Læsetid: 2 min.

Røg og reflekser

7. juli 1999

Den svensk-danske gruppe factum est? mellem psykedeliske drømme og rockende udladninger

Jazzfestival
Det starter med teaterrøg pustet ind over scenen, så begynder spejlglas-kuglerne under loftet at rotere og reflektere projektørlys, så hundreder af stjerner flyver rundt over vægge og loft, senere suppleret af vuggende geometriske figurer i blåt lys. Det er som at være tilbage i 60'erne og 70'erne, med lysshow og drømmestemninger.
Også musikken bidrager til at genkalde en svunden tid, med overjordiske, orgelagtige synthesizer-klange og hypnotiske, ostinat-pulserende figurer i guitar, el-bas og trommer.
Den psykedeliske vestkyst-rockgruppe Grateful Dead og dens trance-agtige, raga-lignende forløb i et nummer som "Dark Star" (husker nogen koncerten i Tivolis Koncertsal i begyndelsen af 70'erne?) kunne være en af inspirationerne for det, som mandag aften
foregår i Copenhagen JazzHouse.
Men der er bl.a. de to frontfigurer til forskel, saxofonisten og fløjtenisten Fredrik Lundin, og sangerinden Josefine Cronholm, hovedårsagerne til at Deres anmelder har valgt dette arrangement ud af jazzfestivalens overflødighedshorn. Han har nemlig ikke tidligere hørt sekstetten med det spørgende navn factum est?, men betragter det samtidig som en kendsgerning, at man sjældent går forgæves til Lundin og Cronholm.

Mest af Cronholm
Lundins rolle viser sig imidlertid at være yderst beskeden.
I det indledende stykke har han ingen solo, og i første sæts næstsidste nummer medvirker han slet ikke. Derudover bliver det kun til korte prøver på hans basfløjte og tenor- og sopransax. Men selvfølgelig er der heller ikke meget afsæt for ham i en så ustruktureret musik.
Cronholm har bedre vilkår. Hun er ophavskvinde til alle tekster, hvis romantiske indhold hun foredrager med vanligt understatement og blid nærhed, og desuden er hun jo medlem af det kollektiv, der står bag musikken. Det er desuden hende, der kort afmelder første sæt (men uden præsentation af musikerne og repertoiret), så hvis nogen ligner gruppens leder, er det hende.
Første sæts musik bæres af sine suggestive stemninger, men de fem første stykker ligner indtil forveksling hinanden. Og den længe tiltrængte variation, som kommer i det sjette, består desværre kun i den banalisering, der udgøres af opskruet lydstyrke, monotont afterbeat på trommerne og forvrænget el-guitarlyd, som bl.a. dækker over sopransaxen.
Så factum est, må jeg nok sige, at gruppen endnu har en del vej at gå.

*factum est? i Copenhagen JazzHouse mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her