Læsetid: 3 min.

De små træer i junglen

14. juli 1999

Dopingspøgelset har nu været løs i et år, og intet tyder på at det vil forsvinde foreløbigt.
I begyndelsen var forargelsen stor, og man betragtede doping som snyd. Men efterhånden har problemet for mange mennesker skiftet karakter: Doping er en nødvendig betingelse for eliteidrætten i dag, og udviklingen kan alligevel ikke stoppes, siges det. Måske er man tilmed blevet mæt af skandalen.
Et nyt skrækbillede fremmanes: Folk gider ikke at se på alle de langhårede øko-sportsfolk, som hopper harmløst rundt i den EPO-frie middelmådighed. Nej, kun det bedste er godt nok, og i konkurrencens og underholdningens navn (når den nu er den, folk vil have), accepteres kun gladiatoren, der kæmper med intet mindre end livet som indsats.
Information kunne i lørdags berette om, at man allerede i lang tid har kunne spore den kunstige variant af stoffet EPO i sportsudøvernes blod og urin, hvis blot der havde været politisk og administrativ vilje til at kommercialisere testen til brug i dopinglaboratorierne.
Nyheden bevirkede ikke andet end vrisne kommentarer fra den internationale cykelunion, UCI, og (bort)forklaringer fra formanden for Danmarks Idrætsforening DIF, Kai Holm om, at idrætsorganisationerne selv må udvikle en test, der, som de siger, "er 100 procent sikker".
At intet her i verden er 100 procent sikkert, og slet ikke hæmatokritværdier, ved eksperterne kun alt for godt, men med imaginære jurister som imaginære modstandere har de danske og udenlandske idræts-organisationer (for ikke at glemme den olympiske
komite, IOC) foreløbig kunnet holde kritiske journa-lister stangen: Vi skal først have en sikker test, ellers får vi retssager på halsen.
Og pressen æder den råt.
Og politikerne æder den råt.

I mellemtiden har handlen med EPO vokset sig så stor, at den let kan måle sig med de mere berømte narkotika, og antallet af døde (dødsårsag hjertestop) er højt, omend ukendt. Og for nyligt viste det sig, at 15-17 årige knægte nu også vil have lov til at sprøjte lidt EPO, for at vise hvad de duer til i A-klassen i den lokale sportsklub.
Det er her, i dette perspektiv af identifikation og forbilleder for unge mennesker, at skandalen bliver et samfundsanliggende.
For hvis vi gik og troede, at eliteidræt er en uskyldsren affære, hvor 'sportsånd' og 'fairness' er hele idégrundlaget, må vi tro om igen. Sporten, som den i dag fremmes af DIF, er en jungle. Og der vokser som bekendt ingen små træer i en jungle, som Verner Møller citerer den dobbelte Giro d'Italia- og fem-dobbelte Tour de France-vinder Jacques Anquetil for i sin nye debatbog, Dopingdjævlen. I denne sportens verden gælder nemlig alle kneb.
Og man må huske på, at dette også gælder for de fleste andre professionelle 'kunstarter' nu om dage: Om det er skønhedsmodeller, fodboldspillere eller ballerinaer: Ofte betaler de en høj pris i form af anoreksier eller diverse andre følgesygdomme, altid frivilligt og med fuld selvopofrelse til fordel for berømmelsen og "målet".

Pudlens kerne ligger derfor snarere i vores
og ungdommens identifikation med berømthe-derne, og i de opdragelsesmæssige konsekvenser det har.
Sport, ballet, modelliv og mange andre professioner er kun sunde til en bestemt grænse, og identifikationen må medtænke denne grænse. Ellers bliver det blot illusioner som man senere, og sandsynligvis med stor smerte, vil vågne op af.
Det kan ligefrem være befriende for en ung kvinde at vide, at for eksempel fotomodeller skam sjældent ser ud som de gør fra naturens hånd, men at de er kunstigt producerede idoler - tilstoppede med implantater af silikone, kollagen og andre stoffer. Det kan også være befriende for den unge cykelrytter at vide, at timerekorden kræver en unaturlig høj pris, som han ikke behøver at betale, og som almenheden ikke ønsker han skal betale.

At der ikke findes små træer i en jungle er derfor en sandhed med modifikationer, for mennesker lever ligesom træer ikke evigt. Derfor findes der nok kun to veje, som tingene kan gå: Enten kan man lade jungleloven leve sit eget liv, så der til sidst kun avles hurtigtvoksende monstre, eller man kan forsøge at tynde lidt ud i urskoven, og begrænse dens himmelflugt ved hjælp af lovgivningen. Det første er sikkert mere spændende at se på, mens det andet nok vil spare et par menneskeliv. Men hvad samfundet i sidste ende vælger er uvist. Sikkert begge dele. Men hvad staten vælger at støtte med økonomiske midler må være åbenlyst.rob

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her