Læsetid: 4 min.

Tyskerne kan grine og fortælle vittigheder

22. juli 1999

Østtyskerne er dumme, fattige og helt til grin, mener vesttyskerne

TYSK HUMOR
Før denne artikel begynder, må vi lige bearbejde en udbredt fordom - den om tyskernes mangel på humor.
Lad os slå fast, at der er tale om en grundløs fordom. Den må ene og alene tilskrives en karakterbrist hos tysklærerne. En bogholder-tilbøjelighed bevirker den karakteristiske mangel på smilehuller samt nedadvendte læber og den lidenskabelige kærlighed til streng grammatik.
Hvad seminaristerne savner af konsekvens i dansk grammatik og udfordring i den engelske, finder de i den tyske, hvor det er altid en udfordrende opgave at konstruere en sætning med tre køn, fire kasus og en ordentlig klase af konjunktiv. Det kræver en huskeseddel alene at holde styr på, hvilke verber man skal bruge for at afslutte sætningen.
Og bagefter er man virkelig ikke oplagt til fis!
I kraft af tysklærernes medfødte defekt, har fordommen om tyskernes mangel på humor bredt sig til resten af verden. Men sådan forholder det sig ikke i virkelighedens Tyskland: Modsat udlændingene kan den lille tysker nemlig tale tysk, før han eller hun møder tysklæreren i 1. klasse. Derfor kan eleven gennemføre undervisningssituationen uden varige mén, og er allerede i det følgende frikvarter i stand til at fortælle vittigheder. Og grine.
Sådan. Nu er vi klar.

BERLIN - Hver tredje indbygger i det tidligere Østtyskland føler sig såret over vesttysk humor, viser en meningsmåling i ugebladet Super Illu.
I de seneste måneder har en række trendsættende talkshow-værter på private tv-kanaler med base i det tidligere Vesttyskland revet en ny type vitser af sig: Ossi-vitser, som gør nar af de dumme, tilbagestående, fattige østtyskere. Og eftersom Super Illu overvejende købes af netop østtyskerne, så bladet det som sin opgave at undersøge fænomenet.

Hvad hedder aircondition hos jer, kære ossier? Vinduer!

Vittigheden om østtysk aircondition blev fremført i underholdningsshowet 'Harald Schmidt Show' på Sat1 - Super Illu kan slet ikke styre sin forbitrelse:
"Manden hedder Harald Schmidt og kender ingen barmhjertighed. Lidt kynisk, lidt dristig, helt uden hensyn. Når han lader det gå ud over indbyggerne i det østlige Tyskland, lyser hans udstående ører ekstra op."
Harald Schmidt trækker på skuldrene:
"Folk mener, at jeg er arrogant og for meget? Udmærket - de har ret," siger landets førende tv-kyniker.
Ugebladet noterer, at han hellere vil miste en trofast seer i den østlige del af landet end en god pointe.
Nogle af Harald Schmidts vitser er skrevet af Bernd Zeller, der kommer fra Jena i det tidligere DDR. Han fortæller, at hans mor - lige som 48 procent af gruppen 'østtyskere over 50 år' - ikke bryder sig om hans gøren sig lystig på hendes bekostning:
"Hvorfor skriver du sådan noget lort," spørger hun.

Den nye bankautomat er så intelligent. Hvis man taler til den med sachsisk dialekt, inddrager den øjeblikkeligt kortet.

I Sachsen i det tidligere Østtyskland taler man en slags århusiansk dialekt, der allerede i DDR-dagene var berygtet. Det virkede nemlig som om regimet især fremmede etniske sachseres karrierer. Måske anså regimet den markante dialekt for at være specielt østtysk - i hvert fald sad sachserne på mange indflydelsesrige poster, og landsdelen fik betegnelsen 'Tysklands femte besættelsesmagt' (efter Sovjet, USA, Storbritannien og Frankrig).
Samtidig var befolkningen i denne del af DDR også specielt tilbagestående hvad angik viden om resten af verden, fordi de på grund af geografiske forhold ikke kunne opfange tv-signaler fra Vesttyskland som andre østtyskere. Derfor kaldtes Sachsen også "De uvidendes Dal".
Denne brede dialekt har en anden tv-underholder, Stefan Raab grebet. Han er vært på 'TV-Total' (Pro7) og gør grin med folk, der har dummet sig i fjernsynet i løbet af ugen. Samtidig er han også den vittige hund, der grundlagde bandet Ö La Palöma Boys. Bandet tog navn efter sit første hit, fortyskningen af 'O La Paloma Blanca' og nåede pæne hitlisteplaceringer.
"De udgiver sig for at være sachsere, men kommer kun fra Niedersachsen," hoverer Super Illu. Niedersachsen ligger i Nordvest-Tyskland.

Hvordan fungerer et østtysk kompas? Man lægger en banan på en mur, den ende, der bliver bidt i, vender mod øst.

Det satiriske program 'Wochenschau' på RTL har altid en Chemnitz-vits med - byen i Sachsen hed indtil 1990 Karl Marx Stadt. Super Illu fik fat i krebsen på chefvitsforfatter Martin Kess for at få en forklaring på, hvorfor det altid skal gå ud over denne stakkels by, der ikke har det nemt efter 'edb'-fabrikken Robotrons lukning:
"Chemnitz er naturligvis kun en repræsentant for hele øst-zonen. I Øst-zonen er alt gammeldags, gråt, kedeligt. Vi behøver bare at vise et billede af en rusten børnekarrusel for at hævde, at Disneyland har åbnet en afdeling i Chemnitz. Det er da klart, at et Disneyland i Chemnitz vil være småt og usselt," svarer den frække snøbel helt uden at skamme sig.

Næste afsnit: Østtyskerne hævner sig!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu