Læsetid: 14 min.

Et samfund hinsides apokalypsen

17. juli 1999

Det er disse mennesker, vi skal tale om," siger Scott Lash, den britisk-amerikanske sociolog, og slår ud med armen mod en gruppe af unge velklædte mennesker, der befolker lobbyen, som vi har fundet et stille hjørne i.
"De laver det samme, som det alle mine studerende kommer til at lave, når jeg har undervist dem i social udstødning og Karl Marx i fem år: De bliver en del af den nye informations- og medieøkonomi, der laver multimedieprojekter og livsstilsmagasiner, og de er uden at vide det med til at forandre alt i vores samfund, som vi kender det."
Scott Lash er i år blevet udnævnt til professor og leder af en ny afdeling på det anerkendte Goldsmith College i London. Han har fået frie hænder til at udforme sin nye Master- og Ph.d.-grad og mulighed for at indkøbe et nyt superligahold af akademikere til at undervise på studiet. Det er ud over det sædvanlige, at en akademiker får den slags tilbud, men ledelsen på Goldsmith mente, at Lash havde fat i noget ganske særligt ved vores tid og samfund. Det er dette 'noget', Lash har sat sin eftermiddag af for at forklare Informations læsere. Men først skal han sikre sig, at de to sidste afsnit af Miami Vice, der har kørt, mens han har været borte på foredragsturné, er blevet optaget på video. Det er de.

Det, der sker i samfundet i øjeblikket, er der ikke ret mange med daglig gang på universiteterne rundt om i verden, der har fat i. Det har derimod en lang række kunstnere, i særdeleshed i populærkulturen. Jeg tror, at en serie som Miami Vice eller en film af David Cronenberg er meget tættere på at ramme nogle af de rytmer og forandringer, som findes i de vestlige samfund i dag."
Hvad mange universitetsfolk ikke har fattet, er ifølge Lash, at der findes andet i verden end tekster:
"Der er i akademiske kredse en tro på, at hele verden kan læses som var den en bog, med en indledning, et klimaks og en afslutning. Men verden er fuld af andet end tekst, og det er en blindgyde at begynde at lave tekstanalyse på verden. Verden er fuld af lyde, billeder, objekter, teknologier, der ikke udfolder argumenter eller er en del af en større fortælling. Disse ting er der bare. De findes, og det må vi tage udgangspunkt i."
Scott Lash er blevet kendt for sine beskrivelser af vores tid som præget af et skift fra teksters dominans til billeders dominans - eller figurer som han kalder det. Han mener, at vi lever i et informationssamfund, hvor mængden af billeder og informationer vælter ned over den enkelte, uden at vedkommende har kontrol med, hvad der foregår. Han kalder det for "informationalisering." Til dette siger Lash:
"Det særlige ved informationer er, at de fungerer i beskeder, der kun udfolder sig over meget kort tid. Narrativer, eller det man kunne kalde tekster, er lange og udfolder sig over lang tid. Derfor kan man stille større krav om argumentation og sammenhæng til tekster, end man kan til informationer - og det gør den store forskel. Man kan ikke stille krav om gyldighed og rigtighed til informationer, eller rettere, man stiller ikke krav. For man modtager informationer på samme måde, som man går i bad om morgenen: Man tænker ikke et øjeblik over, hvad der sker omkring en, man gør det bare som en rutine. Det betyder ikke nødvendigvis, at man stoler på det, man hører eller ser, eller at man er enig i de informationer, man møder i sin hverdag, men derimod at man slet ikke tænker over, om man stoler på eller kan lide, hvad man hører eller ser."
Lash beder sin interviewer om at holde fast og spørge, hvis det går for hurtigt og fortsætter:
"Vi lever i dag i en fase, hvor den tid, beskeder, informationer, ting osv. udfolder sig på, skrives ned til stadigt mindre. Det lyder måske lidt mærkeligt, men er det egentligt ikke. For det, jeg taler om, er i virkeligheden hverdagserfaringer. Når en journalist skal skrive en artikel, har han ofte kun 20 minutter til at skive den i. En børsmægler har 20 sekunder til at tage en beslutning. Det samme gælder for os, når vi f.eks. læser avis. Vi læser den ikke, men scanner den nærmest, og opfatter i virkeligheden ikke så meget af dens indhold. Man kan ikke huske, hvad man har læst, når man smider avisen i affaldskurven."

Vi har læst aviser i århundreder, men dét, der i følge Scott Lash gør en forskel, er mængden og hastigheden af disse korte beskeder. Informationerne rammer læseren, seeren eller den forbipasserende til et reklameskilt med det Lash kalder en "hård fakticitet". I stedet for at reflektere over de impulser, der bliver sendt imod os, møder vi dem med reflekserne. Vi reflekterer ikke over de objekter, informationer eller teknologier vi møder i hverdagen, men møder dem med kroppen i stedet for tanken. Dette er, hvad Lash kalder informationalisering, og det har vidtrækkende konsekvenser for menneskers liv i den vestlige verden.
"Vi bliver dagligt ramt af så mange informationer, at vi ikke kan overskue verden. Der svirrer millioner af bits og bytes af information rundt, som ikke er organiseret af nogen, men er et stort informationaliseret kaos," siger Lash.
"Mange sociologer har defineret informationsamfundet som det samfund, der er præget af vidensintensiv produktion. Jeg er mere interesseret i de utilsigtede konsekvenser af vidensintensiv produktion. Der svirrer tekster, billeder, figurer, lyde osv. rundt i luften. Ligesom industrisamfundet havde sin affaldsproduktion som endte på lossepladser og i grundvandet, har informationssamfundet affaldsprodukter. På en måde kan man sige, at en del af min interesse er affald og de konsekvenser, som dette affald har. Hvis man ser på Internettet i dag, så er det netop et udtryk for, at informationsaffaldet gør nettet ulogisk og uegnet til brug. Hver anden gang man søger noget, rammer man en død side og må tilbage."
- Hvad er det for en kultur, der tegner sig?
"Vi er på vej mod noget, man kunne kalde teknologisk kultur. Jeg ser information som en del af denne teknologiske kultur. En teknologisk kultur er anderledes end den kultur, vi ser i dag. For eksempel ser vi i øjeblikket helt nye magtkonstellationer i verden. Magten forrykker sig. Man kan ikke længere tale om dominans og modstand, som man kunne før i tiden. Når man ikke har tid til at reflektere over verden, rammer informationer dig ofte på et førbevidst niveau, og ikke på et ideologisk niveau - ofte uden noget legitimerende argument. Information rammer dig med en umiddelbarhed, og det er meget magtfuldt, hvis man evner at spekulere i dette, at man kan ramme mange mennesker og få dem til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort."
- Hvad mener du med at man kan spekulere i at ramme mennesker med information?
"Ideologier er der ingen, der tror på længere, heller ikke filosofisk set. Menneskers identitet er ikke den samme gennem hele livet, som den var det før i tiden - identiteten gentænkes konstant. At indbyggerne i et samfund konstant er på jagt efter noget at være en del af, åbner mulighed for at der kan præsenteres noget, som de så kan være en del af. Det er det, PR og reklamebranchen lever af. Det, der er blevet ødelagt af informationaliseringen, er altså ved at blive rekonstrueret, for eksempel gennem varemærket, brand'et. Et brand giver stabilitet til informationsstrømme og æstetiske strukturer, der gør det muligt at 'læse' verden. Det holder nogle mennesker ude og andre mennesker inde. Hvor industrisamfundet handlede om jord, varer osv., handler det nye regime om intellektuelle rettigheder, copyrights, trademarks m.m. I en verden med vild konkurrence, med massevis af forskellige produkter der tilbyder det samme, er det mærker, trademarks, copyrights og patenter, der afgør om du er i business eller ej. Brands giver stabilitet i en tid af informationalisering og kaos."
- Hvad betyder det for fordeling af ressourcer og magt?
"Det betyder for eksempel, at en hel ny gruppe af entreprenører bliver en dominerende magt i samfundet. Det betyder, at de, der kan holde til globaliseringen, bliver dominerende i samfundet. Det leder til en situation med meget stærke eliter, hvad nogen kalder en overklasse, men samtidigt produktionen af en underklasse - og det leder til social udstødning. Ud af dette får du en selvtilstrækkeligt overklasse, der er meget global. Overmiddelklassen i dag er hyperglobal, og den udvikling vil fortsætte."

Lash kigger rundt i rummet og slår igen ud med hånden mod de efterhånden ganske højrøstede skjorteklædte unge mediefolk i lobbyen.
"Som jeg startede med at sige: Det er jo disse mennesker, vi sidder og snakker om. Jeg er sikker på, at ingen af dem har børn i andet end gode privatskoler, er privat forsikret, har privatpension, privat sundhedsforsikring, og om ikke mange år vil de have deres eget sikkerhedssystem omkring sig, et privat politi, og i det hele taget har de ikke brug for nationalstaten. Nogle forskere kalder det for 'brazilisering'. Vi er ved at blive mere og mere som Brasilien, hvor overklassen ikke har brug for nationalstaten, og underklassen ikke kunne drømme om at forvente hjælp fra staten."
- Mange af de mennesker, du siger er i færd med at udstøde en stor underklasse, er vel gode liberale borgere, der ikke kunne drømme om at undertrykke nogen og måske endda stemmer socialdemokratisk og er medlem af miljøforeninger?
"Jeg tror ikke, det er meningen, at overklassen vil undertrykke underklassen. Det er ikke målbevidst. Jeg tror f.eks. ikke, Bill Gates vil nogen ondt. De mennesker, der er midt i dette, er ofte apolitiske - de vil bare tjene lidt penge. Folk som dig selv er der titusinder af i dag bare i denne by, og I er alle med til at skubbe udviklingen i retningen af det, jeg sidder og snakker om. Disse folk er ikke helt dumme, de er veluddannede, de ved lidt om kunst, lidt om arkitektur, lidt om det hele, og så kan de tale en masse sprog - ganske godt. De er ret åbne og tolerante, liberale."
- Hvor er da politikken, hvis magten udøves uden forsæt? Hvis ingen kan gøre for, at der er social udstødning, og den gode vilje rent faktisk virker omvendt. Hvis sociale, veluddannede mennesker er med til at udstøde de svage grupper i samfundet?
"Der må man vel stille sig spørgsmålene, hvis politik og hvilken politik er der tale om? Der findes informationstagere og informationsproducenter. Informationstagerne bliver hver dag overrumplet af beskeder, de ikke har noget med at gøre, de kan ikke manøvrere i dem, og de bliver dagligt udnyttet af disse informationsstrømme. Men de, der arbejder som informationsproducenter, er ikke den gammeldags halvinfame kapitalist. De arbejder i teams, er ret liberale, arbejder med de ting, der interesserer dem osv. De fleste af dem hader Bill Gates og Rupert Murdoch - de hader kapitalistiske monopoler osv. De kan ikke lide mærker, der dominerer for meget. De er højst individualiserede. Men det er disse mennesker, der er med til at radikalisere den sociale udstødelse, selv om det er det, de mindst i verden vil være med til."
Scott Lash bliver helt træt af at høre sig selv tale om social udstødelse. Han har som professor i sociologi i store dele af sit akademiske liv talt om sociale problemer og er ved at blive træt af altid at tale dunder. Derfor skifter han spor til, at der rent faktisk sker fine ting i disse år - klare forbedringer i forhold til tidligere tiders industrisamfund.
"I dag fungerer virksomheder ikke som benhårde frimarkedsmaskiner. I stedet for at lave en fabrik, laver man et lille multimedievirksomhed; man får en partner i Danmark, en kontakt til et universitet og arbejder i projekter, der er sjove at være en del af. Det er ikke alle, der tjener penge, men de fleste har det ret sjovt. Meget af det, der sker i disse små virksomheder, er ikke i den private sektor, men i den offentlige sektor. Man arbejder måske i virkeligheden for kommunen eller en eller anden styrelse, fordi de har brug for et multimedie præsentationsprogram. Der er en masse offentligt-privat mix i dag, der intet har med ideologi at gøre. Og det, synes jeg selv, faktisk er ret sjovt. En masse rod, en masse arbejde det er sjovt at være en del af, og en masse mennesker, der møder hinanden, arbejder og drikker øl efter slaget. Det skaber innovation, som ikke nødvendigvis altid er til gavn for noget, men som ofte er ret underholdende at være en del af."
- Er det en kultur der skal fremmes, hvis den er sjov for nogen og udstødende for andre ?

Det er vigtigt at udvikle rum for innovation og kultur. Rum i hvilke der er sat parentes om markedskræfter og magt. Urbane former og planlægning er en central del af dette. Der skal være steder, hvor man kan arbejde uden tids- og budget-rammer og udvikle virkelig højkvalitetsprodukter. Det er denne opløsen af grænser mellem privat og offentlig som f.eks. opløses i cafeer, hvor private samtaler kan foregå, hvor de offentlige rum kan være hyggelige og hjemlige. Der er mange hybridrum, der hverken er private eller offentlige. Folk arbejder hjemme og sover på arbejdet. Intensiteten og intimiteten af folk, der arbejder sammen i måske 10 uger, kan sagtens nå det samme niveau som i en familie."
- Det informations-wasteland, du beskriver, er jo ikke nødvendigvis til at holde ud at leve i. Hvad med den identitet, der er blevet bygget op om nationalstaterne? Det er ikke rigtigt muligt at give mening til sin tilværelse i et samfund af overflade, hvor eksistentiel mening er noget der samles om brands...
"I en tid, som den vi er på vej ind i, tror jeg ikke, at vi kan være kritiske i den gamle forstand. Vi kan ikke tænke os selv ud at hverdagens malstrøm. Vi er i det, og politikken er inde i det. Men samtidig er der stadig plads til at sørge og huske. Melankolien kan blive en metode til at nå sig selv og sin samtid. Den tyske filosof Walter Benjamin har et billede af historiens engel, der bliver trukket frem i tiden og kan kigge tilbage. Det er det, man gør, når man er melankolsk og fælder en tåre. Det er den eneste måde at holde kontakt med sin egen identitet, når man lever i dette informations-wasteland.
- Hvad sørger du over?
Jeg er for eksempel ked af det tab af kollektiv hukommelse, der findes i dag. Tab af identitet. Jeg er trist over, at vi ikke bare lever i et risikosamfund. Vi lever i et samfund hinsides apokalypsen. Det ved enhver britisk kunstner. Døden er alle vegne. Vi ved alle, at vi bliver til muld, og at det kan ske hvert øjeblik. Men alle er lige glade. Filmen Bladerunner er for eksempel et sted, hvor vi alle er døde - den er postapokalyptisk. Ikke alene Gud er død, men mening er død. Vi ved alle inderst inde, at vi ikke kan klare de udfordringer - økologiske som sociale - som vi står overfor. Døden er omkring os, og det er der intet, vi kan gøre ved. Vi er nødt til at leve i det. Men samtidig synes jeg, at vi skal være melankolske over det. Være triste over en orden, der ikke findes, og finde ud af, hvordan vi kan leve i katastrofesamfundet."
- Er der ikke andet at gøre end være triste over, at det hele går ad helvede til?
"Du kan jo kun gøre, hvad du kan gøre. Risikosamfundet er allerede et samfund, hvor en hel del allerede er ude af kontrol. Alt hvad du kan gøre i risikosamfundet er at minimere katastrofer. Men når apokalypsen allerede er over os, og vi prøver at minimere onderne og afværge store katastrofer, så er døden allerede blandt os."
- Tilhængere af ideen om risikosamfundet mener jo, at der er en hel del at gøre, politisk, økologisk og socialt. Hvad er det, du mener, politikken ikke kan overkomme?
"Jeg tror ikke på risikosamfundstesen om, at vi kan vælge på alle hylder. Det er meget naivt at tro, at vi kan binde vores identitet op på et projekt om at minimere risici. Jeg tror ikke på den der med, at man jo bare kan vælge alt, blive gift tre, fire gange, flytte rundt - og så ende med at blive en helet identitet i sidste ende. Nej, der er masser at være ked over. Men der er bare ikke noget at gøre ved det. Vi bliver nødt til at leve i dag. For eksempel ved at acceptere trivialiseringen af død. Det er det, kunstnere og arkitekter har haft fat i i årtier. For eksempel filmen Robocop, der handler om netop et samfund efter apokalypsen. Installationskunstneren Damien Hirst og arkitekten Rem Koolhas har også fat i den lange ende, fordi de siger, at identitet ikke er noget, vi skal regne med. De skitserer også et samfund, hvor døden er i blandt os."
- Sidder du ofte sådan og er trist ovre i hjørnet?
"Ja da. Når der er sket et eller andet forfærdeligt. Det kan faktisk være ganske lettende. Man bliver nødt til at angre. Men jeg tror ikke, at politik og politisk kamp er alt. Jeg har problemer nok med at komme op om morgenen. Jeg tror, man tager fejl, hvis man mener, at der er magt overalt i livet. Der er mange fine ting i livet, der ikke har med magt at gør. Leg, tillid, sex osv. er gode ting, der findes lige så meget som Tony Blair. Jeg tror ikke nødvendigvis, at dit forhold til din elskede eller dine børn skal være politisk. Selv når Anthony Giddens taler om kontraktforholdene i den moderne familie, så må jeg udbryde spontant, at jeg helst vil være i et forhold til min kone, der ikke er kontraktstyret. Tak."
- Jeg er ikke synderlig melankolsk over, hvad der sker omkring mig. Tror du, at det er generelt, eller er det bare dig, der sidder og småtuder ovre i hjørnet?
"Måske er det fordi, jeg er ældre end dig. Men jeg kan altså ikke smide min nation, mit sprog, at være en del af en kollektiv hukommelse og min hjemstavn over skulderen uden at være en lille smule ked af det."

Hvad er 'informationssamfundet'?
'Informationssamfundet' - for den britisk-amerikanske sociolog Scott Lash er det ikke et tomt udtryk, men dét centrale udviklingstræk i de vestlige samfund. Med konsekvenser ud over det fatbare. Informationernes mængde, hastighed og karakter forandrer de vestlige lande så drastisk, at det giver mening at tale om, at samfundet er ved at undergå en revolution. Information har mødt Scott
Lash i en hotellobby midt i Londons finansdistrikt, et område der ifølge Lash er stedet som sætter tid, sted og våben for
hele Europas økonomi og samfundsudvikling i informationssamfundet

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu