Læsetid: 4 min.

Rejsens længselstone

17. juli 1999

MO I RANA. Alene navnet er begrundelse nok for at gøre byen til et mål. Et navn med musik, en fortryllet klang, som var det opfundet af Knut Hamsuns sultekunstner. Men i virkeligheden er det snarere klang af malm fra byens store jernværk. Poesi er ikke det første indtryk der melder sig ved den regntunge ankomst oppe fra passet, hvor skyerne lagde sig kælent om køleren og nærmest skjulte storfjellet med dets højder op mod 1.000 meter. Byen er nybygget i lighed med så mange af de nordnorske, som tyskerne i krigens allersidste fase ikke undede et efterliv, men brændte af som tak for husly. Siden er den vokset til 25.000 indbyggere i tal.
Der er bart ned mod stranden, spredt bebyggelse af træhuse, som tøver man med et promenadeanlæg. Et melankolsk-intenst sommergrålys af den sære åbenhed vil ikke fortage sig her umiddelbart under polarcirklen, som man tror man kan se, når man har rejsens kortbog i hovedet. En stiplet streg på tværs af det Norge, der her smalner til, inden Nordkalotten sætter trumf på.

ET SYN rejser sig i vandkanten foran en. Flere meter høj står en mandsskikkelse med ryggen til. I vand til anklerne står han, armløs, ansigtsløs, lutter krop, mørk af lød som fjeldkysten. Der er langt at se gennem Ranafjorden ud til det åbne hav, forbi coasteren, der ligger for anker ret forude.
En havmand. "Herfra går jeg ud," hedder det om skulpturen. Skulle man tro romantiske forestillinger, eller hvad både Johannes Ewald og Jens Baggesen og en velkendt skillingsvise fortæller, måtte han ellers vende ansigtet appellerende mod land for at besnære en Agnete til at følge sig i det kolde dyb - som her i fjorden måler mellem 200 og 400 meter. Men de gamle folkelige forestillinger er mest af anden art. Nok er havfruer gerne dæmoniske og forførende. Havmænd er imidlertid skikkelige, endda godmodige. Fik man en havmand i nettet, burde man give ham en gave, et par strømper f.eks. Så gav han til gengæld en gode råd om vind og vejr og lurende farer.
Havmanden i Mo i Rana figurliggør driften mod havet, mod den vide verden. Udlængslen er også her forståelig nok og anviser den undersøiske udvej til afveksling fra fantasiens vej over fjeldet. På turistbureauets afbildning af ham sidder der en måge på hans skulder. Ikke en Odin med de rådgivende ravne om ørerne, det numinøse er verdsliggjort med hverdagens fugle, de allestedsnærværende måger. Det er en mand på vej, dukket op af det kollektivt ubevidste.

DOMUS indkøbscenter i Mo i Rana rummer en stor, smuk boghandel med et litterært vareudvalg hinsides turismens nærmeste behov. Altså et læsende folk. På et bord med nedsættelser, endda med ekstra 50 % rabat, ligger en nyudgave af Maurits Hansens fortælling Othar af Bretagne. Maurits Hansen (1794-1842) var uhyre velanskrevet i sin produktive levetid. Ud over et væld af prosafiktion skrev den eksamensløse lærde mand, en modermålets grammatik, en fransk grammatik, et latinsk leksikon, en geografi, en almen verdenhistorie foruden en praktisk vejledning for unge fruentimmer, for kun at nævne en del af hans udlængsel og formidlingsdrift. En mand vel værd at kende. I en udgave af hans fortællinger fra 1969 siges han at høre til de glemte forfattere, en af dem der nu bare er et navn i litteraturhistorien. Men den ændrer sig jo, så i dag kappes man om at glemme kun de faglige bøger og ellers anerkende Maurits Hansen som skaberen af den norske novelle og som intet mindre end den, der skrev verdens første kriminalroman, Mordet på maskinbygger Roolfsen (1840) med en hel detektivisk opklaring af dette mord på trods af en uskyldigs tilståelse. Er der nogen, der siger Blicher og Præsten i Vejlby? Men dér er det skæbnen og ikke detektivisk snilde, som afslører forbryderen.

MEN NU DENNE Othar og længslen efter det større liv. En romantisk, fantastisk fortælling i tysk manér efter de la Motte Fouqué, der også har en Othar, fortalt i 1819, i stil med både Ingemann og Novalis, et riddereventyr i centraleuropæisk middelaldermiljø både under og over jorden.
Alternerende med Ib Michaels vandrehistorie Atkinsons biograf, hvis fortællinger heller ikke har fraskrevet sig brugen af gengangere, personfordoblinger, mystiske slægts- og skæbnesammenhænge, egner Maurits Hansens Othar sig til oplæsning på hotelværelset for at fordrive den lyse nats spøgelseskarakter efter fortæringen af middagens ishavsret, grenadérfisk fra dybet derude, som havmanden overvåger. Othar af Bretagne er en historie om dystre skæbnespil, forskrivelse til den onde, for så vidt en tidlig, filosofisk dannelsesroman, ja, hvorfor ikke en vandrehistorie, om vejen til frelse gennem farlige alliancer med skumle magter, troddom, hor og mord.
Et ganske raffineret træk til sammenbinding af den vidtløftige fortælling er en genkommende sang, hvor nye vers føjes til ved vigtige stadier af heltens erfaring. Optakten lyder i den fornorskning, udgiveren har syntes skulle til af Maurits Hansens danske skriftsprog:
I nattens tause favn,
Hvor livet sover -
En båt glir ut fra havn
På stille vover.

Og mod slutningen hedder det så:

Alt stilles bølgens flukt
Mot klippens side,
Og i den milde bukt,
Må snekken glide.
Da svinner sorg og savn
I himmelbuktens favn,
Og under palmekroner,
Ved nattergaletoner,
Går snekken i sin havn.

Vi kaster et blik ud mod havmanden, der står i tidevandet i bølgens stilnede flugt mod klippens side. Coasteren ligger stadig forankret i bugten. Der er fuldkommen stille i Mo i Rana. Ingen nattergale, intet palmesus. Men nok af rejsens længsel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu