaren og nåede i går med en kurs på 1,0163 en ny bundrekord over for dollaren.
"Om et år vil relationen mellem euroen og dollaren være en helt anden end i dag, fordi den økonomiske udvikling i Europa til den tid vil være bedre end i USA," mener Eichel.

Dansker til tops i International PEN
*Forfatteren og kulturjournalist på dagbladet Aktuelt, Niels Barfoed, er på den internationale forfatterorganisation, PEN's kongres i Warszawa, blevet valgt til den syv mand store bestyrelse for de næste to år. Niels Barfoed har i mange år været aktiv i PEN. Blandt andet var han formand for Dansk PEN fra 1991 til 1997. PEN arbejder for skribenters ytringsfrihed i hele verden.

Færgebrand på Kattegat
*Der udbrød en omfattende brand i maskinrummet på den norske færge M/S Princess Ragnhild i går morges i Kattegat ud for Göteborg.
Branden opstod kort efter klokken to om morgenen og blev af skibets kaptajn hurtigt vurderet som så alvorlig, at alle 1.200 passagerer fik besked om, at de skulle evakueres.
En omfattende redningssaktion blev sat i gang, og adskillige fragtskibe og to andre færger nåede i løbet af kort tid frem til M/S Princess Ragnhild,. Helikoptere fra Danmark, Norge og Sverige deltog også i redningsarbejdet.
Heldigvis var vejret roligt, og da dagen begyndte at lysne kunne evakueringen foregår uden den helt store dramatik. En gruppe specialuddannede brandfolk forhindrede sammen med skibets besætning at branden bredte sig fra maskinrummet, og kort før klokken seks om morgenen kunne skibets besætning meddele, at branden var slukket.
Ulykken kostede en 70-årig norsk kvinde livet, da hun fik alvorlige hjerteproblemer under branden, og hun døde torsdag eftermiddag på hospitalet i Göteborg. Bortset fra den norske kvinde var der kun få lettere sårede at behandle. Der var ingen danskere blandt færgens passagerer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu