Læsetid: 3 min.

Twistede storbyunge

24. juli 1999

Tre nyudgivelser prøver på godt og ondt at indkredse brudfladerne i senhalvfemsernes hastige ungdomsliv

Nye bøger
Allerede omslagsdesignet på de tre bøger fra Høst & Søn signalerer trendy markedsføring. Skæve linier, skarpe farver og disede baggrunde udtænkt af firmaet Imperiet. Æstetikken er velkendt fra hele den magasin- og reklameverden, der prøver at være på forkant med de unges smag.
Jeg aner ikke om det virker efter hensigten. Flashy er det i hvert fald. Derudover er bøgerne i handy højformat, sat med den ikke specielt smukke men slanke Filosofia-skrifttype.
Indholdsmæssigt handler det om det liv unge af i dag lever. Om sårbarhed, trods og smerteblandet følsomhed i forsøget på at komme overens med tilværelsen og finde en acceptabel eksistentiel livsramme. Stærkest og litterært mest overbevisende i canadieren Graham McNamees Som aske i lunken cola, som i et rammende omend lidt manieret billedsprog med rockmusikalske referencer fra Elvis over Janis Joplin til Tom Waits trækker smertepunkterne i 17-årige Alice Silvers liv overbevisende op.
Alices egen stemme blev ødelagt, da faderen uafvidende var ved at kværke hende den aften, han forsvandt ud af hendes og moderens liv. Hadet til faderen bliver brændstoffet for de sange Alice begynder at forfatte, men ikke føler hun med sin Frankenstein stemme selv kan synge.
Romanen sætter sprog på de små bevægelser ud af et mentalt dødvande og indkredser med fine personportrætter - især af Alices kronragede ven Eric - det psykologiske oprydningsarbejde i forbindelse med familiesammenbrud.

Storby-cowboy
Sidste nat af den 22-årige englænder Chris Wooding har ikke den samme integrerede pondus i fortællestemmen. Den er skåret over sidste-nat-med-kliken læsten med en jargonsikker og direkte læserhenvendende jegfortæller, som formentlig kommunikerer støjfrit med et potentielt teenagepublikum. Romanen har godt fat i de unges rollespil og indbyrdes komplicerede relationer, som de eksponeres til den fede hormonvibrerende sommerfest efter den overståede eksamen, hvor der også dukker ubudne gæster op, men hovedpersonen Jays og hans venners raid ind i et science-fiction-agtigt slumområde, hvor junkier og mini-rockere holder til, står med sin adrenalinpumpende storby-cowboystil i en noget skævvredet balance i forhold til den handlingsstreng, der skildrer den konstant afsporede kommunikation Jay forsøger at etablere med pigen Jo.

Signalkarakter
Sidste udgivelse i tretrinsraketten er novellesamlingen City, som i 11 bidrag af en række nyere danske forfattere forsøger at skrive sig ind på det, der i forlagsmeddelelsen karakteriseres som "det turbulente tiår mellem femten og femogtyve".
Som helhed har samlingen lidt for meget ufærdig signalkarakter. Der arbejdes med at indfange tidstypiske karakterer, handlemåder, og livsstilstræk, men oftest i en form der mere har skitsens end den fuldt færdige novelles afrundede kvalitet.
Samlingen indrammes af de to bedste noveller, nemlig henholdsvis Ina Bruhns "De velinformerede" og Jan Sonnergaards "Farvel". Førstnævnte er et skarpt og smertefuldt portræt af 68-generationens børn om hvem det bl.a. hedder:
"Vi havde kondomer i lommerne, kendskab til bivirkningerne af enhvert rusmiddel og samvittigheden i orden via medlemskabet af Greenpeace og Amnesty. Vi vidste alt, som man mente, vi havde brug for at vide. Vi var forberedte på alt. - Undtagen på at vågne op en morgen og indse, at man hader sig selv og sit liv."
Og Sonnergaard lukker af med et aggressionsunderløbent og illusionsløst scenisk udkast til et tidligere pars sidste samtale inden det uigenkaldelige show-down.

*Graham McNamee: Som aske i lunken cola, på dansk ved Nanna Gyldenkærne, 144 s., 158 kr. Høst & Søn

*Chris Wooding: Sidste nat, på dansk ved Henrik Palle, 176 s., 188 kr. Høst & Søn

*City - noveller om unge i storbyen, red. af Anne Mørch-Hansen, 176 s., 198 kr. Høst & Søn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu