SELV OM DEN fem personer store Lund-kommisjon i Norge for et par år siden gennemførte en
nationalt og internationalt rost undersøgelse af efterretningstjenesterne med både en tidligere efterretningsofficer, generalmajor Torkel Hovland, og en
tidligere overvåget venstrefløjspolitiker, Berge Furre, som medlemmer af kommissionen, har den danske justitsminister Frank Jensen (S) tilsyneladende været stærkt optaget af at udelukke bestemte kategorier af personer fra den kommission, der i Danmark skal undersøge Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Kommissionens medlemmer skal ifølge loven "være uvildige og uafhængige i forhold til de myndigheder og personer, hvis forhold er omfattet af undersøgelsen".
Og det var historikeren Søren Hein Rasmussen - som den eneste af de fem indstillede - ikke, fastslog Justitsministeriet tidligere på måneden. I det ministerielle notat er oplistet, at han har:
*"været menigt medlem af DKU/DKP i en 10 års periode frem til 1989",
*"i perioder arbejdet på (lokalt) ledelsesniveau i DKU/DKP",
*"i årene 1979-1988 været medlem af Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed" og
*"i et år (1983-84) studeret ved Sovjetunionens Kommunistpartis (SUKP's) skole i Moskva".
Hvilke(t) af disse punkter, der helt præcist gør, at Søren Hein Rasmussen er inhabil, er svært at gennemskue. I notatet hedder det bare: "Justitsministeriet finder på den baggrund, at Søren Hein Rasmussen har haft en sådan tilknytning til aktiviteter, der efter lovens paragraf 3, stk. 1, nr. 2, er omfattet af undersøgelsen, at han må anses for inhabil."
SÅ SVÆRT ER det at argumentere for Søren Hein Rasmussens inhabilitet, at Justitsministeriet opgiver at argumentere og blot erklærer ham inhabil "på den baggrund". Andre forklaringer får vi ikke på, at hans "redelighed", hans "faglige jugement" og den "almene respekt", der står om ham i historikerkredse (som fremhævet af de to institutledere, der har indstillet ham), ikke tæller.
Med sin mangel på argumentation erkender ministeriet de vanskeligheder, som også den socialdemokratiske PET-ordfører, Jacob Buksti, fik, da Information onsdag bad ham uddybe en tidligere udtalelse om det problematiske i indstillingen af Søren Hein Rasmussen: "Det gider jeg ikke at udtale mig om," lød Bukstis uddybning.
Problemet for Justitsministeriet og for regeringspartiernes ordførere, der var hurtige til at erklære ham inhabil, har reelt ikke været Søren Hein Rasmussens partiskoleophold eller hans medlemskab af en lokal DKP-bestyrelse engang i 1980'erne, men derimod det samlede billede, der tegnede sig af den kommende kommission.
Eneste markant borgerlige blandt de indstillede var den konservative hushistoriker Ditlev Tamm. Den indstillede kommissionsformand, landsdommer Ulla Rubinstein, har ikke tidligere markeret sig voldsomt i den (rets-)politiske debat, viser et opslag i de elektroniske avisarkiver. Tilbage sad embedsmændene med tre "venstreorienterede": udlændingeretseksperten Jens Vedsted-Hansen, der i hvert fald på det flygtningepolitiske område ligger klart til venstre for regeringen, besættelsestidshistorikeren Henrik S. Nissen, som selv erklærer at have været medlem af SF siden partiets start - og så den tidligere kommunist Søren Hein Rasmussen.
Justitsministeren og hans embedsmænd har spurgt sig selv og hinanden, hvem af de tre de lettest kunne skyde ned for at skabe, hvad de opfatter som "balance" i kommissionen.
De rammer ikke den markante kritiker af regeringens udlændingepolitik, ikke SF-partimedlemmet, men manden, der for 10 år siden var medlem af DKP og for 15 år siden på partiskole i Moskva. Ingen ved imidlertid, om han, om han i lighed med mange andre tidligere venstreorienterede i dag stemmer socialdemokratisk, radikalt eller endnu mere borgerligt. Og ingen (i hvert fald ikke de to regeringspartiers ordførere, der offentligt problematiserede indstillingen af Søren Hein Rasmussen) har tilsyneladende brugt en halv time på at læse - for eksempel - en anmeldelse af en af hans publikationer, hvor en historikerkollega vurderer hans evne til at beskæftige sig professionelt og kritisk med 1980'ernes sociale bevægelser. Herunder dem, han selv har arbejdet i.
SAGEN SØREN Hein Rasmussen illustrerer de vanskeligheder, justitsministeren og regeringspartierne har skabt for sig selv ved ikke at have modet til efter norsk forbillede at placere en indsigtsfuld efterretningsmand og en kompetent venstrefløjspolitiker i kommissionen og lade den være samlet set habil. I stedet vil man vurdere hvert enkelt kommissionsmedlems habilitet.
Et vigtigt aspekt, når skadevirkningerne af årtiers overdreven registrering af venstrefløjen skal vurderes, er, om de overvågede led konkret og kontant under efterretningstjenesternes arbejde - for eksempel ved, at de blev udelukket fra bestemte funktioner
eller stillinger i det private eller det offentlige.
Det er paradoksalt, at selve proceduren omkring det første egentlige forsøg på en undersøgelse af PET nu har leveret et forstemmende eksempel på det, der med et grimt, tysk ord fra 1970'erne kaldes Berufsverbot.
