Læsetid: 2 min.

Skiveskåret

13. juli 1999

Humor og livsglæde
*Hvem har sagt: "Jeg ville hellere begå selvmord to gange end at dirigere på Det Kgl. Teater."? Det har dirigenten og komponisten Ole Schmidt. Der er ikke filter på, når Schmidt udtaler sig. Sådan er hans musik også: Direkte, fysisk nærværende og med et velgørende motorisk drive. Schmidt er en musiker, der ved hvad der fungerer. På en ny cd er dette dokumenteret i Schmidts koncerter for trompet og basun, horn og tuba. For solisterne er det blærerøvsstykker, som kan imponere hvem som helst. Knud Hovaldt (trumpet), Carsten Svanberg (basun), Michael Lind (tuba) og Bjørn Fosdal (horn) spiller glimrende.
Værker af Ole Schmidt, der selv dirigerer Aarhus Symfoniorkester. Danacord DACOCD 513

Eminent fortolker
*Pianisten Anne Øland har det bedst med den ikke helt nye musik. Hun har fundet ind til de områder i musikhistorien, hvor hun kan tilføre musikken noget specielt. Ølands udgivelse med Carl Nielsens klavermusik blev med god grund rost til skyerne. I de senere år har Beethoven stået på nodestativet. Det er blevet til flere udgivelser med sonater af Beethoven. På den nye cd spiller Øland Sonate nr. 15 (Pastorale), nr. 26 (Les Adieux) og nr. 30. Nøgternt foredrager hun musikken, ikke noget med kunstig sminke eller overdreven pedal. Godt at vi har danske klaverløvinder som f.eks Anne Øland, der tør indspille det 'tunge' repertoire.
Anne Øland: Klaversoner af Beethoven. Classico CLASS CD 226

Drømmemusik
*Deutsche Grammophons serie med musik fra det 20. århundrede, har jeg været inde på tidligere. Disse udgivelser er 'må-have-ting' til cd-samlingen. En af de seneste cd'er bringer musik af Toru Takemitsu. London Sinfonietta dirigeres af Oliver Knussen. Med sig har han pianisterne Paul Crossley og Peter Serkin. Prøv at lyt til Quotation of a Dream fra 1991. Det er stemningsbefordrende musik i sublim udførelse. Hvad angår lydkvalitet, kunstnerisk niveau og editions-tekniske detaljer, er denne cd på niveau med udgivelserne fra tyske ECM.
Værker af Takemitsu. London Sinfonietta under Oliver Knussen. Paul Crossley og Peter Serkin. DG 453 495-2

Billedmusik
*Toru Takemitsu skrev tidligt i sit liv musik til film. Han kunne som komponist skabe akustiske lærreder som kun de færreste evner. Erfaringerne med filmmusikken har haft indflydelse på Takemitsus senere produktion.
John Williams er også filmkomponist og det med en succes der kan måles i oplagstal og i pengekassen. Han er en af de helt store drenge, der kan få et orkester til at lyde knippelgodt til billedledsagelse. På en ny cd fra Sony genhører man med glæde melodierne fra E.T., Jurassic Park, Schindler's List, Jaws og Raiders of the Lost Ark. Og flere dertil. Hatten af for håndværk og udtryksvilje. Det er Kunst med stort K efter denne lytters mening. Williams dirigerer selv The Boston Pops Orchestra.
Williams on Williams. The Classic Spielberg Scores. Sony Classical SK 68 419

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her