Læsetid: 4 min.

Syriens aldrende leder vil gøre det godt igen

21. juli 1999

Syrien kommer med forsigtige følere til Israels nye leder, Ehud Barak

TEL AVIV - Mange års tryg tilværelse i den syriske hovedstad Damaskus kan nu være ved at nærme sig sin afslutning for den lille håndfuld radikale palæstinensiske grupper, som fortsat afviser dialog med Israel. Det forlød tirsdag, at præsident Hafez al Assad uventet havde stillet krav om at disse grupper indstiller den væbnede kamp mod Israel, fordi han har til hensigt at slutte fred med naboen i syd.
Syriens vice-præsident Abdel Halim Khaddam mødte ledere af PLO's såkaldte afvisningsfront og "fortalte dem, at de nu skal standse den væbnede kamp og danne politiske partier for at arbejde med sociale spørgsmål," kunne Reuters citere en uidentificeret syrisk kilde, som yderligere meddelte, at den syriske ledelses budskab også gjaldt den fundamentalistisk islamiske Hizbollah milits, som opererer i Libanon.

Barak satser højt
Mod dette udtalte Faddal Sharoro, medlem af afvisningsfrontens nationalråd, til pressen, at der ikke var stillet krav om noget, og at mødet mellem organisationernes ledere og Syriens vice-præsident ikke berørte den væbnede kamp mod Israel.
"Det kan virke forvirrende. Hafez al Assad har ikke krævet noget som helst, og det er heller ikke sikkert han vil gøre det lige med det samme," ryger det ud af professor Meir Zamir, ekspert i syriske forhold ved det israelske Ben Gurion Universitet.
"Syrien og Israel spiller et spil, hvor de skiftes til at komme med positive signaler overfor hinanden. Vi befinder os i en situation, hvor alle efter tre års stilstand begynder at trække vejret frit igen," siger Meir Zamir videre til Information.
"Det, som sker lige nu er, at parterne begynder at tage de første forsigtige skridt med udgangspunkt i det sted, hvor man standsede brat op for tre år siden, og det tager sin tid at føle hinanden på tænderne."
Men der hersker ingen tvivl om at den syriske præsident giver Israels premierminister Ehud Barak den kredit, alle andre giver ham i disse tider.
Og på den konto er det nærliggende at slutte, at afvisningsfrontens ledere Naif Hawatmeh, George Habash og Ahmad Jibril nu lever på lånt tid i Damaskus.
Assad har forpasset flere gode muligheder for en fredsslutning med Israel, og den chance vil han ikke lade gå fra sig igen.
Ehud Barak, som i egenskab af generalstabschef var med da en officiel israelsk delegation i 1992 sidst mødte en syrisk modpart og ved den lejlighed havde et katastrofalt møde med den syriske general Shihabi, har også brugt den mellemværende tid til at gennemtænke sine træk.
"Det er fantastisk interessant, hvad der sker, men vi skal lade være med at komme med forhastede konklusioner, for dette er bare de første trin i en kompliceret dans. Jeg tror det, de to ledere siger til hinanden er at der skal forhandles på højt plan, og det er ganske usædvanligt."
"Ehud Barak ser ud til at have besluttet sig for at satse højt. Det normale ved et mellemøstligt forhandlingsforløb er at mellemledere får aftalen til at få konsistens, hvorpå toplederne mødes i sidste fase, hvor de blot forhandler nogle få tilbageværende punkter på plads inden de sætter deres underskrift på aftalen. Barak ønsker tydeligvis toplederne ind i forløbet på et meget tidligere tidspunkt, og i hans udtalelser om at noget kan ske indenfor en måned ligger hans bestræbelser for at få Assad og Clinton til at mødes direkte, og det tyder på en tro på at det kan lykkes," fortsætter Meir Zamir.
"Når man fører forhandlinger på lavt niveau, kan man bare starte igen på et senere tidspunkt hvis dialogen kører fast, mens det virkelig er knald eller fald når statsledere mødes."

Assad har travlt
Den syriske præsident virker modtagelig for den israelske premierministers ønsker, og han ser også ud til at være indstillet på at opnå hurtige fremskridt.
Gennem en længere årrække har det været almindelig opfattelse blandt analytikere at Assads helbred stillede sig hindrende i vejen for fremskridt i den mellemøstlige fredsproces, og at man ikke skulle forvente at se resultater før et magtskifte i Syrien.
Den tale ser nu ud til at være forstummet.
"Assad virker som om han er helt ovenpå og har fuld kontrol over situationen," mener Meir Zamir.
"Selvfølgelig vil også han dø en dag, og inden han overlader styret til sønnen Bashir, som meget tyder på, har han nogle ting han gerne vil sætte på plads."
Assad var syrisk forsvarsminister, da israelerne under seksdageskrigen i juni 1967 besatte Golanhøjderne, som vil være det vanskeligste forhandlingspunkt i en fremtidig israelsk-syrisk fredsslutning, og det nederlag vil han tydeligvis gerne gøre godt igen.
Det afgørende er, at Assad ved ligeså godt som alle andre, at hvis man vil have en israelsk leder med på nye initiativer skal det være indenfor det første år af dennes valgperiode.
Dette kan være forklaringen på at den syriske leder, som på grund af sin tilbageholdende tavshed længe har båret tilnavnet 'Sfinksen' i Damaskus, så hurtigt har luftet et relativt drastisk tillidsskabende skridt som at afvæbne de anti-israelske grupperinger.
"Men Ehud Barak har helt ret, når han i Washington siger, at Assad bliver en vanskelig forhandlingspartner," fortsætter Meir Zamir.
"For selvom åbenheden for forhandling er til stede, giver den seneste tids udtalelser intet fingerpeg om, at Syriens krav skulle være ændrede. Assad vil stå fast på sine krav om større andel i områdets vandressourcer og før Ehud Barak siger offentligt, at han er rede til at trække sig helt tilbage fra Golanhøjderne til grænsen fra 4. juni 1967 (udgangspunktet ved begyndelsen af seksdagenskrigen), er det helt udelukket at han vil gå med til at møde den israelske leder."
Også Israels krav om sikkerhed gør på forhånd forhandlinger mellem Israel og Syrien vanskelige. Men Ehud Barak synes indstillet på at satse højt, og indtil videre har den syriske præsident vist overraskende interesse for at danse med.
Det er ikke uden grund, at 70'ernes penduldiplomat, Henry Kissinger, kaldte Hafez al Assad for Mellemøstens mest interessante leder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu