Læsetid: 2 min.

Skiveskåret

20. juli 1999

Verdenscocktail
'Man tager en god håndfuld kendte stemmer som Johnny Clegg, Gypsy Kings, Peter Gabriel, Youssou N'Dour, Bob Marley, Papa Wemba og Angelique Kidjo - fra før hun gik mainstream. En tilsvarende mængde vordende stjerner fra nær og fjern tilsættes. Det hele rystes godt. Pyntes med venlige og politisk korrekte ansigter i varme farver. Varedeklarationen kan med fordel læses, mens man nyder denne multietniske cocktail en lun sommeraften.
One World. Putumayo World Music.

Nusrats nevøer
*De to pakistanske brødre Rizwan og Muazzam Mujahid Ali Khan går klogt og kyndigt i deres afdøde onkels fodspor. Nusrat Fateh Ali Khan satte qawwali på det musikalske verdenskort og fik faktisk kyndig vejledning i sine tidlige år af Rizwan og Muazzams bedstefar. De to har en tung arv at løfte, men trods deres unge alder - de har endnu ikke rundet de 20 - er det et lovende materiale, de sender på gaden mindre end et år efter deres europæiske livedebut. Sacrifice to Love indeholder fire lange sekvenser, hvor der broderes smukt og snørklet over tre klassiske sufi-tekster og et nutidigt kærlighedsdigt. Moden og medrivende spirituel musik.
Rizwan-Muazzam Qawwali: Sacrifice to Love. RealWorld/Virgin.

Seks sanglærker
*Det tyske pladeselskab Network har gjort det igen. Skummet fløden og tilvirket et flot dobbeltalbum med mængder af vellyd. Denne gang er temaet storslåede kvindelige sigøjnerstemmer. Ikke hulter til bulter, men med fokus på seks af de mest fremtrædende. Unge som gamle. Skopudserens datter Esma Redzepova fra Skopje i Makedonien (der gæstede København sidste år) og hendes landsmand, Dzansever. Spanske La Macanita. Ungarske Mitsou - der til daglig turnerer med Ando Drom - er den yngste i flokken men allerede en erfaren sangerinde med en røst, så det risler ned ad ryggen. De to rumænske damer Romica Puceanu og Gabi Lunca synger ikke længere. De er repræsenteret på dobbeltalbummet med sørgelige sange fra deres storhedstid. Alle får de et ord med på vejen i de fyldige noter. 140 minutter med dejlige kvinderstemmer og oder - der kan tænde et bål og slukke en brand.
Flammes du Coeur - Gypsy
Queens (dobbeltcd). Network (Import: Verdenshjørnet, MS).

Europæiske stemmer
*Udgangspunktet på Vox Humana er Europa fra øst til vest. Med fokus på den menneskelige stemme. En på én gang homogen og meget broget buket af europæiske sange med rødder tilbage i vores respektive kulturers historiske kringelkroge. I nye arrangementer. Nogle vovede, andre lidt vel fodformede. Kryds mellem regioner. Musikalske møder, der skaber nye klange - og klart regionale toner. Det bulgarske kor Angelite i vokal duel med Huun-Huur-Tu - og ungarske Martá Sebestyén, der i øvrigt står for pladens eneste ørehænger: temaet fra Den Engelske Patient. Som helhed en smuk plade der kræver overskud og et opmærksomt øre.
Vox Humana - Ancestral Voices for a Modern Europe. Nascente (Import: Verdenshjørnet, MS).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her