Læsetid: 3 min.

Den rene granit-poesi

13. juli 1999

Ingen flimmer og støj i Veksølund. Her folder skulpturen sig ud
i traditionens magt og vælde

Udstilling
Der står en af verdens ubetinget største vanillekranse derude på den nyklippede græsplæne i det grønne Veksølund. Det er et megastort hul. Inde i det store hul, gemmer sig et lille nul... Nej, faktisk indrammer denne centnertunge Halmstadgranit et stykke grønt og har en dybde på ca. 140 cm. Den skaber et billede af parken, og intet bliver dermed til noget.
Det er et af Bent Sørensens skulpturer Ringen, der indbyder småfolk til at kravle rundt i hullet og undersøge stenen, som står der og udstråler venlig varme i sollyset. Det er den rene granitpoesi, inspireret af et kirkevindue på Mors, fortæller kunstneren i kataloget.
Veksølund har atter generøst åbnet dørene til årets rituelle skulpturmønstring, og det er en dejlig udflugt i det grønne, ikke så skrækkeligt langt fra København.
Man kan sædvanligvis kombinere ekskursionen med et besøg i Frederikssunds Willumsen-museum, men ikke i år, hvor det interessante enkeltmandsmuseum er under om- og udbygning. Men altså der er også i sig selv noget at komme efter i Veksø, for det er rigets fremmeste skulptører, der her mødes udenfor i det grønne såvel som indenfor i den firlængede gårds to rustikke skulpturlænger.
I år deltager 20 kunstnere fra dansk billedhuggerstands førstehold.

Dødens rum
En af årets stærkeste oplevelser er Jørgen Haugen Sørensens værk Jeg mener jeg ser, som var udstilllet i reduceret form i Glyptoteket og Galleri Weinberger tidligere på året. Den var oprindelig tænkt som én sammenhængende skulpturgruppe og optræder således helt her for første gang.
Den består af seks morcellerede, forvredne og lidende menneskekroppe, modelleret i stentøjsler og placeret på nogle bordstativer, iscenesat som hårrejsende, fysiske beviser på de ufattelige forbrydelser, menneskeheden har begået.
Det er ikke et værk for sarte sjæle. Det fremkalder uvilkårligt associationer til Kosovo og omegn eller til Anden Verdenskrig. Skulpturgruppen omfatter tillige 10 mere eller mindre muterede hoveder, der alle bærer dødens stumme mærke, og to skulpturer, hvor to hoveder og to underkroppe parvis mødes omkring en spejlende midterakse som beviser på menneskets ubeskrivelige dumhed.

Jantelov
I den helt anden ende af følelsesskalaen figurerer Lone Høyer Hansen, der bare bliver bedre og bedre, endskøndt hendes bidrag har henved 10 år på bagen, men undertegnede har ikke set dem før, og de fremtræder, som var de skabt i går.
Hendes kostelige Small Talk fra 1992 er en satirisk og poetisk 'scanning' af det lokale petit-stof, som livet også er gjort af. Brændte lerskulptuer, der virrer med hoved og ekstremiteter optræder i al deres lidenhed, og man hører ligesom for sit indre øre folks små misundelige historier, deres hvisken og tisken og jantelovsudvekslinger på torve og stræder. Der optræder en række rivejern imellem skulpturerne, der bidrager prosaisk til dette trivielle hverdagstrummerum og skaber et interessant spejlende spil i montren.

Arkaiske skulpturer
Pontus Kjerrmans Fragmenter af en historie består af modeller af hans arkaiske skulpturer med hestemænd, kattekvinder og patetiske møder mellem disse i den lille lerskitses flygtige, men genuine form, der herefter er støbt i gips. Desuden ses modellen til hans Port til Charlottenborgs 'Hvid'-udstilling m.m.m.
Kjerrman er en ener på den danske skulpturscene og synes at hente næring i så forskellige inspirationskilder som H.C. Andersens eventyr og i ægyptisk skulptur. Hans vrimlende skulptur-gruppe udgør en dokumentation af hele hans eventyrlige oeuvre.
I den helt anden boldgade befinder sig Anita Jørgensen, der med sine strenge og formelle vægobjekter og rumfigurer i glas, kobber og jern skriver endnu et smukt kapitel i den formelle, neo-abstrakte skulpturs snart lange historie.
Christian Lemmerz er efterhånden fast medlem af skulptursjakket. I år bidrager han med tre liggende 'Abfall'-skulpturer i "gips og forskellige materialer", som det hedder, og de ligner til forveksling elementer fra en byggerydning, men krænger ligesom overfladen ud og blotlægges her som kropsdele.
Herudover kan man gå ombord i Sigrid Lütkens granit-poesi, i Lisbeth Nielsens fortsatte beretning om menneskets kærlighedsliv i den figurative skulpturtradition, i Egon Fischers finurlige leg med billedets og skulpturens repræsentationsformer eller i Henning Damgård-Sørensens stramme, men vel dekorative træskulpturer, heraf mange malet i bladguld. Foruden alle de andre bidrag, som pladsen her ikke tillader at omtale.
Udenfor ses den røde teglstenskirke, der udgør en perfekt kulisse for de mange store og vejrbestandige stenskulpturer, der nok skal holde langt op i det næste årtusind. Det er kunst, unplugged, kære læser. Det er stenens evige røst, vi hører.

*Veksølund, Kirkestræde 6, Veksø. Ti.-fr. 13-17, lø.-sø 10-17. Til 5. sep. Katalog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu