Læsetid: 4 min.

Da de skrev breve

14. juli 1999

Komponisten J.P.E. Hartmann og hans kreds præsenteret ved korrespondancen

Ny bog
Der var engang, hvor folk skrev breve, mange breve til hinanden og, ifald de selv følte sig - eller rent faktisk var - betydningsfulde nok til at gemme dem, og vel at mærke også gjorde det, efterlod sig et kildemateriale til belysning af deres liv og virke, samt utallige mere eller mindre direkte oplysninger om livets gang i den pågældende tidsalder. Hvorledes vi med vore dages e-mail vil manifestere os for eftertiden er parentetisk bemærket fortsat et åbent spørgsmål. Man bør vel testamentere sin harddisk til rette vedkommende.
En af de personer i fortiden, og det vil i det store og hele sige forrige århundrede, der var betydningsfuld i den grad at det var naturligt for ham at arkivere alle sine breve, ligesom folk der modtog tilkendegivelser fra ham gemte disse, var komponisten J.P.E. Hartmann, hvis position i datidens musik- og åndsliv var bemærkelsesværdig, og som havde brevpapiret fremme til korrespondance med stort set alle, der dengang var noget ved musikken i såvel konkret som overført forstand.

Forrykt udgivelse
Musikbibliotekaren ved Danmarks Lærerhøjskole Inger Sørensen begyndte for snart fem år siden at bearbejde og samle J.P.E. Hartmanns breve, eller rettere Hartmann-kredsens breve og andre skriftlige meddelelser. Den slags kan jo gøres på flere måder. Man kan foretage et større eller mindre udvalg, hvad der trods alt er normalt, og mest normalt her i sognet, hvor traditionen for brevudgivelser er behersket, barsle med et mindre udvalg. Eller man kan udgive alt hvad der findes, revl og krat. Det sidste har Inger Sørensen sandelig valgt at gøre, hvilket ved første øjekast - alene på de tre bind brevmateriale på tilsammen over 1.800 sider (!) - forekommer forrykt. Hvorfor skal det hele dog med: komponistens høflige anmodning om lån af en bestemt node hos nodehandleren, familiens banale julehilsener og ligegyldige smånotitser om indkøb etc. Den følelse af fyld for fyldets egen skyld bliver ikke mindre, når man nærmest skal omredigere sine reoler for at få plads til Inger Sørensens hobby, hvis man da ikke er så irriteret at man straks opsøger det lokale antikvariat med noget grønt og tungt i posen

Men så...
Men når moppedrengene har stået et par dage, og man har været henne for at kigge igen, om det virkelig kan være rigtigt, sker der noget helt andet. Man begynder at gå på opdagelse i denne umiddelbart uoverkommelige brevmængde og opdager jo - nu når det besværlige forarbejde er gjort af udgiveren med at tyde skriften og datere skidtet og rette misforståelser og den slags - at man selv kan foretage sit eget udvalg, kan man. På den måde bliver udgivelsen til et tag-selv-bord i periodens åndspersonhistorie eller bare i perioden.
En kulturhistorisk guldgrube åbenbarer sig i disse tilkendegivelser om alt mellem himmel og jord i den Hartmannske kreds. Ikke alene stifter man jo bekendtskab med hovedpersonen, der udviser en sympatisk karakter med overskud til generøsitet i brevene til venner, forbindelser og familie, men også til disse skiftende personer, der skrev til ham. Og her er det ikke nødvendigvis kun de berømte: Bournonville, Chr. Richard, Ingemann, H.C. Andersen, Oehlenschlaeger, Heiberg, Mendelssohn, Lizt, Grieg, Hostrup eller Carl
Plough, men også de mere beskedne navne, der er interessante. Hvorledes skrev man overhovedet til hinanden i forrige århundredes København - og om hvad? I den forstand er samlingen enestående, også fordi man således kan følge udvalgte personers udvikling gennem Hartmanns lange liv.
Inger Sørensen har forsynet udgivelsen med grundige, videnskabelige noter, samt et fyldigt forord og en nyttig personfortegnelse. Heri ligger åbenbart en del af forarbejdet til den biografi om J.P.E. Hartmann, som hun udgiver senere på året. Givetvis får brevene endnu større tilgængelighed og relevans, når en sådan mere grundig levnedsbeskrivelse foreligger, men nu er man da parat til mere.

J.P.E. Hvem?
Hvad angår hovedpersonen er det jo ingen hemmelighed at han delvis er gået i glemmebogen som komponist. "Flyv fugl, flyv over Furesøens vove", en enkelt ouverture eller to og tavlebordsduetten af Liden Kirsten. Resten er tavshed. Næsten. I disse tider sendes cd'er på gaden i en lind strøm, og også Hartmann tilgodeses af de blanke skiver med vel undt omsætning for musikere og forlag. Men nøgternt set er der næppe så meget at hente hos gamle Hartmann. Det er jo det forunderlige og bitre ved muskhistorien: dens bistre udskillelse af det mindre holdbare fra det mere. "Hartmann og Gade, der gjorde os glade," som Hans Hvass der var en meget vittig mand altid sagde, "nu er de slået sammen til Hartmannsgade."

Rimelig kilopris
Hvis man vil følge et spor i Inger Sørensens imponerende udgivelse, anbefales selvsagt H.C. Andersen- brevene. De to mænd, Hartmann og Andersen havde noget sammen, det aner man. Fortrolighed og respekt. Det synes som om Andersen også holdt sig lidt tilbage med at blive alt for skrattende og skinger i sit evige mismod over, at de ikke elskede ham nok. Derudover vidste jo alle - også Andersen - at Hartmann ikke altid havde det lige nemt, som da han mistede kone og et spædt og et mindre barn på én gang i 1851.
Det hele står at læse i Inger Sørensens tre grønne brosten, som i øvrigt er rimelige i anskaffelse, kiloprisen taget i betragtning. Og som man efter timers bladren nu er taknemmelig for at Sørensen turde insistere på.

*Inger Sørensen (udg. m. indledning og noter) J.P.E. Hartmann og hans kreds. En komponistfamilies breve 1780-1900. 1832 s. ill. 650 kr. Museum Tusculanums Forlag. Det Kongelige Bibliotek

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her