Læsetid: 3 min.

Rockens Marlene Dietrich

10. juli 1999

Marianne Faithfull er kommet ud på den anden side af stofmisbruget og 60'er-myterne - Søndag optræder hun på Midtfynfestivalen, selv om hun gør sig bedre i en tilrøget dagligstue

Ny cd
Det virker på forhånd naturstridigt at forestille sig Marianne Faithfull stå på den urindampende, sikkert skrupsolbeskinnede Midtfyn-festival søndag midt imellem Albani-skilte og æbleskiveboder, bestyret af 4. ulveungetrop fra Vissenbjerg.
Den efterhånden 52-årige Marianne Faithfull, som de sidste 35 år har kørt sin ustadige karriere på en knivsæg mellem at være en usentimental overlever eller bare endnu sjælsinvalideret overlevering fra dengang i 60'erne, hvor hun som ung, uskyldig, livssulten teenager med Lady Godiva-hår og akustisk guitar fik et hit med "As
Tears Go By" og blev så meget kæreste med den ene af sangens forfattere, Mick Jagger, at de gik over i rockmytologien som et af de klassiske par, men også et (skræmme)billede på, at rockens naturlige følgesygdomme lader til at være depravation og depression.
Selvdestruktion kunne man tilføje, når talen falder på Marianne Faithfull, som først ved indgangen til 90'erne fik lagt det fortærende stofmisbrug bag sig som paradoksalt nok samtidig gav hende det modspil, der i 1979 gjorde hendes comeback-album Broken English til øjeblikkelig kritikerdarling.

Selvspejling
I dag smiler hun. I hvert fald på omslaget til den netop udsendte cd Vagabond Ways, som i mangt og meget er en selvspejling af en kvinde, der tit kigger sig tilbage: ikke for at se om fortiden kommer efter hende, men for at sikre sig, at den bliver, hvor den var.
Det indledende titelnummer og den desillusionerede, åndeløst smukke "File It Under Fun From The Past" er selvbiografi uden nostalgi. Sange om et liv og nogle muligheder, hun først fik greb om og greb, da det næsten var for sent, men historien om Marianne Faithfull er også historien om, at det aldrig er for sent.
Hun gemmer en verden af liv, levet i glemslens randområder, i sin distinkte stemme, der indskriver lytteren i sit univers med en klanglig signatur så unik som et fingeraftryk. Raspende, rusten, tilrøget, og så samtidig uendelig aristokratisk - hendes mor var østrigsk baronesse - nærmest duarder-artikuleret - hun har været skuespiller - og helt inde bagved en lille, spinkel pige, der undrende kigger på den slidte, men erfarne kvinde, hun trods alt er blevet til.
Det gode ved Vagabond Ways er også, at pladen ikke i samme grad som de foregående, iscenesætter Marianne Faithfull som en mellemting af en levende zombie-elev fra Nico-skolen og en slags fotogen stand-in for myten om hende selv.
Som musikalsk makker har hun igen-igen guitaristen og komponisten Barry Reynolds, og en række numre har hun indspillet og skrevet med den ambiente lydmagiker Daniel Lanois. Det hele vokser sammen til et særegent lydlandskab, en forstenet skov, der får liv gennem Marianne Faithfulls bortnærværelse, for nu at bruge et Henrik Nordbrandt-udtryk, der passer til sangeren som rimfrost passer til morgendug.

Isolation
Nu kunne det lyde som om det hele er voldsomt kuldslået og intellektuelt. Det er det ikke. Det er alvorligt uden at blive kedeligt og selvhøjtideligt. Brecht møder Tom Waits møder Marlene Dietrich, og sine steder lyder det faktisk som om Faithfull med denne plade kunne få sig et rigtigt hit.
For den, der missede hende i forrige ombæring, kom der for nylig en retrospektiv dobbelt-cd, A Perfect Stranger, som trækker linjerne op med sange som "Truth, Bitter Truth" og "Sister Morphine". Her åbenbares også hidtil godt gemte skatte, f.eks. en hårrejsende udgave af John Lennons "Isolation". Den sang synger Marianne
Faithfull som om hun personligt har opfundet tilstanden, og ikke kan anbefale den til andre.

*Marianne Faithfull: Vagabond Ways. It/Virgin
*Marianne Faithfull: A Perfect Stranger. Island

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her