Læsetid: 3 min.

Teselskab hos Lizzie

21. juli 1999

Hvert år inviterer den britiske dronning til te i haven bag Buckingham Palace

LONDON - Dronning Elizabeth og hendes familie - House of Windsor - gør sig i disse år store anstrengelser for at blive ligesom mere folkelig. Men som Informations udsendte muldvarp i hofarboretet må jeg melde, at der er lang vej endnu. Det absurde teater kunne lære noget her.
Eftermiddagen startede ellers meget godt med at mase sig gennem turisthoben uden for gitterporten og blive gennet gennem paladset og ud i haven. Dér spillede det ene af de to militærorkestre et tema fra musicalen Les Misérables - den der fra barrikaderne, som lyder:
Do you hear the people sing?
Singing a song of angry men?
It is the music of a people
Who will not be slaves again!'
Sådan lige dér midt på den højeste britiske samfundsinstitutions velplejede plæner. Måske var det et knæfald for den nye folkelighed? Ellers var det i hvert tilfælde meget ironisk.
Lidt senere spillede det andet orkester 'That's Entertainment' - det passede lidt bedre.
Folkemængden delte sig i lange rækker neden for paladsets trapper. Klokken fire nul-dut kom dronningen og hendes følge så til tonerne af 'Rule Britannia' ned ad trappen og gik rækkerne igennem for at hilse på.
Nogle af gæsterne myldrede dog med det samme ind i hovedteltet - Main Tent - for at få te, limonade, små firkantede madder eller kager i lange baner.
Men så rakte folkeligheden heller ikke til længere. Var der nogen, der mente, at Storbritannien efterhånden er ved at komme væk fra klassesamfundet, blev de skuffede. Ovre på den anden side af de lange rækker af hilsende gæster var der to andre, lidt mindre, telte. Det ene var forbeholdt diplomatiet. Det andet var forbeholdt de royale. Ikke noget med at drikke te med pøbelen her.
Et dybrødt reb var spændt ud omkring de to telte og et stykke af plænen, som for at spærre diplomaterne og de kongelige inde - eller holde de andre ude, om man vil.
Lige uden for rebet satte folket sig så til rette på klapstole eller stillede sig op i en tyk rand for at kigge på de sære diplomatmennesker og måske se dronningen og familiemedlemmerne spise kager.

Hat og handsker
Hvis selve teselskabet var en oplevelse, var det dog for intet at regne i forhold til forberedelserne.
Invitationen kom i en stor, tyk kuvert med masser af papirer. I alt syv sider tætpakket information skulle hindre, at nogen kom til at kvaje sig. Noget af det var ret praktisk; hvordan man kunne parkere, eller hvor de nærmeste Undergrundsstationer lå.
Andet var beregnet på, at gæsterne kunne vide, hvad der ventede dem. For eksempel var der en detaljeret tidsplan for, hvornår f.eks. hovedteltet begyndt at servere teen, hvornår dronningen ankom, hvornår hun drak te, og hvornår diplomaterne gjorde det samme.
Ikke nok med det. Der var også anvisninger for, hvad man skulle have på. Det var - som altid - nemmere at være mand. De kunne nøjes med et almindeligt jakkesæt eller eventuelt et sæt, som man ser i gamle film, med svalehalejakke.
Kvinderne skulle have 'day dress' på. Altså ikke noget langt. Og ikke noget med bukser. Det var fremhævet med stort, at "trousers should NOT be worn". Javel. Damerne skulle også have hat på, stod der. Handsker var valgfri.
Et kik i garderoben afslørede kun en række sært tottede, uldne sager til at tage om hovedet om vinteren, men den lokale Oxfam-butik løste problemet. En hvid stråhat til to pund - ca. 22 kroner - reddede Information fra den infami det ville være at blive afvist ved slottets port på grund af hatmangel.

Tre udgange
Allersidst på de mange sider med praktiske oplysninger kom en checkliste over, hvad man skulle have med - og især hvad man ikke skulle medbringe. Man måtte f.eks. ikke have kameraer eller mobiltelefoner med. Og det var understreget, at man ikke måtte medbringe "anyone under 18 years old". Folk med børn måtte virkelig se at få dem puttet ind i en eller anden institution for eftermiddagen.
Det var en hel lettelse at få at vide, hvordan man kunne slippe ud fra forestillingen igen. Det medfølgende kort viste hele tre udgange.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her