Læsetid: 4 min.

Studie i ensomhed

23. juli 1999

Martin Scorseses 23 år gamle 'Taxi Driver' er en stærk skildring af et menneskes ødelæggende ensomhed

NY FILM
"Så ser man nærmere efter og ser det uundgåelige. Urfjederen kan ikke fortsat blive trukket op. I takt med at solen bevæger sig mod jorden, bevæger Travis Bickle sig mod volden."
Umiddelbart ser den 26-årige Bickle ganske tilforladelig ud i sine slidte jeans, cowboy-støvler, ternede skovmandsskjorte og læderjakke, men som Paul Schrader beskriver ham i sit manuskript, hvorfra citatet foroven er hentet, så lurer mørket og tomheden lige under overfladen.
Travis Bickle, hovedpersonen i Martin Scorseses moderne klassiker Taxi Driver ('76), som nu får dansk repremiere, er indbegrebet af ensomhed og fremmedgjorthed - en ulv, som ikke har lært at hyle sammen med resten af flokken, og som taler forbi og ikke forstår de mennesker, han møder på sin vej.
Afskåret fra verden i sin gule taxi iagttager Vietnam-veteranen Travis sine omgivelser med undren, afsky og en snigende følelse af paranoia, når han om natten kører gennem New Yorks barskeste og mest beskidte kvarterer for at undslippe den ensomhed og søvnløshed, der styrer hans liv. Som eneste selskab i sin skrabede lejlighed har han det fjernsyn, som kun er en tydelig påmindelse om den isolation, han befinder sig i.
I jagten på en mening med sit liv prøver Travis at interagere med enkelte andre mennesker, Betsy (Cybil Shepard), en smuk kvinde på et valgkontor, kollegaen Wizard (Peter Boyle), der siges at have svar på meget, og barneluderen Iris (Jodie Foster), som Travis ser som sin mission at redde væk fra de beskidte gader og den usympatiske alfons Sport (Harvey Keitel).
Men Travis har ikke den fjerneste idé om, hvordan man begår sig blandt andre mennesker. Han inviterer Betsy i biografen for at se svensk pornodokumentar, Swedish Marriage Manual, fordi han tror, at det er sådan, at almindelige par gør. Og da Betsy afviser ham og ikke længere vil have med ham at gøre, lægger han hende for had. "Hun er ligeså kold og fjern som alle de andre," fortæller han sin dagbog.
Således ude af stand til at leve et almindeligt liv og uden forbindelse med virkeligheden, der synes at passere forbi som en fjern drøm, bliver Travis overbevist om, at meningen med hans liv er at redde Iris og rense byen - "en åben kloak fyldt med skidt og afskum." Og ligeså sikkert som at solen bevæger sig mod jorden, er det, at Travis bevæger sig mod volden.

Højdepunkt
I samarbejdet mellem Scorsese og Robert De Niro og i deres respektive karrierer står Taxi Driver som et absolut højdepunkt. Skabt af tre mænd på vej mod de 30 synes filmen at udtrykke en fælles tanke omkring en alder, hvor tilværelsen for de fleste falder i hak, finder sin rytme og begynder at være mere forpligtende.
Med udgangspunkt i Schraders kompromisløse og fåmælte manuskript har Scorsese skabt et tidløst og rystende billede af et samfund, hvor ensomhed, som citatet af Thomas Wolfe, der indleder filmen, formulerer det, er det eneste, vi kan være sikre på. Hele denne samfundets sygdom, som vi kæmper med endnu i dag, er inkarneret i De Niros søgende ulv, Travis Bickle, der drog i krig som dreng og vendte hjem som mand - uden at have oplevet det ind i mellem og uden nogen til at hjælpe sig.
De Niro er fænomenal som Bickle. Han har uroen i kroppen, og selv i de mest stille og harmoniske stunder, fornemmer man sammenbruddet, dæmonien lure om hjørnet - han balancerer på den tynde røde linie. Hans smil, som aldrig rigtig når øjnene, hans akavede og uartikulerede omgang med andre mennesker, de mange scener, hvor han snakker med sig selv, dagbogscitaterne, der bliver stadigt mere maniske, efterhånden som hans 'mission' tager form.
Omkring De Niro/Bickle er placeret et galleri af storby-figurer, den ene mere mærkelig og uengageret end den anden. De sætter spørgsmålstegn ved, hvem det reelt er, der er mest unormal: Bickle eller hans omgivelser.
I filmens afsluttende helgenkåring af Bickle ligger en nådesløs kritik af et samfund - personificeret i paradepolitikeren Palantine - som har givet op. Hvor psykopati er blevet et acceptabelt resultat, fordi ingen formår eller gider at gøre noget.
Fortalt i et drømmende billedsprog, slowmotion, lange kamerature, afdæmpet klipning, koreograferet til den suggestive musik, som skulle blive Bernard Herrmanns sidste filmscore, i de sekvenser, hvor Bickle ser den glitrende natteby glide forbi, og suppleret med et mere pågående udtryk, når han konfronteres med den verden, han ikke forstår, er Taxi Driver et intenst menneskestudie.
Vi er uden for Bickle og følger hans vej mod det uundgåelige, og fra taxaen oplever vi med ham den verden, han så gerne vil redde fra sig selv - en ligegyldig, ligeglad verden, hvor kun de stærkeste overlever.

*Taxi Driver. Instruktion: Martin Scorsese. Manuskript: Paul Schrader. Amerikansk (Gloria i København)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her