Læsetid: 2 min.

Single-kvinder låner og fryser mere

3. juli 1999

En ellers kedelig forbrugerundersøgelse giver stof til eftertanke - kvinder låner for at købe stof og mænd tanker mest på biler

Danmarks Statistik har nu formået at udgive en forbrugsanalyse næsten uden overraskelser, der til gengæld overraskende nok serveres i et meget trist design.
Efter de første nødvendige sider med metodiske overvejelser og forbehold kan man i Danmarks Statistiks nye analyse af forbrugsundersøgelsen 1995-97 læse, at familier med lav indkomst låner mange penge, hvorimod rige familier sparer meget op.
Et par sider senere står det klart, at Danmarks rigeste fjerdedel bruger markant flere penge på snart sagt alt, end den næstrigeste fjerdedel, der igen bruger flere penge end den næstfattigste, osv.
Pulsen stiger dog et øjeblik ved de tal, der viser, at pensionister har det største forbrug pr. person af drikkevarer og tobak. Men den falder hurtigt igen, fordi en åbenlyst kedelig analytiker i sine forklaringer til tabellen anfører, at de hustande, der sammenlignes med, også omfatter ikke-rygende og -drikkende børn.
Måske for at friske lidt op på den støvede samling har analytikeren indsat en tabel over singlers forbrug i forhold til deres køn. Og der skulle ikke være noget at tage fejl af.
En mand og en kvinde, begge singler (i statistikken betegnet enlige) og med en indkomst på små 200.000 kr., har helt forskellige beløb til rådighed, som de også bruger meget forskelligt.
Kvinden har et forspring på over 4.000 om året, fordi manden af uforklarede årsager betaler mere i skat og i private renteudgifter. Men det er tilsyneladende ikke nok for hunkønnet, som derudover sætter sig i gæld for over 8.000 kroner mere end manden, der således har 12.000 færre kroner til rådighed om året.
Uagtet sit ringe rådighedsbeløb bruger manden en formue på biler, fritid, drikkevarer og tobak, hvor kvindens ekstra tusse om måneden bliver omsat i mere essentielle nødvendigheder, som mad, tøj (hun klæder sig tilsyneladende dobbelt så varmt på som manden), bolig (og bruger tilmed mere på brændsel) og medicin.

Drenge i dyre sko
Efter en meget tung afdeling støder man hen mod slutningen af rapporten på en række kuriositeter.
"Fødevarernes konserveringsform" hedder en tabel, hvor man kan aflæse, at dybfrost/konserves under posten "mel, gryn, brød og kager," der også omfatter dybfrosne pizzaer, for de lidt ældre husstande udgør en særlig lav andel.
På anden sidste side er analytikeren drilsk igen med en tabel over forbruget af tøj og sko efter køn og alder. Ikke overraskende i forhold til den tidligere tabel og Accept-cards'enes indtog taget i betragtning, købes der for alle aldersgrupper mere tøj til hunkønsvæsner.
Men - og her kommer første overraskelse: Når det gælder fodtøj bruges der flere penge på små drenge end på små piger. En nærmere analyse af tallene viser ifølge analytikeren, at drengene både får flere, men også dyrere sko og støvler.
I rapportens sidste tabel finder rapportens anden og sidste overraskelse.
Tabellen viser nemlig, at mænd allerede om vinteren begynder at investere i badetøj.
Når det bliver forår falder forbruget lidt, måske i takt med at forventningerne til træningens udbytte ikke modsvares af virkeligheden.
Med sommerens komme falder imidlertid alle parader og kurven for badetøjsindkøb går lodret op.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her