Med sit særlige vid og et udsøgt musikerhold fik Carla Bley festivalen til at slutte næsten deroppe, hvor den begyndte
Jazzfestival
I marts '98 var parret Carla Bley og Steve Swallow månedens jazzgæster i Danmark, og det blev nærliggende nok et af de hidtil mest givende besøg i serien JazzVisits. Hvad der kom ud af det, var bl.a. en række Bley-kompositioner for oktet, som blev opført af de to gæster og seks danske musikere.
Bley har siden skrevet yderligere materiale for oktet, en ensembletype hun ikke tidligere har arbejdet med. Og søndag aften præsenterede hun, nu som gæst ved den københavnske jazzfestival, sine oktet-kompositioner og -arrangementer, der her blev fremført af et musikerhold, som hun i flere år har benyttet.
Det gjorde naturligvis en forskel, for selv om det danske hold fra sidste år var fortræffeligt, var det jo et ad hoc-foretagende, uden den mangeårige fortrolighed med
Bleys musik som fandtes i søndagens oktet. Specielt den særligt bleyske humor, som slog gnister mellem musikerne og smittede hele det udsolgte jazzhus.
Kostelig humor
De to powerhouse-messingblæsere, trompetisten med jernlæberne, Lew Soloff, og dommedagsbasunisten Gary Valente, var i særligt overstadigt hjørne, både musikalsk og humørmæssigt, mens de to europæiske saxofonister, den østrigske alt Wolfgang Puschnig (også fløjte) og den engelske tenor Andy Sheppard (også sopran), holdt mere på masken.
Bag disse fire en rytmegruppe med to klaviaturer, Bleys flygel og Larry Goldings' orgel, og med de to musikere, som især svarede for oktettens levende puls, el-bassisten Swallow og den
uovertræffelige trommeslager Victor Lewis.
Blandt de kosteligste eksempler på Bleys humor var dixieland-udgaven af børnesangen "Old McDonald Had a Farm", og den martialske "Battleship", skrevet sidste år i Danmark med citater af bl.a. "God Save the King" i codaen. Størst indtryk på mig gjorde dog to ældre stykker, det indledende, spansk-grandiose arrangement af "La Paloma" med begge messingblæsere i arenaen, og ekstranummeret, Bleys romantiske "Utviklingssang", med Sheppards tenor og Swallows guitar-klingende el-bas i bevægende soloer.
Ved festivalens tyvstart torsdag den 1. juli spåede jeg, at resten af festivalen ikke ville kunne leve op til Keith Jarrett-koncerten. Det slog for så vist også til, men det var ellers tæt ved flere gange. Med Dianne Reeves i jazzhuset tirsdag og onsdag, med Chick Corea og Gary Burton på Plænen i Tivoli torsdag, og nu sidst med Carla Bley i jazzhuset søndag.
Blandt det jeg hørte, altså, der kan også have været andet. Men alene disse begivenheder gjorde, at århundredets afsluttende jazzfestival i København blev noget særligt, noget man ikke vil glemme lige med det samme.
*Carla Bley 4 + 4 i Copenhagen JazzHouse søndag
