Isaac Asimov opbyggede fra 1940'erne et robot- univers som selv
i dag stiller interessante spørgsmål til forskerne
Robotik
I 1940, da Asimov skrev sine første robotnoveller, var computere stadig analoge maskiner som knap kunne multiplicere to tal med hinanden og konsistent få samme resultat. Anden verdenskrig og opfindelsen af transistoren ændrede med tiden denne situation så radikalt ,at vi i dag har kraftige digitale computere med en regnekraft som de færreste dengang kunne drømme om.
Men teknologiske drømme er science fiction forfatterens metier, og Asimov var som kun få andre i stand til at kombinere drømmene med en skarp prosa, som på en gang forudså og skabte en mulig fremtid.
Robothistorierne er profetiske i visionen om en fremtid hvor menneskeheden får selskab af robotter. Robotternes fornemste opgave er at overtage alle de kedelige og farlige maskinelle opgaver, så menneskeheden kan koncentrere sig om andre og vigtigere ting.
Dermed er robotterne en slags slaver, og for at undgå ulydighed og forsøg på at overhale menneskeheden indenom, er alle robotter indkodet med en etik kaldet robotikkens tre love. Ifølge robotikkens første lov må en robot ikke skade et menneske eller gennem mangel på handling tillade et menneske at skade sig selv. Den anden lov er underlagt den første lov og foreskriver robotter at adlyde ordrer fra mennesker med mindre de er i modstrid med den første lov. Tredje lov tillader en robot at beskytte sin egen eksistens med mindre det er i konflikt med første eller anden lov.
Asimovs robotter har såkaldt positroniske hjerner og kroppe, der nok er metalliske, men dog ikke ulig menneskets. På mange måder er disse robotter derfor skabt i vores billede. Men der er en væsentlig forskel som går igen og igen i historierne, og det er det faktum, at robotterne alene lader sig styre af logiske regler. Dette naturligvis i modsætning til mennesker, som skildres som irrationelle væsener, som kun sjældent handler logisk.
Adfærd uden følelser?
Robothistorierne forsøger på denne baggrund at undersøge de vigtige og interessante spørgsmål som robot-teknologien stiller. Som baggrund til denne undersøgelse skabte Asimov et broget persongalleri med personer som for eksempel robotpsykologen Susan Calvin, der selv er næsten lige så følelseskold som en robot. Hun er derfor glimrende til at løse de problemer der opstår med robotter.
En klassisk historie er historien One little lost robot, som beskriver hvordan en række robotter i dybeste hemmelighed bliver skabt med en modifikation af første lov. Modifikation er blevet nødvendig da det i forbindelse med arbejde i det ydre rum er nødvendigt for nogle astronauter at udsætte sig for en kalkuleret risiko. Dette vil ingen robot med den normale første lov tillade, og derfor har man forsøgsvis lavet en ændring.
De modificerede robotter er frygtelig arrogante og en af dem bliver af en ilter astronaut beordret til at forsvinde. Det tager robotten alvorligt og skjuler sig blandt en række normale robotter der ligner den til forveksling. Det er nu Susan Calvins svære job at finde robotten inden den når at gøre ubodelig skade.
Historien er en klassiker indenfor science-fiction-genren, da den formår at kombinere et teknologisk problem med en fin personskildring.
Men samtidigt peger historien også på en potentiel svaghed i Asimovs robotkoncept. For hvem siger at det er muligt at skabe kompliceret menneskelignende adfærd uden følelser? Kunstig intelligens har gennem de sidste halvtreds år fejlet spektakulært med at skabe adfærd baseret på logik alene.
Alt tyder derfor på, at det ikke er muligt at skabe Asimovs avancerede robotter med logik alene. Men det er stadig interessant at læse Asimovs historier - for fremtidens følelsesfulde robotter vil uden tvivl rejse lignende etiske problemer.
