Læsetid: 4 min.

Rastløse søndage

2. juli 1999

Nu kan man først få Der Spiegel om mandagen

Sommerkiosk
Hver søndag gribes jeg af rastløshed. Frustreret flår jeg i det sagesløse avispapir, der denne søndag har fået Politikens eller Berlingskes ligegyldigheder og tomme kalorier trykt på sig og længes tilbage...
...til en søndag formiddag sidste år, da min tyske
kioskmand i Store Kongensgade i København med en henkastet bemærkning - jeg tror, han vidste, det ville gøre ondt - meddelte mig, at Der Spiegel fra den følgende uge først ville komme om mandagen.
Officielt udkommer Europas største nyhedsmagasin ganske vist om mandagen og har gjort det i mange år. Alligevel havde jeg, så længe jeg kunne huske, kunnet købe Der Spiegel i visse kiosker allerede søndag formiddag.
Overalt i Tyskland er kioskejerne påpasselige med først at sætte Der Spiegel til salg fra mandag morgen. Men deres danske kolleger har taget distributørernes krav mindre højtideligt - måske fordi de ikke kiggede på den påtrykte udgivelsesdag på dette tykke, uforståelige blad for samfundsnørder, eller fordi de (som min tyske kioskmand) havde sans for glæden ved at bruge en lang regnvejrs- eller solskinssøndag på at læse de i gennemsnit 238 sider på de i gennemsnit tre gennembladringer på gennemsnitligt to timer og 22 minutter (kilde: Spiegel-Copytests 1997).
Siden sidste år har jeg for det meste måttet undvære min tyske kioskmands lakoniske Vierundzwanzig (bladets pris i danske kroner) eller hans venlige Tschüß til afsked. For om mandagen, når jeg - nu i overensstemmelse med reglerne - indfinder mig i kiosken, er det oftest en ældre dame, der ekspederer. Og det på dansk.

Barn af krigen
Der Spiegel er - som nærværende publikation - et barn af anden verdenskrig, der i øvrigt er delvis medarbejderejet. Det er grundlagt af det britiske militær i 1946-47 med det formål at give tyskerne et tilbud om objektiv nyhedsformidling.
De britiske officerer fandt den unge eks-løjtnant Rudolf Augstein, som de knap havde gjort til chefredaktør, før han begyndte at kritisere regeringen i London, hvorefter briterne holdt op med at udgive Der Spiegel, som fik licens til at udkomme på eget ansvar.
Der Spiegel har mere end noget andet tysk blad påtaget sig at rydde op i Forbundsrepublikkens skandalesager.
Mest kendt er den såkaldte Spiegel-affære, som i 1962 førte til først varetægtsfængsling for landsforræderi af Rudolf Augstein og andre Spiegel-medarbejdere og siden til den højreorienterede Franz Josef Strauß' afgang som forsvarsminister.
Fra de seneste to årtier kan nævnes afsløringen af Flick-koncernens ulovlige tilskud til udvalgte politikere, skandaler i den vesttyske kooperation (Neue Heimat, co op) i 1980'erne eller Barschel-skandalen i Kiel fra 1987.
Det første, jeg gør, når jeg om mandagen (!) står med det nye Spiegel i hånden, er at slå op bagest i magasinet under sladderrubrikken Personalien. Den seneste dansker, der har været omtalt dér (endda med billede), var socialdemokraten Peder Sass, der i januar i år indtog en såkaldt body-tequila på Christiansborg.

Nogle gode døde
Bagest i der Spiegel findes også nekrologerne, Register, hvor der altid er nogle gode døde, som omtales ærligt og ofte ganske uflatterende. Som regel er der også blevet plads til dødsårsagen, hvad enten den skyldes aids, selvmord eller andet tidstypisk.
Først når jeg har studeret disse to rubrikker (og måske Hohlspiegel, der svarer til Hvad de dog siger), slår jeg op på den grundige, to siders indholdsfortegnelse forrest, hvor jeg kan se alle de faste elementer: Titel (nummer-ets forsidehistorie, som oftest er et tema på mange sider i bladet), Deutschland (tysk indenrigspolitik), Wirtschaft (erhverv og økonomi), Medien, Sport, Ausland (det internationale stof), Wissenschaft und Technik (om ny teknologi og forskning) og Kultur.
En Spiegel-artikel er bygget op efter en helt speciel, svært efterlignelig model, der fanger læseren ind i starten, fastholder ham eller hende over en eller flere sider, for så at slippe taget med en overraskende pointe.
Først fra 1998 har alle egentlige artikler i magasinet være forsynet med journalistens navn. Indtil sidste år var det kun de helt store profiler, der lagde navn til deres ord, mens det store flertal af skribenter skjulte sig bag den uniforme stil.
I 1970'erne levede Der Spiegel ud fra mottoet im Zweifelsfall links ("i tvivlstilfælde til venstre"), hvilket ikke skal forstås som partiskhed for nogen, men snarere som kritik af den koldkrigeriske kommunistforskrækkelse, der dengang dominerede Vesttyskland.
Selv om Der Spiegel i nyere tid gennem mange år har deltaget i den kritik, som oppositionspolitikerne Gerhard Schröder og Joschka Fischer rettede mod Kohl-regeringen, er magasinet på ingen måde blevet regeringsorgan, men skildrer i detaljer skænderierne internt i den nye, tyske regeringskoalition, hvis ledende skikkelser ligesom Der Spiegels nuværende chefredaktør Stefan Aust var unge og venstreorienterede i 1968.
Den mangeårige kansler Helmut Kohl koketterede i øvrigt med aldrig at læse i (eller give interview til) det "venstreorienterede" Spiegel, hvilket han - hvis det virkelig er sandt - næppe har til fælles med mange andre indflydelsesrige, tyske politikere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her