Læsetid: 6 min.

Sporten har forlængst integreret snyd som en del af legen

5. juli 1999

Verner Møller har skrevet en fremragende bog om et satans problem - doping

Ny bog
"Se til liljen på marken og fuglen under himlen", siger Søren Kierkegaard, "de er bestandigt ubekymrede i deres rette element, i den rene natur hvor alene glæden råder. Se til dem og lær deraf!"
Det er lettere sagt end gjort, for det besværlige ved det at være menneske er jo, at vi aldrig på samme lykkelige måde blot er i vores naturlige væren, men altid er underlagt kulturen og derfor må kultivere os for at nå glæden - eller søge doping for at kunne dupere. Som pattedyr med sprog og bevidsthed, oprejst gang og udsøgt finmotorik er vi ikke blot homo faber, det skabende og formende menneske, men også det tænkende væsen, der altid formår at regne den ud - i håbet om, at det leder til glæden.
Verner Møllers Tour de France-aktuelle debatbog Dopingdjævelen handler i grunden om dette vilkår og de dilemmaer, det afføder - ikke dem alle, men de der knytter sig til sporten og sportens maskepi med ærgerrigheden og markedet - en dobbelthed, Verner Møller nok er sig bevidst, men alligevel er tæt på at neutralisere ved at underspille pengeinteressernes næsten karakterformende magt. Så har jeg vist udtrykt mig så dæmpet og urbant, som det lader sig gøre.
Det er en fremragende bog om et satans problem, der, selvom de fleste siger nej til doping og en sport på drugs og fiduser, synes bundet med en gordisk knude, vi måske knap kan hugge over. Verner Møller synes i hvert fald - omend i mindre grad end Jørgen Leth i bogens højstemte forord - at savne mod til at gribe sablen og hugge til.
Doping forekommer at være en kulturel byrde, der er kommet for at blive. Det handler nemlig ikke kun om EPO og anabolske steroider, men om enhver præstationsforstærkende og præstationsforberedende manøvre, der har med andet end simpel træning at gøre: den enkelte med sin krop og sjæl.
Siden antikkens sportslige lege har vi med vin, planteekstrakter og alle mulige Mirakulix-miksturer søgt at fremme udholdenhed, borttage smerte og styrke den præstation, der kan give sejr og hente stoltheden og æren hjem gennem den glæde, som en god kamp og en stærk sejr giver publikum. Dopingglidebanen hører sporten til, men da også megen kunst, fra absintdrikkerens forunderlige poesi til solodanserens piruetter.

Særlig tradition
Der er interessante ting at læse hos Verner Møller om cykelsportens historie og særlige tradition for doping i alle afskygninger og indtaget under et pres, hvor den personlige vinder-ærgerrighed ikke længere lader sig adskille fra den griske kapital, der er på spil i sponsorater, medier osv. Det ekstatiske i sporten får også sit - bl.a. gennem inddragelse af den religionsfænomenologisk noget ustyrlige Georges Bataille - men det virker på mig som en overfortolkning og meningstilskrivelse, der skal legitimere den elementære vilje til doping og grænseoverskridelser i en højere sags tjeneste. Hvorfor skal sport så ofte italesættes, som om der er tale om kunst, metafysisk. længsel, religiøs kult og eksistentiel realisation? Verner Møllers afsluttende forsøg på at omplacere sporten fra det gode til det skønne, fra feltet for moralske og holdningsmæssige værdier til feltet for æstetiske og oplevelsesmæssige værdier, er derfor en lummer konstruktion, der dels taler hen over hovedet på sportens udøvere og primære publikum - og dens realitet, dels forsøger at sparke dopingdjævelen ind på æstetikkens banehalvdel, hvor der vel altid er plads til lidt galskab.
Det er ikke underligt, at det må gå sådan, for i det, jeg vil kalde bogens hovedstykke, om sundhedstemaet og om de gængse hovedindvendinger mod doping, viser Verner Møller med en forbilledlig klarhed, at dopingproblemet ikke rationelt kan tales på plads. De fem grundargumenter, han tager ved vingebenet, er: 1) doping er snyd og skaber ulige vilkår (altså ikke fair play), 2) doping er noget unaturligt noget, 3) doping er usundt, 4) doping ødelægger sportens idealer og forbilledværdi, og 5) doping er den lige vej til at forvandle sport tilet ligegyldigt freakshow - et rent Jerry Springer-show.

For sent
Til snyd-argumentet mod doping er der kun at sige: For sent, kære venner. Sporten har for længst integreret snyd som en del af legen og kampen - gentleman-snyd såvel som grov snyd. Den, der ler sidst - ved en søvnig linjevogter eller en ikke- forbudt stimulans - ler bedst. Sådan er det, og sporten lever af de ulige vilkår, som gennem træning og lidt fiks-fakserier gøres endnu mere ulige: Det er jo det, der giver de blændende og generøse sejre og ikke de marginale på stopurets smertegrænse.
At kalde doping et unaturligt element i sportens verden er uholdbart, da sporten lige så lidt som mennesket selv har noget at skaffe med ren natur og uskyld, men fra første færd er viklet ind i kultur og iscenesattelser. Man kan diskutere grænserne for det man gør og ønsker, men kom ikke med en romantisk forestilling om naturlighed.
Værre bliver det næsten med sundheds-argumentet, for dels er megen doping ret beset sund - erstatter vigtige stoffer forbrændt under præstationen; dels er sundhed et lige så svævende og kulturbetinget begreb som godhed og skønhed. Endelig skal man jo ikke overse - seneste bokseskandale in mente - at hårdtbelastende elitesport fra første sekund er en usund affære, som læger egentlig kun kan involvere sig i ved at gradbøje lægeløftet til ukendelighed. I en vis forstand er sport sygdom, lige som ejendom - med Proudhons ord - er tyveri.
At doping skulle ødelægge sportens forbilledværdi og lede til en trivialisering som monster- og freakshow er heroverfor snarere bekymrede postulater end noget, man med samme ret kan argumentere såvel for som imod.

Gør som Bjarne Riis
Måske er det dræbende naivt at tro, at sporten varetager nogen forbilledfunktion - entydig kan den under ingen omstændigheder være. Og måske overser man, at publikum til syvende og sidst sætter grænserne for doping og derfor gennem sponsormekanismen afgør, hvor meget freak, der skal være over det show. - Gør som Bjarne Riis: ansæt en akupunktør, som alle endnu har lidt alternativ tillid til, og slør dermed dine eventuelle fortrin tilvejebragt gennem grimme sportslæger! Som i Clinton/Lewinsky-sagen er kernen i dopingproblemet ikke, at der foregår noget, vi ikke troede muligt, men at der lyves omkring det. Det er akilleshælen i det sandhedssøgende samfund, ikke sidespringet ud i medicinskabet.
"Også den moralske jord er rund, siger Friedrich Nietzsche i en enkel pointering af, at værdier er ikke noget, man kan slutte sig til - uden at blive rundtosset og forudsætte andre mere grundlæggende værdier - men noget, man sætter. Når vi slår i bordet og siger, at nu er nok nok, så er der sat en værdi, der afgrænser en tidligere og måske mere sløret værdi. Det er det, der sker, når vi mand til mand, og kvinde til kvinde, diskuterer doping og markerer vor tolerancetærskel.
VernerMøller skal ikke risikere noget i det spil, og det er okay, når man i en god bog har tydeliggjort problemets omfang. Men så må vi andre jo gøre det. Selv går jeg ikke ind for doping-light, men for sport unplugged: Jeg vil kunne se, hvad der sker. Næsten som med liljen på marken og fuglen under himlen.

*Dopingdjævlen - en analyse af en hed debat, af Verner Møller, Gyldendal 1999, kr. 175

Ovenstående anmeldelse blev bragt i går på radioens P1 i udsendelsen Sportsånden. Den bringes her med Peter Thielsts tilladelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her