Læsetid: 5 min.

Saddelbøf og brændt gummi

5. juli 1999

Nogle brænder motorcykeldæk af for sjov. Andre kører på cykel med råt oksekød på sadlen

Tour de France
CHALLANS - Hidsig snerren efterfulgt af dybe brum fra motorer der bliver gasset op kunne høres langt ind i smågaderne i af Nantes' latinerkvarter med dets fortovskafeer og restauranter på række, og i udkanten af kvarteret blandedes duften af mad med stanken af udstødning og brændt gummi over bordene, når en motorcykel brølede forbi oppe på den lange lige dobbeltsporede boulevard, der skærer sig gennem byen fra ringvejen til centrum.
Der var træf for tohjulede motorkøretøjer i Nantes fredag aften. Det er der hver fredag, og det har der været i mange år. Den nye boulevard er lagt efter lineal og bulldozer gennem et gammelt kvarter, hvor nogle få tomme sværtede fabrikker og forfaldne beboelser endnu står mellem bankernes, kongrescentrets og Novotels beton og glas. Og nøjagtigt der, i krydset foran Novotel, er træfpunktet for de motoriserede tohjulere. Tatoverede mænd og kvinder i læder og hjælm overskrævs på motorcykler af alle typer og mærker, scootere der bærer pæne unge mennesker i lyst sommertøj, knallerter hvis mindreårige førere får de hakkede og borede små maskiner til at stejle og larme inde på cykelstien i ventetiden på flere kubik. Civiltrafikken har lært at holde sig væk fra dette kryds fredag aften. Den eneste bil med funktion er en hvid Citroen Van med lastrummet fyldt af forstærker og højttalere, som fra de åbentstående bagdøre sender Bob Marley ud over krydset for fuld styrke.
Der ligger kafeer på række i tværgaden, der har overlevet bulldozerne. De parkerede maskiner står tank ved tank og blinker som sild i stime i lyset indefra , og om bordene på fortovet bliver der drukket øl og røget pot. Et slidt ægtepar i tresserne med ens røde hjælme lagt på bordet ved siden af ølglassene sidder hånd i hånd og kigger langt efter maskinerne ude på vejen. Et barn er faldet i søvn i skødet på sin mor, hvis tilsyneladende kæreste er en tro Elvis-kopi i miniature med lange skarpskårne sorte bakkenbarter, opstrøget anderøv og forhåret modelleret op og ud så det står ham som et enhjørningehorn fra panden. De fleste er udenfor. Inde i baren står tre mænd, en ung og to gamle, og diskuterer Crevilles bremseteknik og hans chancer for at blive verdensmester i 500 cc.
De er venlige og nysgerrige over for en fremmed og hvad mener jeg?
Jeg har haft en DKW 125, en NSU Lux og derefter to Nimbusser, men syntes ikke, at jeg ville bringe dem på bane. Den yngste af mændene med tynde fletninger ringlende om det sorte ansigt har en rød Aprilia-jakke på, og det er hans Aprilia RS 250 Racing Replica der står og blærer sig udenfor.
"Tour de France," siger jeg for at forklare min tilstedeværelse. DKW'en ville have været bedre. Selv Nimbussen. De nikkede og så ned i deres øl. Kiggede på mig og nikkede igen. Så gav de sig til at diskutere Crevilles svingteknik.
Udenfor var en fyr ved at brænde dæk af for flere hundrede franc. Jeg gætter på, at han holdt forbremsen, satte i gear og lod baghjulet snurre hvinende rundt mod asfalten i evigheder, uden at cyklen rørte sig ud af stedet, men så stanken fra den sortblå gummiasfaltrøg kunne give et godt mix med Bob Marley og potten.
Sådan får man i alle subkulturer sine kicks, og jeg gik op på mit værelse på Novotel overfor, overbevist om at denne kunne sætte næste dags cykelløb i perspektiv.

Febril nervøsitet
Rytterne blev vækket klokken 6.30 lørdag morgen for at afgive blodprøve. Et rygte cirkulerede senere på dagen, at to var blevet nuppet med en hæmatokrit-værdi over de tilladte 50, men det blev afkræftet, og signalerer kun, hvilken grad af mistænksomhed, overvågning og febril nervøsitet dette Tour de France er startet i. Bag rygtet lå den omstændighed, at US Postals Jonathan Vaughters har UCI-godkendt attest på, at hans naturlige værdi ligger på 50-51, og den attest skulle holdets ledere lige finde frem, inden han blev testet. Alle kom til start på den 6,8 lange prolog rundt om Puy du Fou på en teknisk svær rute med sving og bakker. Det kritiske punkt et 90 graders sving, hvor man skal bremse og derfor ikke har medløb op ad en stejl stigning umiddelbart efter.
Lance Armstrong vandt prologen og det var nøjagtigt hvad løbet havde brug for lige nu. At han for tre år siden var i kemoterapi for en cancer i testiklerne og nu er i den gule trøje, er en af den slags tilfælde af vilje og skæbne som cyklingens mytologi gøres af, men i går med den særlige dimension og mission at kunne få dopingsnakken til at forstumme. Uden at der er belæg for noget som helst fornemmes Lance Armstrong umiddelbart som en god vinder, og det samme kan i hvert fald siges om Alex Zülle, der blev nummer to på prologen. Hans tilståelse af epo-brug, først over for politiet og derefter over for offentligheden, og hans redelighed i bekendelsen, har givet ham syndsforladelse og respekt - men selvfølgelig ikke den opbakning og popularitet som benægteren Richard Virenque fortsat nyder hos 65 procent af den franske befolkning. Han sluttede som nummer 109, og hans tidstab på 51 sekunder til Armstrong udtrykker den ringeste prolog, Virenque nogensinde har kørt. Hvad man næppe skal lægge noget i. Prologer er for specialister, men Armstrongs og Zülles kørsel viste, at det ikke er uberettiget, når man nævner dem som favoritter blandt mindst 10-12 andre i dette det mest åbne Tour de France i lange tider. Olano - som blev treer på prologen - Tonkov, Boogerd, den unge kazakstaner Vinokourov, Julich og Escartin er de bud der svirrer - og så Virenque som arrangørernes mareridt af en vinder.

Gouvenous dejlige dag
Søndagens etape på 208 km i kystlandet syd for Nantes med start i Montaigu og mål i Challans blev det forventede sprinteropgør med esteren Jaan Kirsipuu fra Casino som vinder foran Tom Steels og Erik Zabel. Mario Cipollinis mandskab Saeco lykkedes ikke med at køre ham frem i position, og så sluttede han langt nede i klumpen på en dag, som var helt præget af Thierry Gouvenous udbrud 130 km meter fra mål. Uforvænt med sejre - han har kun to små i sin niårige karriere - kom den 30-årige franske slider glad i mål på trods af at han blev indhentet, da der manglede blot 16. "En dejlig dag," sagde han og var ved at trimle af cyklen af træthed.
Peter Meinert og US Postal trak feltet for at bevare trøjen på Armstrong, og da Gouvenou blev hentet slog den belgiske lykkeridder Ludo Dierckxens straks kontra. Også han en rytter, der ofte forsøger det umulige alene, men 4,5 km før mål var eventyret slut. Måske fordi han i buksebagen havde en kæmpestor blodig bøf, som han i et væddemål med en belgisk tv-station havde siddet mør hele dagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her