Læsetid: 12 min.

Pressen er min bedste beskyttelse

31. juli 1999

Lyngby-præsten Leif Bork Hansen har i de forløbne ni måneder udkæmpet slag på flere fronter. Mod politi, ministerium og politikere. Medierne har været præstens stærkeste våben - lige indtil medieomtalen blev en trussel mod ham selv

Nu er der hul igennem. Vi skriver Danmarkshistorie!" De to mænd i bilen brøler deres glæde ud. I Radioavisens 16-udgave fredag den 23. juli har de netop hørt Jørgen Estrup, gruppeformand for Det Radikale Venstre, sige de forløsende ord: De 24 serbiske asylsøgere under jorden bør få midlertidig tilladelse til at blive i Danmark.
Indslaget fyldte syv ud af Radioavisens ti minutter. Der er hul igennem.
Den grå Skoda Octavia fræser ud ad Amager Landevej på vej mod Kastrup Lufthavn en del hurtigere end lovligt er.
På bagsædet sidder den tidligere nødhjælpschauffør Kim Andersen fra Thyborøn og kæderyger Look Light.
Forud er gået en dag, hvor Kim Andersen - tidligere medlem af Fremskridtspartiet - har ageret frontsoldat i kampen for de 24 udviste serbere. Ved møder med flygtningeordførere i Folketinget og som hovedperson i flere interview med landsdækkende medier.
De to mænd har aftalt, at Kim Andersen skal udfylde rollen som lynafleder, der tager mediernes søgelys væk fra den anden mand i bilen, Lyngby-præsten Leif Bork Hansen.
Det skal han, fordi den 57-årige Bork Hansen er en presset mand.
Allerede dømt for at hjælpe serberne med at holde sig skjult, truet med fyring af Kirkeministeriet og nu atter sigtet af politiet.
Derfor har præsten valgt at træde et skridt tilbage, og han må flere gange denne fredag takke nej til tilbud om interview i de landsdækkende medier.
"Nu må sagens udvikling ikke blive forstyrret af min person, derfor er det vigtigt, at Kim kører det," siger han.
Dette fravalg af medieomtale er en ny strategi.
"Pressen har hele tiden været min bedste beskyttelse," har Bork Hansen udtalt gentagne gange de seneste ni måneder. Og han mener det stadig.
"Er man ude i et ærinde, hvor man intet har at skjule, er pressen den bedste forbundsfælle man kan få."
Men nu truer netop medieomtale selve hans virke som præst - fordi et privat brev blev offentliggjort ved en fejltagelse.

Sagen skydes for alvor i gang i oktober 1998 med et kort nyhedstelegram: "Præst i Lyngby, Leif Bork Hansen, har påtaget sig ansvaret for onsdag at have skjult fire serbiske flygtninge, som stod foran udvisning til Østslavonien," skriver Ritzaus Bureau den 22.oktober. En journalist fra bureauet har ringet præsten op i en anden anledning, men Bork Hansen fortæller straks om sit initiativ med at skjule serberne.
På dette tidspunkt er de danske myndigheder i fuld gang med at udvise serbere fra Østslavonien, i alt omkring 150 mennesker.
De fire første i skjul stammer fra et asylcenter ved Gudme, og hurtigt efter henvender flere serbere sig til Bork Hansen. En del af dem har hørt om ham fra det arbejde, han udførte for bosniske børn i Lyngby. Flygtningebørnene måtte ikke gå i danske folkeskoler under krigen i det tidligere Jugoslavien, men Bork Hansen gik fra skole til skole og overtalte de lokale skoleinspektører til at lade børnene deltage. Som resultat fik børnene adgang i en række kommuner.
En decideret regelændring har præsten ingen store forhåbninger om denne gang. Men han arbejder på, at serbernes sager bliver revurderet af de danske myndigheder. Indtil det sker, bliver de udviste asylsøgere gemt af vejen hos private, der af sig selv har tilbudt hjælp til præsten.
Bork Hansen kommer øjeblikkeligt i fokus. Aviser og radio- og tv-stationer kaster sig over ham, og hans budskab kommer ud:
"Hvis nogen træder over min dørtærskel og beder om hjælp, så er jeg forpligtet. Præsteboligen har altid været et sted man kunne henvende sig, hvis man er i nød."
"Havde det været under besættelsen, kunne jeg naturligvis ikke stå offentligt frem og sige, at jeg skjuler flygtninge. Men i dag kan det være med til at skabe opmærksomhed om sagen," siger han.
Ikke al opmærksomheden er af positiv karakter. Adskillige breve truer Bork Hansen med likvidering, og nazi-lederen Jonni Hansen melder ham den 24. oktober til politiet.

Inden Leif Bork Hansen indtager en af hovedrollerne i serber-sagen, har han flere gange ramt mediernes overskrifter. Første gang i sognene Græse-Sigerslevvester, hvor han i sit debut-år som præst i 1969 lader en afrikansk danserinde optræde i kirken. For den idé inkasserer han en skarp advarsel fra sine foresatte. Sagen bliver mandsopdækket af både den regionale Frederiksborg Amts Avis og af BT og Ekstra Bladet, hvorigennem stor folkelig støtte til den unge præst medvirker til at holde et krigerisk menighedsråd tilbage.
"Allerede dengang blev jeg meget bevidst om pressens indflydelse," siger Bork Hansen. Den opfattelse holder han fast ved.
I starten af februar 1999 skrues der op for retorikken. Bork Hansen sammenligner den danske udlændingepolitik med situationen i 1930'erne, da tyske jøder blev udvist af Danmark og sendt retur til nazisterne.
Reaktionen udebliver ikke. De fleste aviser, heriblandt Information, portrætterer præsten, og det kommer frem, at 27 serbere nu er under jorden.
På dette tidspunkt forberedes indgriben over for Lyngby-præsten på flere fronter. Indenrigsminister Thorkild Simonsen tager til genmæle og udtrykker ønske om, at politiet går ind i sagen om den lovbrydende præst. Og Kirkeministeriet modtager flere klager over Bork Hansen fra utilfredse borgere, og ifølge Informations oplysninger presser ministeriet biskop Lise-Lotte Rebel fra Helsingør Stift til snart at skride til handling.
Netop skride til handling gør Lyngby Politi. Den 10. februar sigtes Leif Bork Hansen for brud på Udlændingelovens paragraffer om medvirken til ophold for udviste udlændinge.
På politistationen afhøres præsten i et par timer. Med sig har han salmebogen og Søren Kierkegaards bog Kirkekampen, der beskriver kampen mod den etablerede kirke. Sigtelsen er biskoppens stikord. Hun indkalder Bork Hansen til en tjenstlig samtale, der skal finde sted den følgende uge.
Inden samtalen finder sted, vil biskoppen, sammen med provst Lis Rechendorff, søge at trække præsten væk fra den intense mediedækning. Om aftenen, efter politiets afhøring, ringer provsten til Bork Hansen og beder ham melde sig syg.
Udspillet falder imidlertid ikke i god jord. Tværtimod. Præsten føler sig på dette tidspunkt stærkt presset på sit embede og frygter at være på vej mod en suspendering. Derfor går han til medierne igen.
"Nu kan det være nok," siger præsten på det tidspunkt, "nu vil de også gøre mig syg."
Den følgende morgen, den 11. februar, optræder han på landsdækkende morgen-tv, hvor han fortæller om den "kirkelige influenza," han er blevet tildelt.
Værtinden på morgen-tv fanger ikke budskabet, som Leif Bork ellers bevidst gør en del ud af at lancere, men det er der andre, der gør. Journalister ved den skrivende presse kaster sig over sagen.
Teologiske eksperter kommer til orde i aviserne, og de gør det klart, at præsten kun kan holdes fra arbejdet med en direkte suspendering.
Med pressens skriverier i ryggen slår Bork Hansen igen.
"Det glæder mig. Så er jeg altså ikke syg mere. Der må være sket det i løbet af formiddagen, at den kirkelige influenza er forsvundet," siger Bork Hansen den følgende dag.
"Pressen har hele tiden været min bedste beskyttelse," siger han igen og genoptager de kirkelige pligter.
Biskoppen må på retræte. Hun forklarer, at det kun var for at give den pressede præst lidt ro og fred, og provsten kalder tiltaget for "lidt moderlig omsorg."
Fire dage efter er Bork Hansen til morgenmøde hos biskoppen i Helsingør.
Allerede ved indgangen til det gamle, røde kloster, der nu dammer ramme om biskoppens bolig, står både TV-Avisen og TV 2-Nyhederne og venter.
Bork Hansen medbringer en tekst, der som tema har, at man må adlyde Gud mere end mennesket.
Efter mødet forsøger Lise-Lotte Rebel at overtale Bork Hansen til at forlade huset via bagdøren for derved at undslippe den ventende presse. Han afslår - igen med henvisning til mediernes betydning for hans position - og overtaler hende til, at de sammen møder den ventende presse uden for bygningens glasdøre.
Efterfølgende fortæller biskoppen, at Bork Hansen nu trækker sig ud af sagen. Det er dog kun delvist sandt. Præsten har lovet fremover at undgå mediernes søgelys - ikke at stoppe arbejdet med serberne - fordi Søren Søndergaard fra Enhedslisten samme dag rejser sagen om de skjulte serbere politisk.
"Mit mål er nået," siger Bork Hansen.
Hans exit fra manuskriptet kommer til at vare tre dage.

Syv af serberne har fundet husly hos en 74-årig pensionist i Vestjylland," fortæller DR Midt & Vest den 18. februar. Bork Hansens navn bringes i fokus igen. Værre bliver det, da betjente fra Holstebro Politi ransager pensionisten, Villy Pedersens hus i Lemvig, og offentligt erklærer, at de vil sammenkøre deres sag med Lyngby Politi for at få ram på Bork Hansen.
"Det føler jeg er en yderst ubehagelig forværring, tænk at gå ind på den måde hos en gammel mand," siger Leif Bork Hansen umiddelbart efter ransagningen, som han selv gør Information opmærksom på, da en journalist ringer op i en anden anledning.
På det politiske plan taber sagen terræn. Indenrigsminister Thorkild Simonsen er i samråd, hvor han oplyser at situationen i Østslavonien er tilfredsstillende. Hjemsendelserne fortsætter. Beslutningen er dårligt nyt for serberne, og også for Leif Bork Hansen. Det kniber med at få serberne under jorden placeret, så politiet ikke kommer på sporet af dem.
"Jeg kan ikke sove om natten. Alle de mennesker, der hele tiden skal flyttes rundt. Stemningen er ikke den bedste lige nu," siger Bork Hansen, påvirket af den politiske blindgyde, sagen er endt i.
Endnu mere modvind kommer han i, da anklagemyndigheden ved Lyngby Politi erklærer, at de går efter at sætte ham i fængsel. Det vil i givet fald være en væsentlig stramning i forhold til de bøder, der tidligere er blevet uddelt for at holde udlændinge skjult.
Efter denne drejning, og indtil retssagens start, mister sagen for en stund mediernes interesse. Leif Bork Hansen bruger alle sine kræfter på at få det til at hænge sammen rent praktisk, så serberne kan overleve under jorden.
Flere gange må han sende breve ud til mennesker, der tidligere har hjulpet, og bede dem om igen at yde økonomisk støtte til sagen. En fremgangsmåde, der senere skal bringe præsten i alvorlige vanskeligheder.

Den 25. maj eksploderer sagen igen. Leif Bork Hansen idømmes 20 dages betinget hæfte i en fuldstændigt proppet retssal i Lyngby Ret, hvor enkelte tilhørere har medbragt strandstole for at få plads. Andre sidder på gulvet. Den betingede dom betyder, at dømmes Bork Hansen igen for en lignende forseelse, skal han afsone straffen.
Spørgsmålet, som journalisterne stiller præsten igen og igen er naturligvis, om han så vil indstille sit ulovlige arbejde med de skjulte serbere.
"Jeg er løbende totalt orienteret om, hvad der foregår, og jeg garanterer for deres sikkerhed. Mere vil jeg ikke sige nu," svarer han uden for retssalen.
Leif Bork Hansen er nu helt opmærksom på, hvad åbenmundede udtalelser til pressen kan føre med sig af problemer, og han sørger omhyggeligt for udelukkende at kommentere dommen og undgår udtalelser om fremtiden.
I starten af juni indstiller biskoppen til ministeriet, at dommen ikke bør få konsekvenser for præstens fremtidige kirkelige arbejde, fordi Bork Hansen efter hendes mening har passet sit embede "upåklageligt."
Den 17. juni udsættes præsteboligen i Lyngby for hærværk. Der males hagekors på huset, og en brosten smides ind gennem det ene vindue.
Leif Bork Hansen er på daværende tidspunkt på ferie i Rom, og pressens forsøg på at få en kommentar til hærværket saboteres af Bork Hansens datter, der forbyder rejseselskabet at videregive telefonnummeret på forældrenes hotel. Pressen skal holdes på afstand nu. Først ved hjemkomsten til Kastrup Lufthavn får Bork Hansen og hans kone besked.
Kirkeministeriet har, selv efter at have læst indstillingen fra biskoppen, arbejdet videre med planer om at presse Bork Hansen op i en krog. Den 26. juni modtager Leif Bork Hansen en skriftlig advarsel fra kirkeministeren.
"Det er ministeriets opfattelse (..) at De har gjort dem skyldig i tjensteforseelse ved (..) at have overtrådt Tjenestemandslovens paragraf 10. Ministeriet er herefter sindet at tildele Dem en advarsel," står der i brevet.
"Sognepræsten har ikke vist sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver," supplerer fuldmægtig Aase Garvin fra Kirkeministeriet over for pressen.
Få dage efter indløber endnu et brev fra ministeriet, hvori det gøres klart, at "..det vil kunne få konsekvenser for Deres fortsatte ansættelse som præst i Folkekirken, hvis De på ny gør Dem skyldig i en tjenstlig forseelse."
Bork Hansen raser over den utvetydige trussel.
"Med advarslen har ministeriet sagt, at kirken først og fremmest er en del af det etablerede samfund. Det her afslører nogle frygtelige mangler ved den kirkelige struktur. Kirken er efterhånden forvandlet til ceremonier og ligegyldigheder. Det er blevet meningstomt og tandløst," siger han.
Advarslen er udelukkende affødt af den betingede dom, Leif Bork Hansen modtog i maj måned. Hvad de ministerielle embedsmænd ikke ved, da de sender brevet til Lyngby, er, at Bork Hansen allerede på daværende tidspunkt igen er under beskydning i en ny sag om brud på Udlændingeloven.

For at indsamle penge til de skjulte serbere, har præsten endnu en gang udsendt et antal breve til privatpersoner, der tidligere har ydet finansiel støtte eller givet husly. I brevet anmodes de om at indbetale "overlevelseshjælp" til serberne på en konto i Unibank.
Et af brevene er til et socialdemokratisk medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Han opfatter ikke helt sagens alvor, og genoptrykker brevet som pressemeddelelse, som han sender ud. Stadigt indeholdende Bork Hansens navn og gironummeret. Blandt andet Københavns Radio modtager brevet - der altså nu har antaget form som pressemeddelelse - og omtaler det i æteren.
Lyngby Politi reagerer prompte på dette nye forsøg på at hjælpe de udviste serbere under jorden. En betjent opsøger Bork Hansen i præsteboligen den 13. juli og beder om lov til at gå ind på kontoen. Præsten nægter imidlertid at udtale sig for at vinde tid til at tømme kontoen. Om ikke andet skal pengene reddes i land.
Det lykkes for ham, straks inden politiet dukker op igen, denne gang bevæbnet med en dommerkendelse. Betjentene får adgang til kontoen og begynder arbejdet med at klarlægge, hvem der har indbetalt hjælp.
På dette tidspunkt er der 24 serbere under jorden. Resten af den gruppe, der har talt 31, er taget til England, hvor de har søgt opholdstilladelse.
En voldsom kirkelig debat blusser op i kølvandet på ministeriets advarsel til Bork Hansen. Biskop Lise-Lotte Rebel protesterer offentligt over ministeriets tilsidesættelse af hendes indberetning. I samme dur lyder protester fra Margrete Auken (SF), Tove Videbæk (KrF.), Henrik Svane (R) og flere præster - deriblandt Søren Krarup og Asger Baunsbak-Jensen.
Den apostolske kirke opfordrer endda sin menighed til at skjule udviste asylsøgere, hvis de skønnes i livsfare, og domprovsten i Viborg indrømmer, at have huset en enkelt udvist serber.
Debatten om de skjulte serbere blomstrer ikke i samme grad som følge af advarslen. Der skal noget helt andet til: En thailandsk fiskerkone fra Thyborøn, der bliver udvist af Danmark, fordi hun ikke tilbringer nok tid sammen med sin mand, der i sagens natur er meget på søen. Voldsom kritik af Udlændingestyrelsen rejser sig, og styrelsen erkender "fejlskønnet" og omstøder afgørelsen.
Sagen er en gylden mulighed for Bork Hansen til at sætte de skjulte serbere på dagsordenen igen.
"Jeg har hele tiden været meget bevidst om, at skulle denne har sag vindes, var det pressen, der skulle køre den igennem," siger Bork Hansen.
Derfor bringes nødhjælpschauffør Kim Andersen i spil, belæsset med dokumentation om serberes forhold i det kroatiske område Østslavonien. Dokumentation, der er indsamlet af 67 danske nødhjælpschauffører med erfaringer fra regionen. Pressen bider på igen.
"Før har vi skullet skrabe sammen til bropenge, nu betaler pressen sgu' flybilletter frem og tilbage," skraldgriner Kim Andersen i bilen på vej mod flyet til... Thyborøn, hvor han bor.
Tids nok til at nå hjem og se TV-Avisen senere på aftenen. En TV-Avis, hvor han er hovedhistorien.
Nu er der hul igennem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her