Læsetid: 6 min.

'Jeg tager alene tilbage'

2. juli 1999

Den 25-årige Shqipe Krenzi er klar til at rejse i forvejen til familiens hus i Kosovo. Men hun har ikke råd til billetten. Nogle bekendte har fortalt, at hendes tilbageblevne far nu bor i deres stadig intakte hus

Shqipe Krenzi er efterhånden oppe på at kæderyge. Pakken med Prince Ultra Light svinder hurtigt ind, mens hun sidder helt fremme på kanten af sofaen i fjernsynsstuen og taler.
"Jeg er fast besluttet på at rejse hjem så hurtigt som muligt," siger hun.
Det er nærmest fortvivlende at vente passivt her i flygtningecentret Råmosegård ved Ebeltoft med bevidstheden om, at freden er kommet til hjemlandet Kosovo, og andre flygtninge vender hjem i hundredetusindevis.
Shqipe Krenzi har været i Danmark med sin mor og to mindre søskende siden midt i maj, og nu - efter indgåelsen af en fredsaftale - føles tiden meget lang.
Hun arbejder i centrets børnehave hver formiddag, og hun kan ikke koncentrere sig om at foretage sig ret meget andet, der kunne slå tiden ihjel.
I sidste uge skulle hun have startet på sprogkursus i dansk og engelsk, men meldte fra.
"Jeg er slet ikke motiveret til at sidde og lære noget i øjeblikket," siger Shqipe Krenzi.
Hun sover dårligt om natten. Alle tanker kredser om familien, vennerne, kæresten, ja, hele situationen i hjemlandet.

Far er i live
Familien kunne ellers glæde sig, da den for få dage siden fik melding fra en bekendt om, at deres far nu bor i familiens hus sammen med en større søster og hendes mand.
De var alle blevet tilbage i Kosovo, og søsteren havde de flygtede familiemedlemmer ikke haft kontakt med i flere måneder før flugten i april.
"Men vi forstår ikke, hvorfor min far ikke giver lyd fra sig. Han har fået besked på, hvor vi er," siger Shqipe Krenzi og lader forstå, at usikkerheden fortsat nager.
Også hende kæreste, der i februar gik ind i oprørsbevægelsen UCK, har hun haft indirekte kontakt med gennem en bekendt.
Han er ligeledes tilbage i hjembyen Ferizaj, hvor han er begyndt at arbejde, og han har givet familiens telefonnummer til deres far.
"Men heldigvis har vi hørt, at vores by er meget lidt ødelagt, og vores hus er intakt," siger Shqipe Krenzi.
Hendes plan er at rejse alene tilbage hurtigst muligt for at se, hvordan det hele står til, og så efterlade sin mor og to mindre søskende i Danmark.
"De er jo i sikkerhed her," siger storesøsteren, der ikke levner den mindste tvivl om, at hun reelt fungerer som overhoved for denne del af familien.
Problemet med at rejse hjem er pengene. Hun har simpelthen ikke råd til billetten, og endnu er det ikke afklaret, om de Kosovo-albanske flygtninge i Danmark kan få hjælp til hjemrejsen.
Dansk Røde Kors overvejer, om en person fra hver familie skal have lov til at rejse hjem, for at sondere forholdene.
"Vi håber på svar i løbet af få dage," siger Shqipe Krenzi
Hun afviser fuldstændigt tanken om at skulle blive i Danmark til næste forår, som Dansk Røde Kors har nævnt som en risiko, fordi flygtninge i nærområdet skal genhuses først.

Moder på sygehus
Mens hun taler, kører nyhedskanalen CNN på fjernsynet. Seks andre beboere på centret sidder i de slidte sofaer og lænestole og kigger sporadisk på, taler sammen indbyrdes, og så har de et vågent øre til Shqipes snak med journalisten.
Ingen af dem forstår dog hendes flydende engelsk, så af og til giver hun et afmålt referat på albansk for at dulme lidt af nysgerrigheden.
Hendes to mindre søskende er i skole på flygtningecentret i Randers, og moderen Hisnije Krenzi er gået ud i køkkenet for at brygge kaffe.
Hun kom hjem fra hospitalet for tre dage siden. Maven var gået i uorden og smertede, så hun røg først på sygehus i Grenå og derefter til Randers.
"Lægerne fandt en sten i hendes mave, og efter at de har fået den op, har hun det godt. Ja, i går begyndte hun at gøre rent," smiler Shqipe, da moderne kommer ind med kaffen.
Moderen holder sig på maven og lader forstå, at den er helt i orden.
"Når vi har gæster hjemme, serverer vi det bedste mad, vi har, men her har jeg ikke andet end kaffe at tilbyde," siger moderen gennem Shqipe og lover Informations udsendte en stor festmiddag, hvis han vil besøge dem, når de er hjemme i Kosovo.
Som sin datter Shqipe er hun fortvivlet over at vente. Bare hun i det mindste kunne komme til Tyskland, hvor en anden datter har boet i ni år, og en søn er flygtede dertil for nogle måneder siden.
De taler i telefon sammen hver dag, men det er ikke det samme som at ses.
"Vi har søgt visum, men har endnu ikke fået svar, og min mor er så fokuseret på, at hun vil se sin datter i Tyskland, før vi skal tilbage," siger Shqipe Krenzi, og siger, at moderen endnu er meget ængstelig for at rejse tilbage til Kosovo.

Følger situationen i tv
Efter moderen flere gange har kredset om muligheden for at komme til Tyskland, gider Shqipe Krenzi ikke at oversætte det længere.
- Hvad siger din mor?
"Det er ikke noget," siger datteren med en skuldertræk. Hun vil hellere tale om de store linjer.
Som de fleste voksne på centret følger hun situationen i Kosovo meget intenst over fjernsynet.
"I mit hjerte hader jeg serberne, men jeg er imod hævntogter. Jeg ville godt kunne bide hadet i mig og leve ved siden af dem igen," siger hun, men tvivler på, at serberne tør blive tilbage.
Shqipe Krenzi er ikke meget for, at oprørshæren UCK nu bliver afvæbnet.
"Så snart de vestlige landes fokus på vores land er væk, så frygter jeg, at de serbiske militser og hæren rykker ind igen," siger hun alvorligt.
Råb, latter og trampen på gangene i centret fortæller, at de større børn er kommet hjem med bussen fra skolen i Randers.
Et frisk pust hvirvler op i den døsige eftermiddagsventen og de tunge tanker. Flere af de voksne retter sig op i hynderne og får liv i ansigterne. De to mindre søskende kommer smilende hen og hilser.
"Ja, for børnene er det godt her, men ikke for mig," siger moderen uden at ville klage over forholdene - bortset fra, at der er langt til købmanden. Hun ville bare gerne være i Tyskland eller allerhelst hjemme igen.

Lillesøster lærer dansk
Da familien kom til centret for seks uger siden, var den 14-årige datter, Shkurte, så mut og fjern. Nu stråler hun og demonstrerer, at hun allerede efter fire ugers skolegang kan sige en del sætninger på dansk.
"Hvad hedder du?" spørger hun stolt på dansk.
Hun er vild med at gå i skole, men ville hellere gå på skolen hjemme i Ferizaj, understreger hun via storesøsterens oversættelse. Så langt rækker det danske trods alt ikke endnu.
Den 11-årige Armend sidder lidt utålmodigt og hører på, for han har set frem til at komme hjem og spille fodbold med de andre drenge.
Han er ikke så begejstret for at gå i skole, siger han - men siger det på en måde, der lader forstå, at en frisk dreng i den alder helst skal sige den slags.
Efter skole spiller han fodbold, og hver aften er han sammen med de andre unge nede i centrets ungdomsklub.
"Han siger til os, at han er formand for klubben, fordi han har nøglen til rummet," griner storesøster Shqipe.
Selv kan hun ikke fokusere på andet end at komme hjem.
"Jeg er fast besluttet på at rejse i forvejen, så snart det overhovedet bliver muligt," siger hun.

Fakta - En familie på flugt

Familien Krenzi kommer fra byen Ferizaj i Kosovo. Den består af to forældre og otte børn, som er spredt for alle vinde.
*Moderen Hisnije på 48 år og børnene Shqipe på 25 år, Shkurte på 14 år og Armend på 11 år bor på flygtningecentret Råmosegård ved Ebeltoft.
*Faderen og en gift søster er blevet i Kosovo. En anden gift søster er flygtet med sin familie til Canada, en værnepligtig bror til Tyskland.
*Derudover bor to søstre permanent i henholdsvis Tyskland og Holland.
*Information skrev om familien Krenzi den 31. maj og den 15. juni i år - og vil med jævne mellemrum følge familien under opholdet i Danmark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her