Læsetid: 2 min.

'Rwanda-rapport bør gøres offentlig'

5. juli 1999

Amerikansk kongresmedlem kræver rapport om modfolkemord offentliggjort

"Rapporten bør offentliggøres sammen med alt anden relevant information FN måtte have," siger Cynthia McKinney, demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus, til Informations historie om syltningen af den såkaldte Gersony-rapport. Rapporten beskrev en omfattende udrensningskampagne med massakrer på om mod 45.000 civile hutuer iværksat af den rwandiske hær, efter folkemordet på tutsier og moderate hutuer i 1994. Men både den tidligere generalsekretær, Boutros Boutros-Ghali, og Kofi Annan, der dengang var chef for FN's fredsbevarende operationer, ønskede ikke rapporten om 'modfolkemordet' offentliggjort
"Jeg er rystet over endnu en anklage om hemmeligholdelse af sensitiv FN-information," siger Cynthia McKinney, der er næstformand i underkomiteen for menneskerettigheder til Information.
"Det er bedre, at denne information kommer direkte fra FN selv end, at det dukker op i pressen," siger McKinney og beskylder Annan og Boutros-Ghali for "kujonagtig" og "egoistisk" optræden.
Den belgiske senator og tidligere leder af nødhjælps-organisationen Læger Uden Grænser Alain Destexhe støtter McKinneys krav.
"Den bedste måde at finde ud af om rapportens påstande om massakrer er sande er at den offentliggøres," siger han til Information. Destexhe har været formand for den belgiske senatskomité, som har undersøgt omstændighederne omkring folkemordet i Rwanda og offentliggjort en meget FN-kritisk rapport om emnet.
Fra politisk hold ønskes Gersony-rapporten også offentliggjort. Således vil Kristeligt Folkepartis Ole M. Nielsen have rapporten frem.
"Vi mener ikke der er noget vundet ved hemmeligholde rapporten," siger han.

Kritik af Nielson
Hermed slutter Ole M. Nielsen sig til kritikerne af udviklingsminister Poul Nielson. Nielson har afvist at Danmark skal begære rapporten udleveret med henvisning til forsoningen i Rwanda. Den holdning møder skarp kritik fra en udenrigsministeriel tænketank.
"Poul Nielsons udtalelse er rystende," siger Emmanuel Kwesi Aning fra Center for Udviklingsforskning til Information.
"De skyldige for massakrerne i RPF's lederskab bør dømmes og straffes. Kun således kan man forhindre overgreb i fremtiden," siger Aning "Danmark bør som et medlemsland af FN, der altid råber op om menneskerettigheder, kræve rapporten udleveret"
At offentliggørelse af rapporten skulle være skadelig for forsoningsprocessen, som Nielson har fremført afvises af Aning.
"Forsoning er netop umulig uden retfærdigheden sker fyldest. Ellers vil hutu-ekstremisterne kunne anvende dette til at begå forbrydelser mod menneskeheden på et senere tidspunkt. Derfor er det et meget foruroligende signal Nielson sender. Vesten burde i stedet sende et klart signal til Kigali om at man ikke vil acceptere menneskerettighedsovergreb."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu